Forfatteren til Hudløs, Sandra Gustafsson debuterede i 2006 med den selvbiografiske roman, Maskrosungen, som blev udgivet på dansk i 2007 med titlen Mælkebøttebarnet.
Fra bogens bagsidetekst:
“Da Alice og Jonathans søn Liam vokser op, har han svært ved at omgås de andre børn. Endelig, da Liam er tolv år, får han diagnosen: Kronisk psykisk sygdom. Liam er skizofren.
Forældrene reagerer meget forskelligt. Jonathan stoler på sygehusvæsenet og ønsker at drage fordel af al den hjælp de kan få. Alice tror på sine evner som mor kan overvinde problemerne.
Til sidst har de intet tilfælles ud over Liam, og deres kamp for at redde ham får dem begge til at miste fodfæstet. Intet er, hvad det har været, og det bliver aldrig det samme igen.”
Det er ikke længe siden jeg læste Kort over verden om Alice og Sam. Alice er mor til Sam, der har autisme. Da jeg læste Kort over verden, kunne jeg ikke komme i tanke om, at jeg havde læst andre som den – men nu har jeg så læst Hudløs. Hudløs handler ikke om autisme, men om skizofreni – og selvom om den er noget barskere end Kort over verden, så er temaerne de samme.
Hudløs er skrevet i et letflydende sprog med korte kapitler, og selvom bogen er på kun 161 sider, så formår Sandra Gustafsson at beskrive især Alice og sønnen Liam virkelig godt. Hudløs har et meget smalt persongalleri, men vi hører også lidt om Alices mand og Jonathans far, Jonathan og om Alices mor, Karin. Hudløs handler dog især om forholdet mellem Alice og Liam – og alle de udfordringer, der følger med at have et barn med skizofreni – ja, også om alle de udfordringer, der har været inden, at Liam får diagnosen.
Selvom situationen med at få et barn med særlig behov heldigvis er noget, som de færreste kommer til at opleve, så er Alices liv beskrevet så godt, at jeg tænker, at de fleste vil kunne sætte sig ind i, hvordan hun har det. Alice ønsker overalt på jorden, at hun kan fjerne byrdene fra Liams skuldre – og hvilke forældre ønsker ikke at gøre det for deres børn? Liams diagnose er dog så alvorlig, at det er for meget for en mor at klare alene – men det er mere end svært for Alice at nå frem til, at de behøver hjælp. Ekstra hårdt er det, at Alice og Jonathan ikke er enige om, hvad der er bedst for Liam – hvilket isolerer Alice endnu mere fra omverdenen end hun var tidligere.
Da vi i Hudløs også hører om tiden inden Liam får sin diagnose, er fortællingen en rigtig god beskrivelse af, hvordan det er som forældre, i dette tilfælde især som mor, at have en ide om, at der er noget galt med ens barn – at det ikke er helt som andre børn – men at hele omverdenen inkl. de nærmeste bliver ved med at sige, at det er helt normalt: “sådan er alle børn”. I nogle tilfælde også selvom de reelt kan se, at der er “noget” i vejen, men blot ikke ønsker at være dem, der sætter ord på. Sådanne betragtninger fra omverdenen samtidig med, at man selv kan mærke, at der altså må være noget galt – eller også må man jo være en dårlig forældre, det er bare ikke den mest optimale måde at få selvtillid til sin egen rolle som mor på. Her får det Alice til at føle sig alene, ensom og hjælpeløs lige netop i en situation, hvor hun har allermest brug for støtte.
Når jeg læser bøger som Hudløs og Kort over verden, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor fantastisk det ville være, hvis selv professionelle lyttede mere til forældrene – altså dem der rent faktisk er sammen med barnet 24/7. At stå med et barn der er anderledes, har særlige udfordringer kommer ofte til at virke som et tabu og ingen ved rigtigt, hvordan de skal forholde sig til det, og hvad der er rigtigt at sige, og så bliver det slået hen som en bagatel. Tænk, hvis det kunne ændres – man kan jo håbe, at bøger som disse måske kan gøre en forskel.
Hudløs er overbevisende, barsk og rørende. Jeg håber virkelig, at ingen oplever at stå i den situation, som Alice ender i – men desværre er sandheden nok, at bogen er rimelig realistisk.
⭐⭐⭐⭐ af 5/ Tine
Forlag: Hoi Forlag
ISBN: 9788793618084
Udgave: 1. udg. 21.09.0217
Originaltitel: Hudlös
Oversætter: Nancy Andersen
Sider: 161