Pamela Fagan Hutchins, som har skrevet Paradis i Caribien?, skriver blandt romantiske spændingsromaner. Hun har vundet flere priser, den seneste i 2017: Silver Falchion for Best Adult Mystery.
Bogens bagsidetekst:
“Lidt for meget at drikke. Lidt for lidt kærlighed. Grov ydmygelse som advokat i en sag, der bliver fulgt tæt af pressen i Dallas. Det er ikke så mærkeligt, at den overspændte advokat fra Texas, Katie Connell, flygter ind i det fredfyldte paradis på en tropisk ø, der ligner, men ikke er, St. Croix. Men det var der, hendes forældre døde i en tragisk bilulykke, og da hun begynder at grave lidt i sine forældres mistænkelige dødsfald, ligner ulykken dog ikke en ulykke, og øen er mere truende end fredfyldt. Hun bliver betaget af en voodoo-ånd i et forladt hus i regnskoven og opdager, at hun i virkeligheden er lige så farlig for sig selv som øens skurke.”
På forsiden af Paradis i Caribien? står der “En romantisk krimi” – og da jeg slet ikke synes, at det passer til bogen, gik jeg igang med den med forkerte forventninger, hvilket jeg synes, er lidt ærgerligt. Når jeg tænker på en krimi, så er der et krimiplot, som er hovedelementet i bogen, og det synes jeg slet ikke er tilfældet her. Det jeg forventede var det bærende element, det fylder faktisk ganske lidt. Samtidig er det heller ikke den mest romantiske bog jeg har læst – da Katie mere leder efter romantik, end hun oplever det.
Men når det så er sagt, så synes jeg, at historien om Katie Connell er en rigtig hyggelig og underholdende bog om længsel og søgen efter kærlighed. Derudover bliver bogen også ganske spændende undervejs og til tider ganske sjov.
Paradis i Caribien? var noget tid om at fange mig, nok både fordi jeg forventede noget andet, men også fordi jeg ikke synes, den bliver spændende før et godt stykke inde i bogen. Men bogen er meget hurtigt læst. Den er skrevet i et letforståeligt sprog – måske lige bortset fra den oversatte dialægt. Jeg bliver aldrig fan af oversatte dialægter, da de jo lige som hører det enkelte sprog til – og derfor er meget svært at oversætte. Jeg ved godt, at det er svært at undgå, men for mig var det et forstyrrende element i læsningen.
Katie Connell og hendes nye veninde Ava er et sjovt par, som supplerer hinanden godt. Jeg kunne godt have ønsket mig nogle dybere personbeskrivelser, da jeg synes, at personerne kommer til at virke lidt overfladiske. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Katie også er på jagt efter “sig selv” – og måske er det derfor, hun heller ikke er helt let at beskrive. Så vidt jeg ved er Paradis i Caribien? 1. del af en serie, så forhåbentlig kommer vi tættere på Katie i den næste bog.
Jeg synes, at det fungerer super godt, at Katie flygter fra hendes ikke rosenrøde hverdag til en lækker caribisk ø – hvem drømmer ikke om det? Paradis i Caribien? fanger stemningen på øen godt – og jeg tænker, at rigtig mange læsere får lyst til at rejse i Katies fodspor.
Når jeg tænker på Katies personlighed og hendes handlemåder, så tænker jeg straks på Bridget Jones – og måske det er fans af bøger i den genre, som Paradis i Caribien? henvender sig til – og ikke til krimifans? Havde jeg tænkt på Bridget Jones kombineret med lidt spænding – så tror jeg, at min læseoplevelse havde været en anden. Nu er jeg i hvert fald klar til at læse den næste bog i serien – med forventninger der passer.
Jeg plejer ikke at skrive om mine overvejelser om stjerner, men jeg synes, at denne har været rigtig svær, fordi mine forventninger til bogen ikke blev indfriet. Havde jeg ikke læst bagsideteksten – men bare havde læst Paradis i Caribien? efter at have set den fine forside, så havde mine forventninger måske været anderledes. Så selvom det faktisk er en virkelig god historie, som måske skulle have haft 4 stjerner, så vil den ud fra min læseoplevelse få 3 stjerner – men de er til gengæld store, da det er en god historie.
⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793544536
Udgave: 1. udg. 2018
Originaltitel: Saving Grace
Oversætter: Camilla Engkjær Laursen
Sider: 297
[…] Bauer, Belinda: Klarsyn Carter, Chris: Dødens galleri Hutchins, Pamela Fagan: Paradis i Caribien? Johansen, Erika: Dronningen af Tearling Johansen, Erika: Invasionen af Tearling Maxlyn, […]