Hvor har jeg ventet længe på at læse Heksen af Camilla Läckberg – først ventede jeg på at den skulle udkomme, og derefter på at få tid til at læse den. Jeg købte den til BogForum i november, hvor jeg også fik den signeret, men jeg har først lige læst den her i starten af det nye år.
Forlagets beskrivelse:
“Da fireårige Linnea forsvinder ved en gård lige uden for Fjällbacka vækker det tragiske minder til live. Tredive år tidligere forsvandt en lille pige fra præcis samme sted, nu gentager historien sig. Lillebyens beboere engagerer sig i eftersøgningen, men da Linnea bliver fundet, myrdet, breder angsten sig i gader og stræder. Kan flere piger være i fare? Og er der en sammenhæng mellem de to tilfælde?
Det bliver en efterforskning, der river op i gamle sår, og mens tiden går, viser indbyggernes stigende uro sig at få fatale følger.
Heksen er en elegant, kompliceret og nervepirrende kriminalroman. Om kvinders rolle, nye generationer og angsten for det, vi ikke kender eller forstår.”
Heksen er den 10. bog i serien om parret Erica Falck og Patrick Hedström fra Fjällbacka.
I Heksen følger man tre forskellige tidslinjer/historier. Den første historie foregår i nutiden, hvor 4-årige Linnea bliver fundet dræbt. Den anden historie foregår 30 år tidligere, hvor en anden lille pige, Stella, forsvandt under lignende forhold. Den tredje historie foregår tilbage i 1671-72, hvor vi følger Elin og hendes datter, Märta. Elins historie foregår i den tid hvor der var gang i hekseprocesserne. Jeg havde lidt svært ved at forholde mig til denne historiske del, men kunne jo ud fra titlen gætte mig til, at det måtte være en væsentlig del af hele fortællingen. Jeg synes dog først, at denne del gav mening til allersidst, hvor der kommer en form for forklaring.
Selvom jeg ikke helt var med på den del af historien, der foregår i 1670’erne, så synes jeg at Heksen er en fantastisk spændende bog. Jeg begriber ikke, hvordan Camilla Läckberg kan blive ved med at finde på uhyggelig plots, der alle foregår i en lille by (måske det heller ikke er helt realistisk at en lille by og dens indbyggere bliver udsat for så mange skrækkelige forbrydelser?).
Noget jeg er virkelig vild med i Heksen er at der udover det brutale mord på en lille pige, også er medtaget flere vigtige temaer. Et af temaerne er flygtninge og hvordan de bliver taget imod af svenskerne – det kunne vist være i hvilket som helst vestligt land. Det er jo et meget relevant emne i disse år. Derudover bringes mobning blandt teenager ind i billedet. Hvad mobning gør ved mobbeofferet, men også en henvisning til hvor galt det kan gå, når de sociale medier taget i brug.
Oftest når jeg læser en krimi bliver jeg skræmt af de barske/grusomme ting der sker, det er selvfølgelig også tilfældet her, mens jeg læste Heksen. Men både på grund af de emner der bliver inddraget med flygtninge og mobning – og det gode kendskab jeg efterhånden har til personerne i Fjällbacka, så blev jeg til tider så rørt, at tårerne var tæt på at trille.
Da jeg lige var færdig med bogen synes jeg, at den var noget for lang, at den sagtens kunne have været kortet en del ned. Men nu ved jeg ikke rigtigt, hvad der skulle være skåret væk. Delene der handler om opklaringen skulle bestemt ikke være kortere, men jeg tænkte at den del kunne fremstå tydeligere, hvis noget andet ikke var med. Jeg kan rigtig godt lide, at Erika og Patrick, deres kolleger og familie er beskrevet så godt, at man kender dem – griner og græder med dem, så den del skal der bestemt heller ikke ændres på. Så det lader kun historien fra 1670’erne tilbage – og den kunne jeg faktisk godt have undværet, men det er jo sådan Camilla Läckbergs bøger er bygget op – denne gang er denne del bare ikke mig.
Uanset de få ting, som jeg ikke var helt vild med – så har Camilla Läckberg igen formået at skrive en fantastisk krimi, som jeg ikke slap før, jeg var færdig – jeg elsker personerne i Fjällbacka og glæder mig vildt til den næste bog. Der kommer en mere, gør der ikke???
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: People’s Press
ISBN: 9788771808278
Udgave: 1. udgave. 22.09.2017
Originaltitel: Häxen
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild
Sider: 670
[…] Richmond, Michelle: Til døden os skiller Kazinski, A.J: Miraklernes nat Läckberg, Camilla: Heksen Odderskov, Mette: Lykken er Sarenbrant, Sofie: Bag din ryg Archer, Jeffrey: Hvor der er […]
[…] fleste krimifans kender nok Camilla Läckberg fra krimiserien om Fjällbacka. Nu er Camilla Läckberg aktuel med den anden bog i thrillerserien om Faye, som ikke er en del af […]