4 stjerner, Børnebøger, Gyldendal, Klara f. 2003, Ungdomsbøger/Young Adult

En dygtig havfrue af Sanne Munk Jensen

En dygtig havfrue er skrevet af forfatteren Sanne Munk Jensen, som også er en af forfatterne til Dig og mig ved daggry og Tag gaden tilbage.

Dette er forlagets beskrivelse:

“Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue på holdet, så hendes svømmelærer Tarek endelig får øjnene op for hende.

Men hvor langt vil hun gå for at få det, hun drømmer om?”

Jeg har haft en meget anderledes læseoplevelse med En dygtig havfrue end jeg havde forventet og jeg må indrømme, at det nok ikke er en bog, som jeg vil vælge normalt. Alligevel synes jeg, at bogen indeholder nogle vigtige temaer og den er også meget realistisk, hvilket fremmer disse temaer på en god måde.

Billede af: En dygtig havfrue af Sanne Munk Jensen
En dygtig havfrue af Sanne Munk Jensen

En dygtig havfrue er en meget letlæst bog på kun 158 sider. Derudover står der ikke særlig meget på siderne og sproget er hverdagsagtigt og nemt at forstå. Sproget er også ganske realistisk i forhold til den alder som hovedpersonen, Stephanie har, og dermed også realistisk for bogens målgruppe, som jeg vil sige er deromkring 11-13-år.

Som sagt har bogen nogle meget vigtige temaer og disse bliver også fremmet meget realistisk i En dygtig havfrue. Et af de vigtigste temaer i bogen, som jeg heller ikke har læst andre bøger om, er sociale problemer. Hovedpersonen Stephanie har faktisk ikke nogen venner og hun ved heller ikke, hvordan man får en eller hvordan man overhovedet selv er en ven. Stephanies sociale problem og hvordan hun handler ud fra dette, synes jeg er meget tankevækkende. De ting som hun gør, er langt fra perfekte og det virker ikke som om der er blevet pyntet på hende som karakter, for at læseren skulle kunne lide hende. Det kan jeg rigtig godt lide – igen fordi det er meget realistisk.

Et andet tema som også fylder meget i bogen er skilsmisse. Jeg har i tidens løb læst mange bøger, som omhandlede skilsmisse, men ikke i én af dem, fylder det så meget som det gør i En dygtig havfrue. Tidligere har jeg faktisk ikke rigtig tænkt særlig meget over skilsmisse og hvad det betyder for nogle familier, heller ikke efter at jeg har læst en bog om netop det. Men det gjorde jeg efter at have læst En dygtig havfrue, fordi Stephanies forældres forhold til hinanden fylder så meget og også påvirker hende en del.

Udover sociale problemer og skilsmisse er der også en anden ting, der fylder meget – og det er havfruesvømning. Havfruesvømning er Stephanies hobby og hun går rigtig meget op i den, også fordi det kan give hende opmærksomhed fra hendes crush, Tarek. Desværre er jeg ikke rigtig fan af havfruesvømning og jeg synes, at det var en lille smule mærkeligt at læse om. Men på den anden side kan jeg sagtens forestille mig, at der er mange piger i bogens tiltænkte målgruppe, som vil synes dette er mega fedt at læse om.

Trods bogens vigtige temaer så havde historien svært ved at fange mig. Jeg ved, at mange andre bogbloggere har givet bogen topkarakter, men det kan jeg ikke. Det er en skam, da jeg virkelig synes bogen er realistisk og vigtig. Men selvom jeg ikke synes den er spændende, så tror jeg helt sikkert, at der er nogle derude som vil synes det.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Klara
4 af 6 stjerner /Klara

Forlag: Gyldendal
ISBN: 99788702293227
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 158

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

 

1 thought on “En dygtig havfrue af Sanne Munk Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *