5 stjerner, Fantasy/science fiction, Gutkind Forlag, Tine f. 1973

De Blodgyldne: Nådeløs af Namina Forna

Nådeløs er 2. del i fantasy-trilogien De Blodgyldne. Bøgerne er skrevet af Namina Forna, som er født i Sierra Leone – og emigreret til USA i 90’erne. Den første bog hedder Dødløs.

Forlagets beskrivelse:
“Det er nu seks måneder siden, at Deka befriede gudinderne og opdagede sandheden om sig selv. Krig hærger over hele Otera, og befolkningen tror, at jatu er landsforrædere, mens Deka selv bliver kaldt et monster.

Men kampen er kun lige begyndt, og Deka må lede offensiven, som snart viser sig at være mere omfattende end først antaget. Er de gyldne gudinder, hvad de giver sig ud for at være, og hvad er det for en mørk kraft, der truer riget? En ond og nådeløs kraft, som Deka og hendes hær må besejre, hvis ikke menneskeheden skal bukke under.

Nådeløs er anden bog i trilogien De blodgyldne – en vigtig og vedkommende historie om kampen for retfærdighed og ligeværd mellem racer og køn.”

De Blodgyldne: Nådeløs af Namina Forna
De Blodgyldne: Nådeløs af Namina Forna
Trilogien er en feministisk fortælling, som foregår i en Afrika-inspireret fantasy-verden. Men præcis som da jeg læste den forrige bog, havde jeg en følelse af, at historien handler om den virkelige verden blot i forklædning. Mon ikke også det er meningen? Det er ikke helt de samme temaer i denne bog, men stadig vil de være genkendelige for de fleste. Fx retfærdighed, kvindeundertrykkelse, kønsdiskriminering, venskaber og kærlighed. Nu skriver jeg kønsdiskriminering og det gælder begge veje – men hvordan det hænger sammen, må I selv læse.⁣
Selvom hovedpersonen Deka er en teenage-pige, så er det helt sikkert også en bog for voksne. Det vil de fleste nok også kunne udlede af temaerne. Jeg kan rigtig godt lide Deka. Hun er en pige med ben i næsen, hun er modig, stærk og empatisk, Det er svært ikke at synes om hende. Der er selvfølgelig mange flere karakterer med i bogen, de er alle beskrevet, så de passer til deres roller – men er alle nu også, hvad de udgiver sig for? Og ja, jeg ønsker mig en Ixa – en fantastisk skabning og Dekas tro væbner.⁣
Nådeløs er lige så flot og indbydende som den forrige bog – det er sådan en bog, som kan give en lyst til at læse, bare man har set (og rørt) ved coveret.⁣
De to bøger (og sikkert også den næste) kan læses som god underholdning – en fængende fantasy-historie, men man kan næsten ikke undgå, at man får mere end det. Som jeg skrev, så vil de fleste kunne genkende rigtig meget – og få tankerne ledt hen på emner som ligestilling, kampen om magten, grådighed, religion og kærlighed.⁣
Nu venter jeg med længsel på 3. og sidste bind. Det ser desværre ikke ud til at være udgivet på engelsk endnu – derimod er trilogien klar til filmatisering.⁣

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gutkind Forlag
ISBN: 9788743401780
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Deathless 1: The Gilded Ones
Oversætter: Sara Ejersbo
Sider: 409

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “De Blodgyldne: Nådeløs af Namina Forna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *