Solo er 6. del af Jesper Steins krimiserie med Axel Steen i hovedrollen. De første fem i serien er: Uro – Bye bye blackbird – Akrash – Aisha – Papa.
Fra bogens bagsidetekst:
“Axel Steen har lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Han ser frem til sommerferien med sin kone og sin datter, da en betroet medarbejder i banken bliver taget i svindel for millioner. Axel skal fyre ham diskret, og uden at politiet indblandes. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og tavshed er guld.
Samtidig bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet i en kælder under Urbanplanen. Axels gamle kollega Vicky Thomsen leder efterforskningen, og hun kommer under stærkt pres, fordi ingen i miljøet vil tale med politiet. Det er tråde til krigen i Syrien, PET blander sig, og sagen kompliceres yderligere, da det viser sig, at den dræbte har haft hemmelig kontakt til politiet, særligt til én politimand: Axel Steen.”
Anmeldelsen af Solo har været forholdsvis lang tid undervejs. Jeg er vild med serien om Axel Steen, men af en eller anden grund, så fangede Solo mig ikke så meget som de forrige i serien. Måske jeg havde alt for høje forventninger, for bogen var virkelig ventet – og jeg har glædet mig vildt meget til at høre nyt om Axel Steen. Grunden til jeg har ventet med at skrive anmeldelsen er, at jeg ville høre Jesper Stein tale om Solo på BogForum, for det ville måske få mig til at se lidt anderledes på historien. Solo har allerede fået rigtig mange anmeldelser, og selvom jeg normalt ikke læser anmeldelser inden jeg har skrevet min egen, så har det været lidt svært helt at undgå. De anmeldelser jeg er stødt på, har alle været vanvittig gode, og selvom Solo ikke helt ramte plet ved mig, så kan jeg godt forstå, hvorfor Solo bliver rost, for jeg kan sagtens se kvaliteterne i bogen.
Noget at det, som Jesper Stein fortalte om til BogForum var, hvordan navnet Morten Pape er kommet med i Solo. Det er simpelthen genialt – og en virkelig god ide. Morten Pape har købt retten til at få sit navn i bogen ved auktion til fordel for Danmarks Indsamlingen. Det kan I læse mere om i en artikel på dr.dk: Succesforfatter betalte tusindvis af kroner for at få sit navn i ny krimi: ‘Luk røven, Morten fucking Pape!’
Som sagt er jeg vild med Axel Steen, han er virkelig godt beskrevet både i denne og de øvrige bøger – og efter seks bøger, så kender man ham jo, og uanset om man synes, at han træffer de rigtige eller de forkerte beslutninger, så er det svært ikke hele tiden at holde med ham og heppe på ham på sidelinjen. Jesper Stein er eminent til det med personbeskrivelser.
Emnet for Solo er både realistisk og ikke mindst meget aktuelt, om kriminalitet i samfundets øverste lag, samtidig med at vi hører om et drab begået i Urbanplanen med tråde til krigen i Syrien. Det hele beskrives flot og trådene bliver flettet, så det hele giver mening… til sidst. Desværre bryder jeg mig rigtigt ikke om slutningen, der for mig ødelægger det ellers meget realistiske billede, jeg har dannet mig gennem fortællingen (altså ikke noget overnaturligt eller noget – men I må læse den selv).
I Solo bliver det rigtig tydeligt at familieliv og arbejdsliv ikke altid hænger godt sammen – og slet ikke, når man som Axel Steen har mere end svært ved at falde til ro i en stilling, der skulle give mere ro i familielivet, men måske ikke giver helt den type udfordringer, som netop han lever og brænder for. Det er anderledes og interessant at opleve Axel Steen uden for de vante omgivelser – og i en anden påklædning – og det er ikke kun som læser man tænker det, Axel Steen kommer flere gange med hentydninger til, at jobbet passer ham lige så dårligt som tøjet. Fx “Det der skulle være et sidejob til hans nye liv med hende og Emma, var begyndt at stramme som det jakkesæt, han havde på”. Jeg synes, at det er nogle fede referencer og selvom situationen kan være barsk, så får de lige smilet frem.
Selvom der er gang i handlingen – og der bestemt ikke mangler fart over feltet, så er Solo alligevel lidt mere afdæmpet end fx Papa. Hvor Papa måske kunne egne sig til en actionfilm, så er der lidt mindre action over Solo – i hvert fald i en del af fortællingen. Det siger nok mere om mig end om bøgerne, for faktisk er Papa min favorit bog i denne serie – eller måske handler det bare om, hvad man lige har lyst til at læse, når man får fat i den enkelte bog. Der er nok lidt mere realisme og historiefortælling i Solo. Det er ganske positivt og egentlig tænker jeg, at man godt kan læse Solo, uden at have læst de foregående bøger.
Nu skriver jeg til start, at Solo ikke var helt så meget mig, som de foregående. Det betyder dog ikke, at jeg ikke synes, at bogen er spændende – for det gør jeg bestemt. Jesper Stein har igen taget mig med i Axel Steens verden – og jeg var godt underholdt.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740045451
Udgave: 1. udg. 25.10.2018
Sider: 405