5 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Jeppe-serien 5-8 af Jørn Jensen

Jeppe-serien er en letlæsningsserie på 8 bind. Bøgerne er skrevet af Jørn Jensen. De første 4 bøger i serien er illustreret af Michael Pedersen og de sidste 4, som vi har læst er illustreret af Kim Dalsgaard.

De første fire i serien hedder:
1. Jeppe scorer hattrick
2. Jeppe laver en tunnel
3. Jeppes nye finte
4. Jeppe til udekamp

Jeppe-serien af Jørn Jensen

5. Jeppe laver en mur
6. Jeppe i hallen
7. Jeppe gider ikke film
8. Jeppe og Nadim

Jeg tror ikke, det er nødvendigt med et resume af bøgerne i Jeppe-serien. Titler og forsideillustrationer beskriver handlingen perfekt. Bøgerne signalerer meget tydeligt, at målgruppen er drenge, da der ikke er en eneste pige med i bøgerne.

Jeppe-serien henvender sig til begynderlæsere, der har fået rimelig fat i læsningen, da ikke alle ord er lige lette. Lige et par eksempler: brudt, jubler, fintet m.f. Ordene bliver dog brugt flere gange i bøgerne og rigtig mange af ordene vil fodboldinteresserede drenge nok hurtigt genkende. Men ellers er det et enkelt sprog, med korte sætninger og ikke særlig meget tekst på hver side. Det betyder selvfølgelig, at når man som voksen læser dem, at de måske ikke har det mest levende sprog, men for begynderlæserne vil de overskuelige tekster være vigtigst. Bøgerne har alle fire et lixtal på 5 og et lettal på 14, og med så lave tal, vil der selvfølgelig være begrænsninger i sprogbrugen. De fine farvestrålende fodboldtegninger supplere teksten super godt og giver helt sikkert handlingen i bøgerne et godt løft.

Jeppe-serien af Jørn Jensen

Handlingen i Jeppe-serien er meget realistisk, både når det handler om træning og kampe og detaljerne ved disse. Jeg tror, at de fleste drenge kan nikke genkendende til de ting, der sker undervejs.

Bøgerne lægger fint op til dialog efter endt læsning. På trods af de korte tekster er der flere gode emner, ud over fodbold, som man kan komme ind på. Blandt andet venskab, hjælpsomhed og retfærdighed. Den sidste bog Jeppe og Nadim handler om Nadim, som er flygtning og ikke kan spille på holdet, fordi han bor på et center, som snart lukker, hvilket helt sikkert vil give anledning til spørgsmål fra læseren.

Selvom der findes flere letlæsningsbøger om fodbold, så tror jeg aldrig, at der kan blive for mange til at tilfredsstille målgruppen – og bøger af Jørn Jensen vil helt sikkert blive taget godt imod.

Jonas på 9 år og jeg har læst bøgerne sammen, jeg har læst dem højt, da Jonas ikke selv kan læse. Selvom bøgerne er meget lette, når de bliver læst op, så synes Jonas, at de er vildt gode. Lige noget for en fodboldglad dreng på hans alder. Han blev rigtig glad, da han hørte, at der faktisk er 4 mere, som vi ikke har læst.

⭐⭐⭐⭐⭐/Tine

Jeppe laver en mur
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198380
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 25

Jeppe i hallen
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198397
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 25

Jeppe gider ikke film
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198403
Udgave 1. udg. 2017
Sider: 25

Jeppe og Nadim
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198410
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 25

1 thought on “Jeppe-serien 5-8 af Jørn Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *