Calendar Girl: 1 af Audrey Carlan
Mia Saunders, der er 24 år, har arbejdet som servitrice i Las Vegas. Mia drømmer egentlig om at blive skuespillerinde, men da hun, siden hun var barn, har taget sig af sin far, der drikker og spiller for meget – og sin 5 år yngre søster, er det svært at komme videre. Da Mias far endnu engang kommer ud på dybt vand pga. en stor spillegæld, beslutter Mia sig for at tage sagen i egen hånd. Mia skal skaffe 1 million dollars på blot et år.
Mias moster, som har et escortbureau, Exquisite Escorts, tilbyder Mia et job. I et år skal Mia have en klient pr. måned. I januar er klienten, Wes Channing, som er manuskriptforfatter. Wes har brug for Mia til at ledsage sig til arrangementer i Hollywood. Februar byder på rollen som muse for en berømt fransk kunster, Alec Dubois. Alec bor i Seattle. Marts tilbringer Mia i Chicago, hvor hun skal gøre Tony Fasano, en italiensk restauratør selskab. Mia flytter ind til sine klienter i den tid, de har hyret hende – men det er ikke altid lige let at holde job og privatliv adskilt.
Det er længe siden, jeg sidst har læst en erotisk fortælling. Umiddelbart efter at Fifty Shades udkom læste jeg rigtig mange, men kørte lidt træt i dem, da det blev lidt ensformigt og mange af bøgerne minder meget om hinanden. Men altså, hvor jeg synes at Audrey Carlan gør det godt – Calendar Girl skiller sig i hvert fald ud fra, hvad jeg tidligere har læst, og det er vel nok dejligt med noget nyt.
Calendar Girl er 1. del af en erotisk serie på 4 bøger, hvor hver bog dækker 3 måneder. Selvom hver måned er en ny historie – hvor Mia flytter ind ved en ny klient, så hænger historien rigtig flot sammen – og jeg havde svært ved at slippe den, da jeg var mega nysgerrig efter, hvem og hvordan den næste klient var.
Det er virkelig skønt, at Mia ikke er et lille forsagt nips str. 34 – men derimod en kvinde med kurver, en der ikke er på evig slankekur og som tør sige sin mening. Det er tre meget forskellige klienter, Mia har i januar, februar og marts – men jeg må indrømme, at det er meget svært ikke at holde lidt ekstra af Wes. Derimod er Alec vist en anelse for mystisk for mig – men samtidig passer han fint ind i historien.
Calendar Girl er en dejlig velskrevet, varieret og ret letlæst fortælling, og selvom det er en erotisk roman, så drukner historien ikke i erotik, men rummer også både venskab og rigtig kærlighed. Jeg er begyndt på 2. del: April, maj, juni – og den lover præcis lige så godt som 1. del – og de sidste to bind ligger klar. Jeg er spændt på, hvor Mias eventyr fører hen og med hvem – og ikke mindst, hvordan det hele ender.
⭐⭐⭐⭐/Tine
Forlag: LOVEBOOKS
ISBN: 9788711561966
Udgave: 1. udg. 2016
Sider: 419
[…] Maker er skrevet af den amerikanske bestsellerforfatter Audrey Carlan. Audrey Carlans debut var Calendar Girl, som er blevet solgt i mere end 3 millioner […]
[…] Maker 2 er skrevet af Audrey Carlan, en amerikansk bestsellerforfatter. Audrey Carlans debut var Calendar Girl, som er blevet solgt i mere end 3 millioner […]
[…] skrevet af den amerikanske bestsellerforfatter Audrey Carlan. Audrey Carlan debutterede med Calendar Girl, som er blevet solgt i mere end 3 millioner […]