3 stjerner, Gys/krimi/thriller, Jentas, Tine f. 1973

Falske værdier af Lee Child

[Reklame – Anmeldereksemplar fra Jentas]

Lee Child har udgivet hele 22 bøger, hvor Jack Reacher er hovedperson og til efteråret er der endnu en på vej. De 14 er oversat til dansk. Falske værdier er 1. del i serien om Jack Reacher, og den udgave jeg har læst, og som er på billederne er udgivet ved Jentas i juni 2018. Falske værdier blev udgivet på dansk for første gang for 20 år siden ved et andet forlag.

Fra bogens bagsidetekst:

“Velkommen til Margrave, Georgia – men bliv ikke alt for knyttet til stedet. Byens beboere er enten involveret i en farlig sammensværgelse, eller med hastige skridt på vej mod den sikre død … eller begge dele

Det er ikke en varm velkomst, der venter Jack Reacher, eks-militærmand, da han står af en Greyhound-bus i sydstatsbyen Margrave. Inden for kort tid arresteres han og anklages for mord.

Det eneste Jack Reacher ved med sikkerhed er, at han ikke har slået nogen ihjel. I hvert fald ikke for nylig. Og slet ikke i Margrave. Men politiet har øjenvidner, der placerer ham på gerningsstedet.

Da det viser sig, at mordet, der er blevet begået, alligevel angår ham personligt, må han søge hjælp hos de eneste to, han kan stole på i den korrupte by. For selve byens fundament er bygget på en udspekuleret ondskab. En ondskab med rødder så dybe, at den er svær at stoppe. Men Jack Reacher har tænkt sig at prøve.”

Falske værdier af Lee Child
Falske værdier af Lee Child

Selvom Falske værdier har 20 år på bagen, så er den så tidløs, at den holder fint endnu – jeg tænkte i hvert fald slet ikke over, at den første gang udkom på dansk i 1998.

Efter at have læst flere bøger i serien, men slet ikke i rækkefølge, så synes jeg, at det er rart med de lidt flere oplysninger om Jack Reacher og hans baggrund, som man får ved at læse den første del af serien, Falske værdier. Da jeg havde læst en af de øvrige bøger, fandt jeg oplysninger om Jack Reacher på Lee Childs hjemmeside, men jeg havde helt glemt det igen. Men måske de kan være til glæde for andre.

Egentlig burde det ikke have noget at sige, men alligevel så undrer det mig en gang imellem, at der er så stor forskel på originaltitlerne og de danske. I dette tilfælde er originaltitlen: Killing Floor. Måske det ikke gør så meget, men lige i her, så synes jeg faktisk, at titlen kommer til at røbe lidt af plottet for tidligt. (Beklager, hvis det er en lille spoiler).

Jack Reacher er måske en kende for urealistisk – en perfekt fantastisk superhelt i virkelighedens verden, men han fungere super som hovedperson i denne serie. Og selvom Jack Reacher ikke er helt realistisk – så er jeg stadig vild med ham, hans oplevelser og udfordringer. På Jack Reachers færd sker det dog, at tilfældighederne ikke virker særlig tilfældige, men lidt for tænkte/planlagte – og desværre synes jeg, at det netop er, hvad jeg oplever flere gange i Falske værdier.

I modsætning til de andre bøger, jeg har læst i serien, så føler jeg at Falske værdier til tider bliver lidt langtrukken, og jeg var faktisk rigtig lang tid om at læse den, selvom det er en meget letlæst roman. Jeg tror dog, at jeg ville have set lidt anderledes på den, hvis jeg havde læst den som den første – hvilket den jo faktisk er. Men selvom jeg ikke synes, at niveauet i denne helt når de øvrige jeg har læst, så regner jeg bestemt med, at jeg skal læse meget mere om Jack Reacher i fremtiden, jeg har heldigvis rigtig mange af bøgerne til gode endnu.

Efter at have tilbragt sommeren med at køre tværs over USA, så kan jeg næsten se de steder for mig, som Jack Reacher finder frem til. Lee Childs beskrivelser får det næsten til at virke, som om man selv har set de byer, som får besøg af Jack Reacher. Margrave, Georgia – ja, der synes jeg også vi har været, i hvert fald, så ser jeg et af de områder for mig, som vi har besøgt, også selvom det slet ikke ligger i Georgia.

Plottet er spændende – og ikke helt til at regne ud med det samme, i hvert fald sker der flere ting, som faktisk overraskede mig. Falske værdier er ganske voldsom og også ret blodig, altså en rimelig letlæst action-thriller.

Der er ikke noget at sige til, at man også kan møde Jack Reacher på film, for det egner bøgerne sig helt sikkert til (og i dette øjeblik, efter at have læst denne anmeldelse, er min mand ved at gøre klar, så han kan se Jack Reacher på film).

⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Tak til Jentas for anmeldereksemplaret.

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742600443
Udgave: 1. udg. 12.06.2018
Originaltitel: Killing Floor
Oversætter: Michael Alring
Sider: 447

20

1 thought on “Falske værdier af Lee Child

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *