4 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Noah og Bager Gorm 1-2 af Jim Højberg

[Anmeldereksemplarer]

Noah og Bager Gorm er en ny letlæsningsserie skrevet af Jim Højberg. Serien består indtil videre af tre bøger, denne anmeldelse er af de to første bøger i serien.

1. En kedelig bytur
2. En tur til Aarhus
3. Aprilsnar

Bøgernes bagsidetekster:

En kedelig bytur: “Noah skal med sin far og mor ind til byen. Han far er Bager Gorm, og fordi han er tyk, bliver han kaldt Bager Gorm Enorm. Det er ikke altid let at have tykke forældre. Men Noahs far og mor er søde og holder meget af Noah – og det er det vigtigste. Også selv om byturen ikke bliver god.”

En tur til Aarhus: “Noah skal med sine tykke forældre til Aarhus. De skal i Tivoli Friheden. Ikke alle forlystelser er gode for kraftige mennesker, men selvom det er besværligt at have tykke forældre, er Noah alligevel glad for sin far og mor.”

Billede af: Noah og bager Gorm 1-2 af Jim Højberg
Noah og bager Gorm 1-2 af Jim Højberg

Selvom bøgerne er med i en serie, så er det selvstændige historier, og de behøver derfor ikke at blive læst i en bestemt rækkefølge, hvilket er rigtig fint. De har begge et lixtal på 12 – og er som de øvrige bøger fra Forlaget Elysion flot indbundet.

Begge bøger har fine og egentlig ganske simple illustrationer af Lars Andersen. Illustrationerne understøtter handlingen og dermed læsningen ganske fint. Der er illustrationer på stort set alle opslag. Bøgerne har dog en sværhedsgrad, som kræver at læserne har knækket læsekoden. Umiddelbart synes jer heller ikke at temaet i bøgerne er til de nyeste læsere, så det passer fint sammen.

Billede af: Opslag i En kedelig bytur af Jim Højberg
Opslag i En kedelig bytur af Jim Højberg

Både En kedelig bytur og En tur til Aarhus er opdelt i korte kapitler på 2-4 sider, det giver mulighed for en naturlig pause i læsningen. Kapitlerne er dog sjældent opdelt i kortere afsnit, men er skrevet med en læsevenlig skrifttype og med ganske korte sætninger på kun en linje hver.

Billede af: Opslag i En tur til Aarhus af Jim Højberg
Opslag i En tur til Aarhus af Jim Højberg

Noah og Bager Gorm er nogle fine og ret lærerige fortællinger om en Noah, som har nogle forældre, der begge er plus-size. Selvom historierne er fortalt med et glimt i øjet – og illustrationerne er ganske hyggelige – så kan jeg som voksen læser ikke lade være med at blive en smule berørt, faktisk synes jeg at bøgerne er lidt sørgelige – både i forhold til, hvordan vores samfund er indrettet – og hvordan mennesker er hurtige til fordømmelse, og ikke mindst, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvordan de stakkels forældre har det indeni (men det er jo bare mine tanker – og der bliver ikke skrevet noget om det). Samtidig er jeg dog sikker på, at børn læser bøgerne på en anden måde end jeg har gjort. Uanset hvordan man læser bøgerne, så tænker jeg, at man vil fange pointen med at kærlighed er vigtigst – og med en positiv tilgang til livet, så kommer man langt uanset udseende m.v. Alt i alt et godt, alvorligt og relevant tema – som kan give anledning til gode snakke og ikke mindst skabe eftertanke ved læseren.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

En kedelig bytur – 1
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772146102
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 23

En tur til Aarhus – 2
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772146119
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 22

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *