Tre timer er skrevet af den engelske forfatter Rosamund Lupton. Tre timer er forfatterens fjerde bog – alle bøger er oversat til dansk.
1. Søster
2. Efter branden
3. Lyden af stilhed
4. Tre timer
Bøgerne er selvstændige historier, og har ingen personer m.v. til fælles. De behøver derfor ikke blive læst i rækkefølge.
Fra bogens bagsidetekst:
“En iskold, snefyldt novemberdag i England udvikler sig hurtigt til et mareridt, da en afsidesliggende skole bliver udsat for et voldeligt angreb.
I TRE TIMER må elever og lærere holde sammen og kæmpe for deres liv.
I TRE TIMER må forældre og politi arbejde sammen på at forhindre tragedien i at udfolde sig.
Alle har blot TRE TIMER til at redde dem, de elsker.”
Sascha fra Livet i dukkehuset havde arrangeret en krimi-readathon i den weekend, hvor der skulle have været Krimimesse. En af de bøger jeg læste var Tre timer. Faktisk var Tre timer den første bog jeg læste, da jeg på beskrivelsen syntes, at den virkelig lød som noget for mig – og det var helt rigtigt!
De personer vi følger er rigtig fint beskrevet. Hvordan de ser ud, synes jeg ikke har betydning for historien – og jeg opfatter det heller ikke, som den del der bliver lagt mest vægt på. Det vigtigste er deres tanker og følelser i den situation, de befinder sig i – og den del synes jeg er lykkedes godt. Vi hører om en del personer, nogle er vigtigere end andre, men alle er med til at danne et billede af hele den meget uholdbare situation.
Rafi og hans bror Basi er muslimer og er flygtet fra Syrien, de har mistet alle omkring sig. Uden at røbe for meget, kan jeg godt skrive at Rafi er den, som først får en ide om, at der er noget galt – men der er alligevel en del, som tænker deres… – og er af den overbevisning, at Rafi og Basi, som jo er muslimer må have noget at gøre med denne tragedie. Gad vide hvorfor?! Men hvordan det hele hænger sammen – og hvem der står bag, det må I selv læse. Rafi og Basi og hvordan deres flugt og denne meningsløse handling påvirker dem bliver beskrevet meget troværdigt.
Hannah, som er Rafis kæreste ender i en forfærdelig situation, men viser hvor modig og uselvisk hun er. Samtidig hører vi også om det håb de unge har om, at der kommer hjælp i tide – og hvordan de reagerer hver især. Ingen er ens – og alle har forskellige reaktioner. På samme vis hører vi om en lærer, som gør sit bedste for at redde de børn, som hun underviser – hun har nogle meget vanskelige forhold til at beskytte børnene, men gør alligevel alt hvad hun kan. En anden lærer klarer på bedste måde at aflede børnenes tanker fra det der sker omkring dem – altså så godt, som det er muligt. Samtidig med at en anden er villige til at satse livet for at beskytte dem. Derudover hører vi også om, hvordan forældrene til børnene på skolen tackler situationen. Selvom det er hårdt at høre om de børn, unge og lærere, som er spærret inde på skolen, så er det mindst lige så hjerteskærrende at følge med i, hvordan forældrene reagerer. Selvfølgelig vil de forældre, som får deres børn uskadte tilbage, være lykkelige, men hvor må det gøre ondt på de forældre, som stadig venter i uvished. Man kan næsten mærke dette, når forfatteren beskriver, hvad der sker i den kantine, hvor forældrene venter på nyt. En af de personer vi følger er Beth, som er Jamies mor. Det er virkelig sindsoprivende at følge Beth fra hun først få beskeden – til de Tre timer nærmer sig sin slutning. Uanset, hvor hårdt og skrækkelig situationen er – så kan jeg ikke lade være med at føle med hende – og virkelig synes, at hun er både sej og virkelig fornuftig. Det var bare nogle af de personer, som vi hører om – dette står på bagsiden af bogen: “Hvem udviser mod, og hvem viser sig at være en kujon? Og hvad er vi som mennesker villige til at gøre for at redde dem, vi elsker?” Noget tilsvarende stod i mine noter til denne anmeldelse – det er præcis hvad bogen er om.
Udover de personlige beskrivelser af relationer, følelser og så videre – så er Tre timer også en bog om radikalisering – måske ikke altid den vej, vi tænker det?! Om racisme, the dark web, kærlighed, næstekærlighed og mod.
Tre timer er velskrevet og meget læsevenlig – jeg slugte den på ganske kort tid. Plottet er fængende, og for den største del af historiens vedkommende, virker det (desværre) også meget realistisk – enkelte scener kommer til at falde lidt uden for den ellers troværdige handling, men jeg tænker, at en del læsere vil have brug for lidt “ekstra”. Siderne vendte nærmest sig selv.
Jeg kan ikke forestille mig, at der findes nogle mennesker, som ikke synes, at skoleskyderier er grusomme – og modbydelige. Altså måske bortset fra gerningsmændene – og de ved alligevel præcist hvor grusomt det er, siden de har truffet valget om denne handling.
Tre timer en egentlig ganske stille – men på en meget uhyggelig måde. Det en bog, som virkelig krøb under huden på mig – og som jeg sent vil glemme.
Forlag: Forlaget Turbulenz
ISBN: 9788771483574
Udgave: 1. udg. 2020.
Originaltitel: Three Hours
Oversætter: Jacob Giese
Sider: 430
___
[…] udstødte Grue, Anna: Mysteriet i Genbrugsen Lindholm, Mikael: Monsterland Lupton, Rosamund: Tre timer Taylor, C.L: Søvn Vester Larsen, Line: Hvepsestik Yrsa […]