3 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Magiens mestre af Jim Højberg

Jim Højbergs serie Magiens Mestre er bøgerne bag læringsspillet BIBgame. BIBgame er et interaktivt lærings- og oplevelsesspil til undervisnings- og formidlingsbrug på skolernes PLC’er og på folkebibliotekerne.

Magiens mestre består af de to bøger:
1. I magisk mesterlære
2. Den magiske rejse

Begge bøger har flotte illustrationer af Kim Dalsgaard.

I magisk mesterlære og Den magiske rejse af Jim Højberg

I magisk mesterlære handler om hvordan tvillingerne Pegino og Pegina søger arbejde på borgen. De ender med at komme i lære ved Magiens mestre, Bogduhr og Halsuhr. Magiens mestre passer Det Magiske Laboratorium og Det Magiske Bibliotek.  Desværre begår Halsuhr en frygtelig fejl og bliver fyret. Det tager han meget ilde op – og gør alt hvad han kan for at ødelægge Det Magiske Bibliotek. Pegino og Pegina får til opgave at redde biblioteket, men det er ikke så let.

Den magiske rejse må Pegino og Pegina rejse væk fra borgen, for at finde Halsuhr og sætte en stopper for hans forsøg på at ødelægge biblioteket. De drager af sted og må undervejs finde på måder at klare sig på. De må og skal stoppe Halsuhr, mon vil det lykkes dem?

Begge bøger har et lixtal på 19. Bøgerne er delt op i korte kapitler, og disse i ret korte afsnit med forholdsvis enkle sætninger.

Opslag i I magisk mesterlære af Jim Højberg

Bøgerne har fine illustrationer af Kim Dalsgaard. Der er ikke mange illustrationer og ikke på alle opslag. Men de illustrationer der er, bryder teksten fint og letter læsningen. De få illustrationer kan være med til at lette overgangen til bøger helt uden illustrationer.

Systematic skriver at målgruppen for BIBgame er 3.-6. klasse. Umiddelbart synes jeg at bøgerne og handlingen virker for enkel og let til de ældste i denne målgruppe. Men måske de virker, når de bliver kombineret med spillet.

Opslag i Den magiske rejse af Jim Højberg

Der er nogle få ting ved bøgerne, som jeg desværre synes forvirrer den ellers ret gode historie lidt. Først blev jeg lidt forvirret over, at det ikke er Bogduhr, som står for Det magiske bibliotek, men derimod Halsuhr. Men det kan godt ske, at jeg er lidt miljøskadet af, at have arbejdet på et bibliotek. Halsuhr bruger dog vendinger som bogbulende og om børnene siger han bogfnidere – så lidt “bog” er der over ham. Bogduhr, som arbejder på laboratoriet, siger hele tiden magi minestrone og kalder børnene Pegistrone og Pegastrone.  Da jeg så begyndte at læse Den magiske rejse, så er der pludselig byttet rundt på, hvem af de to magiens mestre der bruger hvilke udtryk. Bogduhr bruger fx. bogbulende og børnene finder ud af, hvor Halsuhr har været, da en trold bruger ordene minestrone. Først tænkte jeg, at jeg måtte tage fejl, men da vores store søn læste bøgerne kom han frem til det samme.

På trods af dette, så synes jeg at Magiens mestre en fin fantasyhistorie for de læsere, som har fået rimelig fat i læsningen – og som kan klare bøger, hvor der ikke er billeder til at understøtte hele fortællingen. Det er en aktionfyldt historie, der sker noget nyt hele tiden – også nogle lidt sjove ting, som nok vil få læserne til at trække på smilebåndet.

⭐⭐⭐ af 5 /Tine

I magisk mesterlære – 1. del
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198571
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 55

Den magiske rejse – 2. del
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788777198588
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 54

1 thought on “Magiens mestre af Jim Højberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *