Ghostwriter er 5. del af Steffen Jacobsens spændingsserie om politikommisæren Lene Jensen og privatdetektiven, Michael Sander. Ghostwriter udkommer i dag, d. 9.11.18.
Bogens bagsidetekst:
“På en parkeringsplads i Nordsjælland sidder direktøren for et af verdens største medicinalfirmaer død i sin bil.
Få kilometer derfra ligger den ghostwriter, som skulle skrive hans biografi, skudt gennem hovedet.
Politikommisær Lene Jensen sættes på sagen, der involverer en forsvunden dagbog med sprængfarlig viden, som stærke kræfter i medicinalindustrien vil gøre alt for at holde skjult.
Sagen viser sig hurtigt at pege i retning af hendes mand, privatdetektiven Michael Sander, der også er på sporet af morderen.”
Da jeg læste forlagets beskrivelse af Ghostwriter tænkte jeg, at den lød vildt spændende – og lige som noget for mig. Men Ghostwriter er jo 5. del af en serie, så jeg syntes, at jeg måtte læse de første fire bøger, inden jeg læste Ghostwriter. Og tænk sig, de første tre bøger stod ulæste i reolen – den fjerde købte jeg til BogForum. Om jeg kan begribe, at jeg ikke har læst dem før?! Selvom jeg har læst rigtig mange gode spændingsromaner i år, så må Trofæ helt sikkert ligge i toppen. Trofæ er den første bog i serien. Efter at have læst de første fire i serien var forventningerne til Ghostwriter jo endnu større.
Ghostwriter er en actionmættet spændingshistorie. Der er alt fra hardcore helte til biljagt – og ikke meget tid til at trække vejret.
Jeg kan rigtig godt lide Steffen Jacobsens personbeskrivelser. Selvom hovedpersonerne måske nærmest er overmennesker, der kan overleve lidt af hvert, så er de levende beskrevet og meget lette at se for sig. Ikke mindst er de sådan nogle man holder med, selvom man måske ikke burde – og selvom man faktisk nogle gange ender med at heppe lidt på to sider på en gang. Der er så lige Lenes assistent, Bjarne, som måske nærmest er Lene og Michaels modsætning – en enspænder nørd, der stadig bor sammen med sin mor. Men hvem kender ikke en som Bjarne? Selvom Bjarne måske ikke altid bliver lige flatterende beskrevet, så er han svær ikke at holde af.
Michael har mere end svært ved “bare” at leve et roligt familieliv og nøjes med ufarlige opgaver. Da en sag pludselig kommer for tæt på, kan han selvfølgelig heller ikke lade være med at forfølge den, og han bliver hurtigt inddraget i opklaringen. Derudover har Michael også gang i en anden opgave, som ingen kender til – uden at spoile, så kan jeg fortælle, at Michael (som en del andre “bog-helte” i denne tid) har valgt at tage sagen i egen hånd, når det kommer til en bestemt gruppe af kriminelle. Selvom det måske er en bi-historie, så synes jeg, at den alligevel fylder en del – og den bidrager bestemt positivt til den øvrige historie. Og lige på det punkt, er det nok næsten umuligt ikke at forstå, hvorfor en mand som Michael, handler som han gør.
Selvom man kender især Lene og Michael ret godt efter nu 5 bøger, så fylder den hurtige og actionfyldte handling måske en smule for meget for mig, og levner derfor ikke meget plads til historien om Lene, Michael og deres datter, Maria. Jeg er vild med, at historien bliver personliggjort ved,at vi også følger med i hovedpersonernes privatliv, og det er nok netop derfor, at jeg synes, at det fylder for lidt – jeg ville super gerne lære dem alle endnu bedre at kende, men samtidig ved jeg også inderst inde, at det jo ikke er den slags historie – men nysgerrig er jeg. En ting jeg dog synes er skønt, det er, at man oplever en lidt mere “blød” Michael, som ikke længere tænker helt så meget på penge – men faktisk påtager sig en sag uden betaling.
Ghostwriter er jo 5. del af en serie, men den kan sagtens læses som en selvstændig historie. Personligt kan jeg dog godt lide muligheden for at følge seriens personer og deres historier, og foretrækker derfor selv at læse serier i den rette rækkefølge, når det er muligt.
Som skrevet, så er Ghostwriter en fortælling med gang i – da jeg lukkede bogen, var jeg nærmest forpustet. Jeg håber, at der kommer flere bøger – eller måske bare lige en bog mere, om Lene og Michael. Mest fordi jeg jo gerne vil høre, hvordan det går for dem fremover. Meeeen jeg var til et bloggerevent med Steffen Jacobsen, hvor han røbede, at det ikke er 6. bind i serien, som han arbejder på, men derimod noget andet. Måske man kan prøve at gætte sig lidt til i hvilken retning Steffen Jacobsen tænker, da vi også hørte, at han for tiden læser Thomas Harris – I ved, ham med Hannibal Lecter! Uanset, så glæder jeg mig til, at der igen er nyt fra Steffen Jacobsen, det bliver med garanti spændende læsning, præcis som Ghostwriter og de øvrige bind i serien.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711698990
Udgave: 1. udg. 09.11.2018
Sider: 350