Billedbogen Toner i tågen er skrevet af Corrinne Averiss og illustreret af Fiona Woodcock.
Forlagets beskrivelse:
“En dag hører den generte pandabjørn Chi fra sit gemmested i skoven en fin melodi. Hun følger lyden og møder en lille dreng, der spiller på fløjte. Chi bliver bange og gemmer sig, da drengen går ind i skoven for at lede efter hende. Men drengen farer vild, og mørket falder på.
Hvordan skal Chi finde modet og overvinde sin generthed, så hun kan hjælpe ham hjem?”
Toner i tågen er en hyggelig og fin historie om et anderledes venskab mellem en panda og en lille dreng.
Bogen har smukke illustrationer i dæmpede farver. Jeg er ret sikker på, at illustrationerne vil appellere mindst lige så meget til voksne, som til børn. Der er meget at kigge på – og de fine illustrationer passer godt til handlingen.
Selvom der ikke er meget tekst i bogen, så synes jeg alligevel, at bogens udtryk og handling henvender sig til de lidt ældre læsere af billedbøger. På forlagets hjemmeside står 0-5 år, hvilket jeg ikke finder realistisk, nærmere 4+. Men selvfølgelig kan de fleste bøger med den rette formidling tilpasses flere målgrupper.
Den charmerende og nærmest poetiske bog fortæller en hjertevarm historie om generthed, venskab og mod. Toner i tågen vil være oplagt at tage udgangspunkt i, hvis man skal tale med mindre børn om disse emner.
Forlag: Gads Børnebøger
ISBN: 9788762737396
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: A Song in the Mist
Oversætter: Trine Bech
Sider: [32]
___
[…] Billedbog: Averiss, Corrinne: Toner i tågen […]