Den store stygge katastrofebog af Lars Henrik Aagaard har undertitlerne: Truslerne fra rummet, virus, vulkaner, klima og robotter – og hvorfor Jorden ikke går under før om ufattelig lang tid.
Den store stygge katastrofebog er en fagbog for børn – men alle kan læse med.
Fra forlagets beskrivelse:
“Tag med på en fascinerende rejse hele vejen tilbage til verdens begyndelse og det mest ødelæggende kæmpebrag i vores historie. Og videre gennem tid og rum til ekstreme stjerneeksplosioner og ind i klodens hedeste indre, hvor voldsomme kræfter lurer.
Læs om, hvordan Jordens liv tidligere er blevet stort set udryddet, og om hvordan livet alligevel piblede frem igen. Bliv klogere på epidemier før og nu, og læs om den allerstørste fare mod mennesket, nemlig os selv. Læs også om klimatruslen og om alt det, der kan gå galt, men også om, hvordan vi kan håndtere det. For bare rolig, vi bliver klogere, og vi udvikler hele tiden nye metoder til at tage kampen op mod alle de lurende farer.”
Selvom bogen måske kan virke lidt skræmmende – både for børn og voksne, så er den samtidig lærerig uanset alder. Forlaget anbefaler bogen fra 9 år – jeg tænker dog, at den til de yngste vil virke bedst med formidling og en god dialog. Ja, dette gælder nok også de lidt ældre, da der ikke bliver lagt fingre imellem fortællingerne om de forskellige dommedagsberetninger.
På de første sider er en rigtig fin indholdsfortegnelse (se billede). Den giver et fint overblik over de emner, som bliver taget op i bogen. En enkelt ting som jeg godt kunne have tænkt mig, er et stikordsregister, som jeg synes ville have været meget brugbart i en bog som denne.
Bogen er skrevet til læseren, det vil sige, den henvender sig med du og dig – et par eksempler: s. 8. “Jeg har ikke skrevet den her bog for at gøre dig bange” og s. 19 “Nu skal du forestille dig, at du tager nogle helt specielle vandrestøvler på.” Det får fortællingen til at virke nærværende – og tager læseren med ind i fortællingen, noget de fleste børn vil sætte pris på.
Der lægges ud med en fortælling om dommedagstruslerne fra naturens egen hånd og derefter om de trusler som menneskeheden selv er ansvarlige for. Det er dyster og barsk læsning. Bogen sluttes af med en beskrivelse af, hvorfor vi trods alle disse trusler alligevel lever i den bedste tid på jorden.
Den store stygge katastrofebog har rigtig fine, nogle steder nærmest smukke, illustrationer – og ja, også selvom det er af katastrofer. De passer fint til indholdet – og er med til at gøre læsningen spændende.
Udover de gode illustrationer er bogen krydret med faktabokse, se eksempel på ovenstående billede. Faktaboksene tilføjer en ekstra vinkel til historien – og i nogle tilfælde fortæller de lidt om den illustration, som de er knyttet til. Samtidig kan læseren nøjes med at læse faktaboksene, som en indgang til en større historie.
Den store stygge katastrofebog er virkelig flot og indbydende, men det er ikke ligefrem positiv og optimistisk læsning. Men selvom den største del ikke levner særligt stor håb for jorden og menneskeheden, så er bogen tankevækkende og der er citater ind i mellem, som signalerer, at det er muligt at gøre noget ved en del af problemerne. Fx. et citat fra Greta Thunberg, som flere nok har hørt om., s. 103: “For vi løser ikke klimaproblemet ved at blive bange, men ved at bruge hovedet”. Som skrevet tidligere, så slutter bogen også af med en mere positiv vinkel – hvilket er tiltrængt efter en barsk læsning.
Hvis man gerne vil vide mere om de katastrofer, som lurer i det fjerne, så er denne bog et godt bud. Den vil også kunne bruges til emnearbejde i skolen. Selvom det er reelle problemer, så er det stadig hård kost – og jeg vil anbefale, at det er en bog, som man tager en dialog om, hvis børn (faktisk uanset alder) læser den alene.
Forlag: Carlsen
ISBN: 9788727001746
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 171
___
[…] Faglitteratur for børn: Aagaard, Lars Henrik: Den store stygge katastrofebog. […]