4 stjerner, Krimi/spænding, Modtryk, Tine f. 1973

Kongeriget af Jo Nesbø

En del kender nok allerede Jo Nesbø for hans krimiserie om Harry Hole. Nu er Jo Nesbø aktuel med Kongeriget, som er en stand alone-thriller. Kongeriget udkom i går d. 02.09.2020.

Fra forlagets beskrivelse:

“Roy er mekaniker og lever et simpelt liv i en lille norsk fjeldbygd. Men freden bliver forstyrret, da hans lillebror, Carl, vender hjem med en ny kone og vidtløftige planer. Carl er forretningsmand og vil bygge et stort hotel for at bringe nyt liv til bygden, men snart kommer hemmeligheder fra brødrenes barndom på tværs. Roy har altid beskyttet Carl, men måske er lillebroren denne gang gået for vidt til, at Roy kan være sin brors vogter?”

Kongeriget af Jo Nesbø
Kongeriget af Jo Nesbø

Ganske kort inde i bogen er der et citat, som jeg fandt meget smukt. Og det viser sig, at hovedpersonen, Roys kendskab til fugle er en vigtig del af fortællingen.

“Der lød en lang, smuk og trist tone udefra. En hjejle. Fjeldets ensomme fugl, tynd og alvorlig. En fugl, som følger en, når man er ude at gå, passer på en, men altid på tryg afstand. Som om den er for bange for at få sig en ven, men alligevel har brug for en der lytter, når den synger om sin ensomhed.”

Som skrevet er Roy hovedpersonen – han er storebror til Carl og svoger til Shannon. Alle tre har meget vigtige roller i fortællingen. Men historien bliver fortalt af Roy, som jeg-fortæller. Selvom Roy er fortælleren, og man tit kommer rigtig tæt på jeg-fortællere, så er det alligevel ikke alt vi ved – Roy har sine hemmeligheder, men de fleste åbenbares efterhånden som historien bliver fortalt. En del af beskrivelsen af Roy bygger på, hvad andre tænker om ham – og beskrivelserne får læseren til at tro på, hvad vedkommende læser. Sådan var det i hvert fald for mig – og jeg er også ret sikker på, at det er meningen. Men alt er måske ikke som omgivelserne går rundt og tror…?

Plottet i Kongeriget er spændende, dystert og næsten tragikomisk. Begyndelsen er virkelig stærk og fængende, jeg føler dog lidt, at selve indledningen varer lidt for længe – men da historien først kommer igang er handlingen mørk og dyster. Jo Nesbø skriver i et utroligt flot og flydende sprog.

Både person- og miljøbeskrivelser er fantastiske. Det er ufattelig let at se det hele for sig – og forestille sig begivenhedernes gang i den lille norske fjeldbygd. Både kulden, ensomheden, livet i en lille bygd og folkene i bygdens relationer fremstår meget tydeligt. Der er en del mennesker involveret i historien, men alle bliver fint beskrevet, så de passer til deres roller – men især Roy, Carl og Shannon kommer man tæt på. Selvom Roy måske ikke altid lige vælger de løsninger på problemerne, som jeg ville have gjort, så er han svær ikke at holde af – og med. Anderledes har jeg det med Carl og Shannon – og jeg kan ikke lade være med fra start at have mistillid til dem. Om det så er en reel følelse, det må I selv læse.

Jeg har lige læst Ødemark af Stina Jackson – og selvom historierne ikke er ens, så er der alligevel nogle fælles træk. Ødemark foregår i en lille bitte by i det nordlige Sverige – og Kongeriget i en lille bygd i Norge. Begge har de en tankstation, som et af omdrejningspunkterne – men mest af alt, så handler begge bøger om familierelationer og familiehemmeligheder.

Kongeriget kryber ind under huden på en – og man kan slet ikke undgå at få kuldegysninger over de forskellige beskrivelser – heller ikke, selvom jeg synes, at der er nogle, som slipper en anelse let om ved at begå forbrydelser (jeg vil ikke komme nærmere ind på det, da jeg så føler, at jeg spoiler for meget). Det er en fortælling om svigt og misbrug og om familierelationer, hvor langt vil man gå – og hvad man er villig til at gøre, for at passe på dem, som man holder af. Det er en historie om at have ambitioner, om at ønske at blive husket – og at følge sine drømme, uanset prisen.

Billede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770073431
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: Kongeriket
Oversætter: Allan Hilton Andersen
Sider: 524


Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Kongeriget af Jo Nesbø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *