Bogens bagsidetekst:
“Jeg hader, når nogen fløjter handler om Oliver. Men også om hans mor.Og det handler om Olivers lillesøster, som er forsvundet; men det taler de ikke om. De taler heller ikke om Olivers venner eller om det voldelige overfald, han er med til at begå. De taler ikke om Olivers forelskelse, og de taler ikke om de løgne, de fortæller sig selv og hinanden. De taler slet ikke om morens desperate planer eller om den joint, som Oliver bliver nødt til at ryge hver aften for at kunne falde i søvn. Men de er gode til at skændes. Om hvem der skal hente smøger, hvem der skal betale for dem og om den fjernbetjening, som Olivers mor ikke kan finde.”

Jeg hader, når nogen fløjter er en socialrealistisk ungdomsbog. Det er en barsk følelsesmæssig fortælling om Oliver og moderen Vibeke, som begge sørger over tabet af Olivers lillesøster –  hvordan de håndterer det, er dog meget forskelligt.

Vibeke lader sig opsluge af tiden foran tv – hvor hun ser et haveprogram, som virkelig er i kontrast til det liv hun og Oliver lever. Derudover har hun bestemt sig for, at hun vil holde et arrangement på årsdagen for datterens forsvinden. Hun vil sende balloner ud med efterlysninger af datteren. Det er dog en af de ting, hvor Oliver og hun virkelig er uenige – men det er det mål Vibeke har i livet her og nu, og noget konkret at forholde sig til. Oliver hænger ud i ret dårligt selskab og ryger den ene joint efter den anden for at få livet på afstand. Disse ting ændrer sig ikke meget undervejs i fortællingen.

Jeg synes desværre, at Jeg hader, når nogen fløjter er for langtrukket især med målgruppen i tankerne. Selvom måden historien bliver fortalt på, helt sikkert beskriver Oliver og Vibekes hverdag perfekt, så er der for lidt handling og for meget beskrivelse som ikke har en direkte forbindelse til handlingen, et eksempel:

“Oliver sætter propperne i ørerne og stikket i sin telefon. Musikken fylder hurtigt hele hans hoved. Han tager sit skateboard i entréen, går ud af lejligheden, ud af opgangen og ud på gaden. Øjeblikkeligt byder solen ham velkommen med en knugende varm omfavnelse. Oliver trækker hætten op over hovedet og kaster boardet frem foran sig, så det hopper nervøst hen ad gaden. Han indhenter det og hopper op på det, skubber fra et par gange med den venstre fod…”

Selve beskrivelsen af Olivers tur fylder mere end 1½ side – og jeg synes, at der er mange af sådanne beskrivelser. Jeg ved godt, at lige netop dette er med til at fremhæve, hvordan Oliver og Vibekes liv ser ud, hvor ensomt og ensformigt det er – og i hvor hjælpeløs en situation de befinder sig i. Som voksen, så kan jeg godt forstå de midler, der er brugt til at beskrive, hvordan livet ser ud for dem. Men jeg er bange for, at målgruppen af bogen kan have svært ved at identificere sig med Oliver – i det hele taget have svært ved at forestille sig, at livet desværre kan se sådan ud for nogen – men i stedet “bare” tænker – hold op, sker der snart noget. Men jeg håber, at læserne vil kunne se/forstå, at det liv som Oliver og Vibeke lever, desværre er sådan livet er for en del af Danmarks befolkning – og det desværre uanset om de har lidt et tab som Oliver og Vibeke eller ej.

At have mistet Olivers lillesøster er noget der fylder rigtig meget i Oliver og Vibekes liv, alligevel er det meget begrænset, hvad man direkte hører om hende – og det savner jeg lidt, da det er jo er med til at forme de personer vi følger. For mig kan deres savn godt komme til at virke lidt diffust, da søsteren virker meget fjern fra fortællingen.

Selvom både Oliver og Vibeke virker til at have opgivet at få det fulde ud af livet og mere virker til at acceptere, at deres liv er og skal være, som det er nu – så er det meget svært ikke at føle med dem, og samtidig virkelig håbe på, at der venter et bedre og lykkeligere liv for dem begge.

På sin egen “langsomme” måde får Jeg hader, når nogen fløjter fortalt historien om en mor og en søn, som begge er i sorg, men som håndterer deres sorg meget forskelligt – og begge desværre uden særlig meget held. Det er også en fortælling om venskab – og i nogle situationer manglen på venskab, om at være ensom og at føle sig alene i kampen for at finde lidt mening med livet. Og på trods af, at jeg har nogle forbehold overfor bogen, så lykkes det ret godt. Jeg hader, når nogen fløjter vil helt sikkert give stof til eftertanke hos læseren.

⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Høst & Søn
ISBN: 9788763854733
Udgave: 1. udg. 03.10.2017
Sider: 310