Gita og Lales kærlighedshistorie er blevet kontrolleret via den dokumentation, der findes, og som er til rådighed…”

Tatovøren fra Auschwitz er barsk, men samtidig en rørende bog. Jeg tænker, at fortællinger som handler om holocaust altid vil være barske – men historien skal fortælles, da den er vigtigt – og aldrig må glemmes. Ved at bogen er bygget op omkring Lale Sokolov kærlighedshistorie virker bogen mere optimistisk end en del andre bøger om denne tid.

Lale virker i sig selv også ganske optimistisk, selvom man nok vil forvente det modsatte i hans situation. Lales optimisme kan måske godt virke en smule påtaget, situationen taget i betragtning. Lale er virkelig sympatisk – og jeg tænker, at stort set alle vil synes om ham. Selvom Lale får et job som tatovør og dermed for nogle kan komme til at fremstå, som om han er nazisternes håndlanger, så formår han at bruge sine privilegier til at hjælpe, så mange han kan – og jeg tvivler på, at de mennesker, han har været i kontakt med forbinder ham med nazisterne. Lale er et stærkt eksempel på en virkelig overlever. Hans forelskelse i Gita synes dødsdømt på forhånd, da ikke mange eller meget kunne overleve forholdene i Auschwitz – men skæbnen vil det heldigvis anderledes. Til slut i bogen er efterord skrevet af Gary Sokolov – som er søn af Gita og Lale – en slutning på historien, som jeg synes virkelig godt om.

Tatovøren fra Auschwitz er en roligt fortalt historie, som ikke dvæler voldsomt ved alle de skrækkelig ting, som skete i koncentrationslejrene, men alligevel står historien klart og tydeligt mens man læser. Man er på ingen måde i tvivl om grusomhederne, selvom de ikke bliver udpenslet. I samme periode, som jeg læste denne bog – læste jeg også en anden, hvor noget af handlingen også foregår i koncentrationslejre – og udover denne har vi netop genset Schindlers liste. Det er umuligt “bare” at læse bøgerne og se filmen, som underholdning – og skønlitteratur. I Tatovøren fra Auschwitz og den anden roman, jeg læste er der flere personer og steder, hvor beskrivelserne er stort set enslydende – og mon ikke de fleste vil kunne genkalde sig skiltet ved indgangen til Auschwitz: “Arbeit macht frei” – som selvfølgelig også er omtalt her.

Fortællinger fra denne skrækkelige tidsperiode er næsten uanset skrivestil, sværhedsgrad og så videre, rigtig tung eller svær læsning på grund af emnet. Men alligevel er Tatovøren fra Auschwitz  rimelig letlæst og egentlig også mere “fordøjelig” end mange andre bøger om holocaust, som skrevet tidligere tænker jeg, at det skyldes, at Lale og Gitas kærlighedshistorie fylder en del af fortællingen, og på den måde kommer den måske til at virke knap så grusom. Derudover viser bogen os også, at under selv de værste forhold, så findes der heldigvis stadig medmenneskelighed.

Hver gang jeg læser en bog om nazisme og racisme, så håber jeg så meget, at vi har lært af historien. Men desværre tror jeg, at det meget sjældent er tilfældet – og derfor er det vigtigt at historierne bliver fortalt igen og igen – for alle!