6 stjerner, Krimi/spænding, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Krimien Opløst er skrevet af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo. Det er første gang, at de to forfattere skriver en bog sammen. Sara Blædel har skrevet 11 krimier i serien om Louise Rick + trilogien om Bedemandens datter. Mads Peder Nordbo har skrevet en arctic noir-trilogi, der foregår på Grønland.

Jeg har simpelthen glædet mig så meget til at læse Opløst, da jeg synes, det lød som et genialt makkerskab – og jeg synes, at jeg har ret!

Fra forlagets beskrivelse:

“Dag for dag forsvinder beboerne i Tommerup. 
Time for time mindskes chancen for at finde dem.
Minut for minut går alt i opløsning.

Det er sommer, og alt ånder fred og idyl i den fynske landsby Tommerup. Charlotte, en yngre mor til to små børn, er på vej fra morgenmotion i hallen til sit arbejde på den lokale folkeskole, da hun forsvinder sporløst på den korte strækning.
 
Da Charlottes mand senere på dagen møder desperat op hos politiet i Odense, modtager vicepolitiinspektør Liam Stark og politikommissær Dea Torp anmeldelsen, men venter med at sætte en eftersøgning i gang, da Charlotte kun har været savnet få timer.

Næste morgen er hun imidlertid stadig ikke dukket op, og det står snart klart, at der kan være tale om en forbrydelse. De følgende dage vokser sagen til et omfang, hvor det meste af Fyn er involveret, og folk gemmer sig inden døre af frygt for at blive den næste, der forsvinder.

En intens kamp mod tiden udspiller sig for Liam og Dea, som må se sig fanget i et spil, hvor mennesker dør en pinefuld død, uden politiet kan gøre andet end at se magtesløst til.”

Billede af: Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo
Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Opløst har en super flot, uhyggelig og passende forside.

Handlingen strækker sig over 10 hektiske dage i og omkring den lille by Tommerup på Fyn. Miljøbeskrivelserne er meget realistiske. Jeg kender en smule til området – og jeg har let ved at se stederne for mig, og jeg forestille mig, at det samme ville være tilfældet, hvis jeg ikke kendte området. Det er et lille samfund, hvor alle kender alle. Faktisk virker hele set-uppet både autentisk og troværdigt.

Personskildringerne er super gode. Hovedpersonerne er vicepolitiinspektør Liam Stark og  politikommissær Dea Torp. Mængden af informationer om deres professionelle liv – og privatliv er fint afvejet. Vi hører nok til at kunne få et ret tydeligt billede af deres liv som helhed. Lea irriterer mig grænseløst til en start – men det bliver bedre undervejs. Hun er 51 år, har tidligere været ansat i København – og har været en tur omkring Grønland inden hun er landet i Odense.

Persongalleriet kan i begyndelsen virke forholdsvis stort – så indtil man “kender” de forskellige karakterer, skal man holde tungen lige i munden. Men når man først er kommet ind i historien, så virker det ikke længere overvældende.

Plottet er afsindigt spændende – og barskt. Det er et hårrejsende vildt plot – og det især med tanke på, hvor fredeligt lille Danmark normalt er. Det er uhyggeligt at forestille sig noget lignende ske i virkeligheden… Jeg sad flere gange med tilbageholdt åndetræt og gåsehud. Det er en nervepirrende historie – hvem kommer først…? Det er dog en historie, som jeg synes er meget svær at skrive om uden at komme til at spoile, så derfor holder jeg mig lidt fra selve handlingen. Jeg vil dog skrive, at der sker ting, som man helt sikkert havde ønsket anderledes – men hvis tingene sker, som man godt kunne have tænkt sig, så ville historien blive for “pyntet” – og urealistisk. Lidt for tidligt havde jeg gættet, hvem der var “the bad guy”- men ikke hvorfor og hvordan, hvilket er mindst lige så vigtigt – og jeg kunne jo ikke vide før til slut, om det var rigtigt.

Bogen byder på en del emner udover krimidelen. Nogle af de vigtigste for mig er religion – kristendom/islam, præster – og hvordan de selv udøver og praktiserer deres tro, ambitioner, kollega- og ikke mindst familierelationer.

Opløst er meget velskrevet, og jeg kunne på ingen måde mærke, at det er to forskellige personer, der har skrevet bogen. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi får det bedste fra begge forfattere – en afsindig god kombination. Jeg håber virkelig, at Sara Blædel og Mads Peder Nordbo fortsætter som forfatterpar. Jeg er slet ikke færdig med  Dea og Liam – eller parrets skrivestil.

Daniel har også læst Opløst og siger: “Giv den 6 stjerner – den er fantastisk”. Og det får Opløst selvfølgelig!

Billede af: 6 af 6 stjerner /Tine
6 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740066951
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 329

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *