5 stjerner, Krimi/spænding, Lindhardt og Ringhof, Tine f. 1973

Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Siden jeg læste Ligblomsten, som er 1. del af Anne Mette Hancocks serie om journalisten Heloise Kaldan og hendes ven, politimanden Erik Schäfer, har jeg ventet ganske utålmodigt på fortsættelsen. Men NU kommer den. Mercedes-snittet, som er 2. del udkommer d. 1.6.18. ved Lindhardt og Ringhof. Jeg har været så afsindig heldig at få lov at læse Mercedes-snittet allerede nu. Faktisk var jeg så utålmodig, at jeg har læst Mercedes-snittet som e-bog i stedet for at vente på det fysiske eksemplar – og det kræver altså noget helt særligt.

Bogens bagsidetekst:

“Da den tiårige Lukas forsvinder sporløst fra sin skole, tænker journalisten Heloise Kaldan, at hun har ret: Det er for farligt at sætte børn i verden. Avisen beder hende dække sagen, og på Lukas’ skole møder hun sin nære ven, den bramfri efterforsker Erik Schäfer.

Lukas dukker ikke op, men det gør hans telefon. Den afslører, at han er besat af pareidolia: af at fotografere ting, der ligner ansigter. Særligt ét af Lukas’ billeder påkalder sig politiets opmærksomhed. Og Heloises.

Flere spor dukker op, men de peger i hver sin retning: en likvideret ekssoldat, en skjult hilsen fra Lukas – og hvem er Æblemanden, børnene taler om?

Kaldan og Schäfer kan hverken finde hoved eller hale i sagen, indtil et nyt og meget skræmmende mønster tegner sig.”

 

Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock
Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

 “Tør du stole på det, du ser?” – Eller på det, du læser?? Det er noget af det, som man kommer til at tænke en del over, når man læser Mercedes-snittet – da det har en afgørende betydning for hele historien, og nok også i det hele taget.

Der er ingen tvivl om, at Anne Mette Hancocks research har været grundig. Jeg har i hvert fald lært noget nyt nu. Hvem har mon hørt om Mercedes-snittet eller om pareidolia?  Og udover at man får forklaret, hvad Mercedes-snittet er, og man lærer at pareidolia er at kunne se noget, der ligner ansigter i helt almindelige ting, så rummer Mercedes-snittet også en flot og skræmmende introduktion til, hvad PTSD kan gøre ved hjemvendte soldater. Det er bestemt et emne, der godt kan tåle en del mere opmærksom i dagens Danmark.

Som jeg skrev i en af mine seneste anmeldelser, så rører det bare ekstra meget, når det er et barn, der bliver udsat for en forbrydelse. Åh, hvor jeg bare håbede og ønskede, at Lukas ville dukke op igen – og jeg måtte flere gange minde mig selv om at trække vejret, fordi det næsten blev for spændende.

Anne Mette Hancock er eminent til både person- og miljøbeskrivelser. Man kommer virkelig ind under huden på de vigtigste personer – og selv om man lærer dem godt at kende, så kan man ikke undgå at ville vide endnu mere. Beskrivelserne af omgivelserne i København er så gode, at det næsten er som at være der selv, også selvom man ikke er kendt i området.

Jeg er vild med at følge Heloise både arbejdsmæssigt og privat. Det er lige før, at begge dele er lige spændende – selvfølgelig på hver sin måde. Hun er en virkelig interessant person. Ud over Heloise møder vi også også Erik igen, og jeg synes stadig lige godt om ham. Alle burde have en ven som Erik i deres liv.

Fordi både personer og omgivelser bliver beskrevet så godt, så virker hele fortællingen både troværdig og vældig realistisk.

Nu ved jeg jo ikke, hvor svært det har været for Anne Mette Hancock at skrive Mercedes-snittet – men efter at have læst den, så tænker jeg om hun overhovedet har hørt om det med “den svære to’er” – for den levede helt sikkert op til mine forventninger og mere til. Der sker noget fra side 1, og selvom jeg ved rigtig gode bøger tit begynder med overspringshandlinger for at bogen skal vare bare lidt længere, så var det komplet umuligt for mig at lægge den fra mig. Jeg slugte derfor Mercedes-snittet på en eftermiddag ude i solen. Hvornår kommer den næste!?!

Kunne du lide Ligblomsten, så er jeg helt sikker på, at du vil være lige så vild med Mercedes-snittet. Har du ikke læst Ligblomsten endnu, så skynd dig at få fingre i den, inden du kaster dig over Mercedes-snittet, for selv om de kan læses uafhængigt af hinanden, så er de altså bare bedst, hvis man starter med begyndelsen.

Signatur i Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock
Signatur i Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Ganske kort: Mercedes-snittet er spændende, relevant, overraskende, skræmmende – og ja, altså for kort!! (og det er bestemt positivt ment).

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711693261
Udgave: 1. udg. 01.06.2018
Sider: 332

2 thoughts on “Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *