Call me by your name er en bog som jeg virkelig har set frem til at læse. Jeg har længe haft den stående på reolen, men nu har jeg endelig fået læst den. Call me by your name er skrevet af André Aciman.
Dette er forlagets beskrivelse:
“Bogen bag succesfilmen Call Me by Your Name. Romantisk kærlighedshistorie sat i Norditalien i 1983. Den 17-årige Elio tilbringer sommeren med sin familie i deres hus i Norditalien og forelsker sig hovedkulds i familiens sommergæst, den lidt ældre studerende Oliver. Elio og Oliver udvikler ganske langsomt et forhold. Det bliver en sommer i det smukke italienske landskab, de aldrig glemmer – og som ændrer deres liv for altid.”
I 7. klasse var jeg medlem af en bogklub i Aarhus, hvor vi anmeldte bøger. Her fik jeg anbefalet Call my by your name af en anden, som var helt vild begejstret over bogen. Så senere købte jeg både bogen og filmen på engelsk. Den udgave jeg har læst er udgivet ved Picador i 2017. Nederst på siden kan ses oplysninger om den danske udgave.
Call my by your name er en utrolig smuk historie, som er rigtig godt skrevet. I modsætning til de fleste andre bøger, som jeg har læst, har Call me by your name kun et emne. Historien er fortalt af, Elio, som bliver dybt forelsket i Oliver. Da det er Elio, som fortæller, så er det også ham der bestemmer, hvad der er vigtigt at fortælle og for ham er det vigtigste Oliver. Bogen har fokus på Elios følelser for Oliver og der er ingen andre emner. Det synes jeg egentlig er fint og det føles ikke, som om der mangler noget. Elio tænker konstant på Oliver og der er mange følelser indblandet. Det kan man også godt mærke, når man læser.
Det som overraskede mig mest ved Call me by your name var nok, at der var nogle lidt grænseoverskridende scener. Jeg havde selvfølgelig regnet med, at der ville ske noget, men der var nogle steder (ikke mange dog), hvor jeg synes det var en tand for meget. Det at jeg læste bogen på engelsk, gjorde det dog lidt bedre, da det ikke var alting, som jeg forstod fuldstændigt. Jeg sprang dog ikke scenerne over og jeg fortryder ikke at jeg har læst bogen. Den er nok bare ikke lige for yngre læsere og jeg er glad for, at jeg ventede med at læse bogen til nu, i stedet for i 7. klasse, da jeg fik den anbefalet. Jeg vil vurdere aldersgruppen til 15 år og op.
Call me by your name er en meget intens og lidenskabelig kærlighedshistorie. Ikke noget jeg sådan umiddelbart kan relatere til, men jeg synes alligevel, at det er en smuk historie. Det er ikke kun en kærlighedshistorie, som handler om den første kærlighed, men også om den ægte kærlighed. Jeg er også vild med slutningen af bogen, da den er realistisk, selvom det måske ikke er det man havde håbet på.
Jeg har også set filmen, som er baseret på bogen og slutningen af filmen, er jeg til gengæld ikke så vild med. Men jeg er stadig glad for, at jeg har set den, da den er lige så smuk og intens som bogen. Man kan også genkende scenerne i filmen fra bogen og det er ret sjovt, fordi man så ved, hvad Elio tænker på i de scener.
Den danske udgave af Call me by your name:
Forlag: Rosinante
ISBN: 9788763859660
Udgave: 1. udg. 2018
Originaltitel: Call me by your name
Oversætter: Niels Lyngsø
Sider: 304
___