Alt det andet, Bøger læst...

Bøger læst i februar 2022

[reklame – indeholder anmeldereksemplarer]

Det går ikke så godt. Eller jo – læsningen går strygende, men jeg læser meget mere end jeg skriver. Lige for tiden virker det bare ikke særligt tiltalende at sidde ved en pc… Ja, det har I jo sikkert hørt mig sige før?!

I februar læste jeg 12 romaner og en fagbog for børn. Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at de fleste bøger jeg læste var krimier eller spændingsromaner. Lige som Freya er jeg i øjeblikket ganske interesseret i bøger om 2. verdenskrig, så faktisk er det blevet til et par stykker om denne tid også. Men den bedste bog, jeg læste i februar, hører slet ikke til i nogen af kategorierne – man kan måske sige, at der er lidt spændingsroman over den, men det er ikke den vigtigste del.

Den absolut bedste bog jeg læste var Jordens salt af Jeanine Cummins. Den har stået på min hylde siden den udkom for mere end 1½ år siden – og om jeg begriber, hvorfor jeg ikke har læst den før?! Lige nu er min mand i gang med at lytte til den, og han er lige så begejstret som jeg. Jordens salt er en fortælling om mor og hendes søn, som må flygte fra Acapulco. Bogen er barsk, sørgelig, tankevækkende – og samtidig viser den også, hvordan man kan finde medmenneskelighed selv under de sværeste betingelser.

Af de krimier jeg læste, at var Lovløs af Line Holm og Stine Bolther min bedste læseoplevelse. Lovløs er en selvstændig fortsættelse af For barnets bedste. Jeg vil godt røbe, at jeg var meget tæt på at lægge bogen fra mig, da den starter ud med noget, som vi alle har hørt meget om, nemlig mink og corona. Og jeg orker ikke mere… MEN jeg læste videre, og det er jeg afsindigt glad for, for jeg er lige ved at synes, at Lovløs er bedre end For barnets bedste. Lovløs er en krimi om blandt andet hævn og selvtægt.

Kun en enkelt bog skuffede mig – og det var ganske lidt, og mest fordi mine forventninger var tårnhøje. Jeg er virkelig fan af Tess Gerritsens serie om Rizzoli & Isles. Jeg har lige læst De overlevende (10) og Dø igen (11). Dø igen har stået på min hylde længe, da den blev udgivet før de forrige i serien, men nu er bøgerne frem til den udgivet på dansk – og den næste Hemmeligheden (12) udkommer d. 07.03.2022. Desværre skuffede Dø igen mig – den er ganske blodig, som jeg ellers godt kan lide, men den fængede desværre ikke som de øvrige i serien. Til gengæld var jeg ganske begejstret for De overlevende – og jeg glæder mig til at læse Hemmeligheden.

Som altid kan der under billedet ses en liste med de bøger, som jeg fik læst i den måned, som netop er gået.

Nogle af bøgerne er tilsendt fra forlagene til anmeldelse. Tak for dem.

Billede af: Bøger læst i februar 2022
Bøger læst i februar 2022

Arlidge, Matthew: Døden skal du lide
Cummins, Jeanine: Jordens salt
Gerritsen, Tess: Dø igen
Gerritsen, Tess: De overlevende
Harmel, Kristin: De glemte børns bog
Holm, Line: Lovløs
Lester, Natasha: Den hemmelige arv
Manteufel, Irene: Det tredje hus
Rolfsdotter, Ulrika: Dyrehjerte
Schulman, Ninni: Dagen er nær
Sten, Camilla: Den forsvundne by
Yrsa Sigurdardóttir: Under sneen

Faglitteratur for børn:
Aagaard, Lars Henrik: Den store stygge katastrofebog.

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *