Snigmorderens lærling af Robin Hobb er 1. del af Farseer-trilogien.
Fra bogens bagsidetekst:
“En kold vinterdag bliver en seksårig dreng afleveret til kongen af De Seks Hertugdømmers folk med en besked om, at nu er det på tide, at drengens far, kronprins Chivalry, selv tager sig af ham. Drengen får hurtigt kaldenavnet Fitz og bliver sat til at hjælpe til i kongens stalde ved hoffet i Bukkenborg. En bastard kan dog udgøre en potentiel trussel for rigets sikkerhed, så derfor belutter den gamle kong Shrewd at købe drengens troskab og tage ham under sine vinger.
Fitz installeres nu i selve inderborgen, hvor han i det skjulte oplæres til kongelig snigmorder og lærer at bruge Farseer-slægtens særlige evner. Inden længe bliver han også sendt på hemmelige missioner for kongen, som har brug for Fitz i kampen med Rødskibspiraterne, der truer riget. Hvad Fitz dog ikke ved, er, at der tæt på kongen befinder sig magtfulde kræfter, som gerne ser den unge dreng ryddet af vejen.”
Jeg elsker plottet i Snigmorderens Lærling, da det er unikt, noget som jeg aldrig har læst før. Snigmorderens lærling tager en med på en lang og spændende tur igennem Fitz mærkværdige liv. Når man læser den, føler man at man selv er Fitz, og at alt hvad der sker i fortællingen, er noget der er sket i virkeligheden. Jeg er vild med, at se at en fantasy historie fra 1995 minder så meget om de nutidige fortællinger, altså at fantasy ikke har ændret sig meget siden 1995, hvor den engelske udgave af Snigmorderens lærling udkom. Jeg synes at det er dejligt, at den endelig er udkommet på dansk.
Jeg brugte ret lang tid på at læse Snigmorderens lærling, på grund af at jeg føler, at den er lidt langtrukket en gang imellem. Jeg synes, at der sker det samme om og om igen. I den første halvdel hører vi meget til Rødskibspiraterne, som giver historien meget mystik og gør den rigtig spændende, men til sidst i bogen hører man kun lidt til dem og det synes jeg er ærgerligt. Og det samme med den nok mest fascinerede person i fortællingen, Chade, som vi i midten af bogen tilbragte det meste af vores tid sammen med, men han forsvinder også stille ud af billedet.
Ellers synes jeg også at de fleste af personerne er blevet karakteriseret så godt, at man føler at man kender dem, som fx narren, der spiller en central og mystisk rolle i fortællingen. Når Burrich er vred på Fitz, føler man næsten selv skam over at Fitz gjorde noget forkert.
Jeg glæder mig til at oversættelsen af Kongelig Snigmorder kommer ud, så jeg kan følge med i, hvad der vil ske med den fantastiske Fitz. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner, den sidste stjerne mangler, fordi jeg savner, at høre mere til Rødskibspiraterne, som de er ”hovedfjenden” i bogen.
⭐⭐⭐⭐ af 5/Daniel
Læs også Tines anmeldelse af Snigmorderens lærling
Forlag: Cicero
ISBN: 6788763848367
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 422