5 stjerner, Fantasy/science fiction, Gutkind Forlag, Tine f. 1973

De blodgyldne: Dødløs af Namina Forna

Dødløs er 1. del af fantasy-trilogien, De blodgyldne. Trilogien er en feministisk fortælling, som foregår i en Afrika-inspireret fantasy-verden.

Trilogien er skrevet af Namina Forna, som er født i Sierra Leone – men emigrerede til USA i 1990’erne.

Forlagets beskrivelse:

“Til den årlige blodceremoni, hvor farven på unge pigers blod afgør deres skæbne, flyder gyldent blod fra Dekas årer. Deka må indse, at hun er alaki – en næsten-udødelig dæmon. I håb om at finde en plads i verden tilslutter hun sig kejserens hær af alaki-krigere, men det går langsomt op for hende, at hun ikke kan stole på nogen, og at intet er, hvad det giver sig ud for at være. Måske ikke engang hende selv.”

Det er ikke ofte jeg nævner coveret, men hold op, hvor har Dødløs et flot og indbydende et af slagsen. Se billedet. Derudover er der et kort på indersiden af cover og den første side. Jeg er vild med kort, når handlingen foregår i en verden man ikke kender. Det er med til at give et godt overblik.

Billede af: De blodgyldne: Dødløs af Namina Forna
De blodgyldne: Dødløs af Namina Forna

Jeg fik allerede fra start en følelse af, at historien er om den virkelige verden blot i forklædning. Der er i hvert fald en del scener, der lyder ganske genkendelige. Hvad siger I til kvinder, der kun må gå ud, hvis de ledsages af en mand? Kvinder skal være underdanige og underkaste sig mandens ønsker og ordrer? Men uanset, hvor underdanige de skal være – og hvor lidt de er værd, så er de alligevel så meget værd, at de uværdige kan sendes ud for at beskytte den øvrige befolkning. I bogen bliver dette omtalt som “Den uendelige visdom”.

Dødløs bliver fortalt af Deka, en pige på 16 år. Jeg synes, at Deka og hendes situation bliver godt beskrevet, hun er en stærk og empatisk pige. Uanset hvilke mærkater, der sættes på Deka, så forbliver hun tro mod sig selv og dem hun holder af. Det samme kan desværre ikke siges at gælde den anden vej. Jeg kunne dog slet ikke lade være med at holde af og med hende.

Man møder selvfølgelig flere andre karakterer, nogle vigtigere end andre. Alle er beskrevet, så de passer fint til deres roller – og samtidig er man ikke i tvivl om, hvem der har en fremtrædende rolle, og hvem vi måske kun møder kortvarigt. En af dem, som jeg hæftede mig meget ved er Agda, en bleg, køn, blond pige. Vi møder hende i starten af bogen. Til jer, der har læst eller set Det lille hus på prærien, så kan jeg fortælle, at jeg ser hende som et spejlbillede af Nellie Oleson, både hvad angår udseende og opførsel. Godt det ikke er hende, der er hovedperson…

Dødløs kan “bare” læses som en god fantasy-historien, men den er så meget mere. Som skrevet til en start, så virker en del ganske bekendt, og derudover går tankerne på kamp for kvinders frihed, magt, hjernevask, religion; syndsforladelse, renhed og grådighed. Men også emner, som flere måske vil kunne identificere sig med – så som venskaber og familie.

Jeg kunne skrive rigtig meget mere om Dødløs, men tiden løber fra mig, og jeg bliver nødt til at begrænse mig. Hvor jeg altså glæder mig til den næste bog i serien. Det er faktisk ikke helt fair, at vide, at der er to bøger mere på vej – både fordi man så ved, at historien jo ikke slutter her og samtidig skal man vente…

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gutkind Forlag
ISBN: 9788743401780
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Deathless 1: The Gilded Ones
Oversætter: Sara Ejersbo
Sider: 409

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

3 thoughts on “De blodgyldne: Dødløs af Namina Forna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *