4 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Alberts Univers 1-3 af Lotte Arberg

Alberts Univers er en ny og anderledes letlæsningserie skrevet af Lotte Arberg. Det, der gør bøgerne anderledes er, at det er læs sammen-bøger. Det vil sige bøger, hvor historien er skrevet med to sværhedsgrader. Bøgerne kan bruges til makker-læsning, hvor to elever med forskellige læseniveauer, læser bøgerne sammen – eller det kan være til læsning hjemme, hvor den letteste del bliver læst af begynderlæseren – og den øvrige del af historien bliver læst højt eller måske får barnet hjælp til at få denne del læst.

Billede af: Alberts Univers 1-3 af Lotte Arberg
Alberts Univers 1-3 af Lotte Arberg

Bøgernes bagsidetekster: 

Verdens bedste skole: “Albert er træt af at gå i skole. Det er kedeligt. Far springer til for at gøre hverdagen mere farverig, og sammen laver de skole i stuen. Far kaster sig over lærergerningen, og Albert er den dygtige elev. Men er det sjovt at gå i verdens bedste skole?”

Verdens bedste madpakke: “Albert er træt af kedelige madpakker og far springer endnu engang til for at hjælpe. Sammen bygger de en madpakkemaskine, der bestemt ikke laver kedelige madpakker. Far er begejstret. Men er verdens bedste madpakke Alberts livret?”

Verdens bedste drenge-dag: “I dag får far ikke lov til at gå ned i sit opfinderværksted. Far og Albert skal have en drenge-dag. Det er svært at find ud af, hvad man skal lave, når der er så mange ting at vælge mellem: Fodbold, klatrevæg, rumraket. Nogle gange når man ikke halvdelen af det, man ville, men derfor kan man sagtens have verdens bedste drenge-dag.”

De tre bøger i serien har alle skønne farverige illustrationer lavet af Emilia Rubæk.

Som til andre af udgivelserne fra Forlaget Elysion er der gratis opgaver til bøgerne. De gratis opgaver findes på forlagets hjemmeside.

Billede af: Opslag i Verdens bedste skole af Lotte Arberg
Opslag i Verdens bedste skole af Lotte Arberg

Den blå tekst i bøgerne har alle et lixtal på 12 – samlet svinger lixtallet fra 20-27. Når man kan læse lix 12, er med ved at have rimeligt fat i læsningen – og derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at der havde været en smule mere blå tekst. Hvis man kun skal læse de blå sætninger, så kommer man til at vente et pænt stykke tid til det bliver ens tur igen. På den anden side, så kan det også være en god måde, at få læst en hel bog på uden at køre træt i læsningen. Og ikke mindst, så er det jo ganske hyggeligt at være to om en bog, uanset om det er hjemme eller i skolen.

Billede af: Opslag i Verdens bedste skole af Lotte Arberg
Opslag i Verdens bedste skole af Lotte Arberg

På de fleste sider er der fine illustrationer, som passer godt til handlingen. Illustrationerne er både med til at bryde teksten lidt, og har læserne brug for billederne at støtte sig til, så kan man også bruge dem til det. Der er også sider helt uden illustrationer – og der er forholdsvis meget tekst. Teksten i bøgerne er sat meget læsvenligt op – med en god skrift og korte afsnit.

Alle ved nok efterhånden, at jeg er virkelig glad for kapitler, da de kan hjælpe med naturlige pauser i læsningen. I Alberts Univers kunne jeg for så vidt også godt have ønsket mig kapitler, men da man skal skiftes til at læse, så kan man på den måde få lidt pause.

Billede af: Opslag i Verdens bedste madpakke af Lotte Arberg
Opslag i Verdens bedste madpakke af Lotte Arberg

Selvom det er en dreng, der er hovedperson, så kan bøgerne sagtens læses af både drenge og piger. Historierne om Albert og hans far er nogle sjove og lidt finurlige historier. Mon ikke de fleste børn kan sætte sig ind i at være træt af skolen, at madpakkerne er kedelige og så videre? Jeg synes, at ideen med makker-læsning på denne måde er super god, både læsefagligt men også socialt.

Billede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Verdens bedste skole – 1
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772147772
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 21

Verdens bedste madpakke – 2
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772147789
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 21

Verdens bedste drenge-dag – 3
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772147796
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 21

___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *