Den der banker på af Kristina Ohlsson er 3. del af krimiserien om advokaten Martin Benner. Bogen udkom i fredags, d. 17.01.20. De to forrige bøger hedder Lotus blues og Mios blues. Kristina Ohlsson har også skrevet krimiserien om akademikeren, Fredrika Bergman, som er ansat ved Stockholms Politi.
Forlagets beskrivelse:
“Foråret nærmer sig, og med det et bryllup, som advokat Martin Benner på ingen måde har lyst til at deltage i. Samtidig skal hans ven, Henry, begraves. Der er dog ét lyspunkt: Martin får muligheden for at udleve en drøm og overtage Henrys andel af en antikvitetsforretning i New York. Men efter begravelsen bliver Martin opsøgt af en mand, der påstår, at Henry ikke døde af naturlige årsager.
Et antikt skakspil og jagten på sandheden om hvem Henry egentlig var, leder Martin til en kirke med for meget magt og en antikvitetsforretning med skumle metoder.”
Jeg anbefaler stort set altid, at bøger i en serie læses i den rigtige rækkefølge, og serien om Martin Benner er ingen udtagelse, selvom historien/sagen er en selvstændig fortælling. Nu må jeg så indrømme, at jeg selv er hoppet ind i serien i dette bind – og bogen kan godt læses selvstændigt, men på nogle tidspunkter kunne jeg godt have ønsket mig at kende lidt mere til personerne i bogen og ikke mindst deres indbyrdes relationer. Når det er sagt, så er det ikke tit, at jeg hopper tilbage i en serie, men Den der banker på har gjort mig nysgerrig på de to første bind, så når jeg har tid, så tror jeg, at de også skal læses. Der kommer nogle enkelte forklaringer på forskellige forhold fra tidligere undervejs, nok til at de giver mening – men samtidig ikke så mange, at man ikke kan læse de to første bind efter dette.
Det er ikke altid, at jeg er lige vild med “jeg-fortællinger” – men jeg synes, at Kristina Ohlsson slipper meget godt afsted med, at det er Martin Benner, som fortæller historien. Jeg synes, at man kommer rigtig tæt på ham – og begivenhedernes gang.
Selvom jeg ikke kendte Martin Benner på forhånd, så synes jeg, at jeg rimelig hurtigt får en fornemmelse af ham og de øvrige karakterer, og ikke mindst deres indbyrdes relationer – og det nogle gange på en ret humoristisk måde. Som skrevet ville mit kendskab til dem alle selvfølgelig være bedre, hvis jeg også have læst de to forrige bøger.
Plottet er spændende og indviklet, for mig faktisk også ekstraordinært, da jeg i meget lang tid sad med en følelse af ikke at fatte en dyt, men samtidig godt kunne føle, at alle tråde nok skulle gå op i en højere enhed – på et tidspunkt…! Det tidspunkt kom meget sent i bogen – og det synes jeg var fantastisk, så jeg ikke havde luret noget på forhånd. Selvom plottet kan virke indviklet og måske lidt til den vilde side, så synes jeg alligevel, at det er meget troværdigt skrevet.
Mens jeg læste Den der banker på kunne jeg ikke lade være med at tænke på både Sommerfugleklanen af af T.M. Palshof og bøger af Dan Brown. De fleste af disse tanker skyldes hovedsageligt miljøet med en antikvitetshandler i New York – men samtidig er der også en snert af forfatterskaberne at spore i handlingen.
Den der banker på har flere relevante og aktuelle temaer – herunder selvtægt og pædofili. Jeg vil ikke skrive så meget mere, da jeg helst ikke vil spoile, da trådene så kan samles alt for hurtigt.
Det korte af det lange: Jeg er vild med Martin Benner og Den der banker på.
Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770072298
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: Henrys hemlighet
Oversætter: Lilian Kingo
Sider: 403
___
[…] og velskrevet roman om blandt andet racisme og diskrimination. Jeg var også vild med krimierne: Den der banker på af Kristina Ohlsson, Kvinden i mørket af Charlie Donlea og Stilleleg af Lone […]