Vi ejer himlen af Luke Allnutt udkom i går, d. 7. februar 2019 ved Gads Forlag.

Forlagets beskrivelse:

“Rob Coates føler, han har vundet i livets lotteri: han har en dejlig kone, Anna, et skønt byhus i London og bedst af alt, sønnen Jack. Eller rettere … sådan var det, lige indtil alt faldt fra hinanden, da det gik op for ham og Anna, at Jack var alvorligt syg.

Siden er Rob gået gennem tilværelsen som en søvngænger. Han lukker af for alle følelser for bare at overleve, og familien er ved at gå i opløsning. Men netop som det ser allerværst ud, går det op for Rob, at han er nødt til at søge mod det lille lys, der trods alt er et sted i mørket…”

Vi ejer himlen er en gribende fortælling om blandt andet sorg og kærlighed. Som noget af det første, vil jeg dog sige, at det er en bog, som jeg synes er meget svær at anmelde uden at komme til at røbe for  meget – og jeg synes helt bestemt, at man skal læse bogen uden at kende alt for meget af handlingen på forhånd.

De vigtigste personer i bogen er Anna og Rob – og selvfølgelig deres søn Jack. Rob er jeg-fortæller – og vi ser historien fra hans synsvinkel. Selvom det er Rob, der fortæller – og man måske derved lærer ham lidt bedre at kende end Anna, så synes jeg dog at alle personbeskrivelserne er gode. Jeg kan sagtens følge både Anne og Rob – og på sin vis, så ligner jeg nok selv Anna ret meget af sind. Jeg har det en smule sværere med Jack, altså han er en sød og dejlig dreng – men jeg tror, at fordi historien foregår i England, så er skolesystem og så videre ikke som i Danmark – og derfor synes jeg, at Jack kommer til at virke lidt “flyvsk” hvad angår alder, hvad han kan og hvad man kan forvente af ham m.v. Der er blandt andet en udtalelse om, at efter ferien, så skal han begynde i en ny skole – og det forvirrer mig vist lidt i forhold til, at han er 5-6 år. Men jeg kan sagtens abstrahere fra det – og tænker blot, at det er fordi Vi ejer himlen foregår i et andet land (jeg har lige læst en roman, som foregår i USA, hvor jeg oplevede præcis det samme). Et eller andet sted, så er Jack heller ikke den vigtigste del af fortællingen. Selvom romanen selvfølgelig handler om Jack, så er det mere de voksnes reaktioner og følelser i forbindelse med, at Jack bliver syg – som er omdrejningspunktet.

Vi ejer himlen er en bog, der rammer hårdt – der kan ikke være en eneste forælder “derude”, som ikke kan sætte sig i Anna eller Robs sted. Alle de ord, der betegner bogen er ord som: bevægende, rørende, hjerteknusende, smuk, sørgelig… Vi ejer himlen er en meget realistisk og troværdig fortælling om at komme videre efter at have haft sygdom og tab tæt inde på livet – kan man komme videre?

Udover sorgen og bearbejdelse af den, så kommer Vi ejer himlen også ind på den skrækkelig del af virkeligheden, hvor nogle prøver at tjene penge på andres ulykke. Det er igen meget realistisk beskrevet – og virker måske ekstra grusomt, fordi det nok desværre ikke er langt fra virkeligheden.

Som der står på forsiden, så anbefales Vi ejer himlen til Jojo Moyes og John Green fans – og det kan jeg godt forstå. Vi ejer himlen minder mig først og fremmest om En flænge i himlen, selvom temaet jo slet ikke er det samme.

Selvom Vi ejer himlen er en sørgelig og hjerteknusende roman med temaer som kærlighed, tab, sorg og familierelationer, så rummer fortællingen om Jack og hans familie også håb, det er måske småt, men det er der. Og samtidig er Vi ejer himlen en fin påmindelse om, at i morgen måske ikke bliver som vi har tænkt os, d.v.s. at man skal huske at nyde og leve hver eneste dag – og værdsætte det man har.

Forlag: Gads Forlag
ISBN: 9788712058120
Udgave: 1. udg. 2019 – anmeldereksemplar
Originaltitel: We Own the Sky
Oversætter: Lærke Pade
Sider: 382