4 stjerner, HarperCollins Nordic, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Hun var velkommen af Adele Parks

Hun var velkommen er skrevet af engelske Adele Parks. Adele Parks har er kendt for sine “feel good”-romaner, men har med Hun var velkommen skrevet sin første thriller.

Bogens bagsidetekst:

“Da de gik på college, var Mel og Abi hinandens bedste venner, og de delte glæder og sorger, lige indtil Mel blev gravid og blev tvunget til at springe fra studiet. 
 
Sytten år senere kunne de to kvinders liv ikke være mere forskellige. Mel er lykkeligt gift og bor sammen med sin mand og tre yndige børn i England. Abi rejste til LA, hvor hendes liv har været een lang fest i overhalingsbanen som tv-vært og ven med de kendte. Festen sluttede dog brat, da hun opdagede kæresten i seng med en anden, og det eneste, som Abi har brug for lige nu, er en god ven, som vil dele vin og sorger med hende. Findes der et bedre sted end hos Mel og hendes forstående mand?
 

Da Mel bliver kontaktet af sin gamle veninde, tøver hun ikke et sekund med at tilbyde kost og logi og varmen fra et hyggeligt hjem. Der går dog ikke længe, før Mel begynder at stille spørgsmålstegn ved Abis historie. Hvad er det, hun skjuler? Og hvad var den egentlige årsag til, at hun vendte hjem?”

Billede af: Hun var velkommen af Adele Parks
Hun var velkommen af Adele Parks

Som sagt har Adele Parks tidligere skrevet i “feel good”-genren, og jeg tænker, at det påvirker Hun var velkommen en lille smule, da det er en ret “rolig” historie – uden de helt store skræmmescener. På forsiden står der thriller – så jeg havde nok forventet noget lidt mere uhyggeligt, men jeg læser også rigtig mange thrillers.

Hun var velkommen er velskrevet og meget let- og ikke mindst hurtigt læst. Hvis man en gang imellem, som jeg, trænger til en lidt lettere bog så er Hun var velkommen et godt bud – selvfølgelig, hvis man holder af denne genre. Bogen har et ret enkelt plot, som er med til at gøre den meget læsevenlig – og let. Desværre vidste jeg ret tidligt i fortællingen, hvor det bar hen – men jeg blev jo alligevel nødt til at læse det hele for at være sikker i min sag. Jeg fik læst næsten hele bogen på en togtur fra København til Randers, dvs. på 3-4 timer. Selvom bogen er let, ublodig, og som skrevet ikke vildt uhyggelig (som jeg ellers godt kan lide), så er den alligevel spændende – og jeg havde svært ved at lægge den fra mig.

I Hun var velkommen følger vi Melanie (Mel) og Abigail (Abi) på skift, ja og et par stykker mere, som jeg ikke vil røbe. Mel er jeg-fortæller og Abi er 3. personsfortæller. At det er Mel, der fortæller som jeg-fortæller, for det til at virke, som om det er hendes historie – hvilket det for så vidt også er, men jeg synes også, at det i høj grad er Abis historie. Selvom jeg synes, at personerne kunne være stærkere beskrevet, så er det alligevel forholdsvis let at forestille sig både Mel og Abi. Især står Mel tydeligt og troværdigt for mig – det samme med det miljø, som hun lever i.

Udover at Hun var velkommen er en fin historie i domestic noir-genren og en lettere psykologisk thriller, så er det også en fortælling om venskaber, hemmeligheder, familie og ikke mindst om manipulation eller bedrag. Har man lyst til at læse denne genre i den letteste ende – eller har man blot lyst til at snuse lidt til denne genre, så er Hun var velkommen et godt bud.

Jeg glæder mig til at læse mere af Adele Parks, måske i første omgang noget af det hun har skrevet i feel good-genren, for at blive ved med at fange mig i thriller-genren, skal hun blive lidt skarpere – og skrive en tand mere uhyggeligt.

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: HarperCollins Nordic
ISBN: 9788771916232
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: I invited her in
Oversætter: Kamilla Pontoppidan Haderup
Sider: 479

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

 

1 thought on “Hun var velkommen af Adele Parks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *