Spektrum – Geminiderne er 2. del af Spektrum-serien.
Nye spørgsmål og mysterier dukker op i anden del af serien Spektrum. Pi og hendes venner er stadig ved at vænne sig til tanken om, at de kan rejse i tiden. Deres nye specielle evner er svære at styre og de må arbejde sammen for at lære at kontrollere dem. Sammen rejser de tilbage til 1969 for at forhindre Josefs død. De opdager dog hurtigt, at de ikke er de eneste, der kan rejse i tiden.
Jeg synes, Geminiderne er meget bedre end den første bog, Leoniderne. Hovedpersonen er nu blevet Pi, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg synes Pi har en større personlighed end Emilie, der var hovedperson i Leoniderne, og jeg føler Pi er stærkere. Det var meget interessant at læse om de evner Pi har. Den ene evne er livsfarlig og den anden evne kan være ganske nyttig, men også irriterende. Telepati-evnen er noget, der giver en rigtig god effekt og er virkelig sjov, da man kan høre de tanker som Noah sender til Pi og omvendt. Man finder også ud af en hel masse om tvillingerne. Om deres liv i Australien, deres forældre og en masse andet som Emilie i hvert fald ikke kender til.
Geminiderne byder på nye spændende mysterier, der bare venter på at blive opklaret. Hvem er personen med den røde hættetrøje? Hvem var det, der pludselig angreb Adriana og hendes mor? Samtidig med, at man får svar på nogle af spørgsmålene, dukker der nye op. På en tidsrejse til 1969 møder Pi og vennerne en gruppe teenagere, William, Lya, Martha og Samson. De har alle det til fælles, at de kan rejse i tiden og har specielle evner. Men kan Pi og vennerne overhovedet stole på dem?
I modsætning til Leoniderne, starter Geminiderne brat ud. Historien folder sig hurtigt ud og fangede mig fra start til slut. Der var ikke et eneste sted i bogen, hvor jeg fandt noget uinteressant eller unyttigt. Bestemt en ting i slutningen, ville jeg aldrig have gættet mig til. Det hele hænger virkelig godt sammen og giver meget god mening. Hele plottet og den måde bogen er flettet sammen på, er i det hele taget rigtig godt fundet på. Jeg elsker, at personerne har forskellige farver i prismet og at Horror Vacui kommer under meteorstorme (og så elsker jeg også bare Noahs musiksmag:) ) Da ordet prisme blev nævnt i en af mine matematiktimer, var det første jeg tænkte på, det smykke som Pi og vennerne skal bruge for at aktivere kompasset.
Geminiderne er en bog, der vil holde dig fanget – også efter du har læst den. Jeg glæder til at finde ud af, hvad Ursiderne, Spektrum 3, har at byde på.
Stor ros til Nanna Foss, for at have skrevet sådan en fantastisk serie!
⭐⭐⭐⭐⭐/Klara
Forlag: Tellerup
ISBN: 9788758821566
Udgave: 1. udg. 2015
Sider: 656