Forfatteren til En engel i sort, Stephanie Pihl-Krarup er oprindeligt uddannet kok. Som der står i bogen, er hun en stor dagdrømmer og fik forbindelse med det, den ide at skrive dem ned, så andre måske kan få glæde af at læse dem.

For at få lidt baggrundsviden, har jeg læst lidt om Stephanie Pihl-Krarup, blandt andet denne artikel: Ung Kalundborg-forfatter udgiver sin første bog. Som jeg forstår det, så bygger en del af handlingen i En engel i sort på nogle af forfatterens egne oplevelser, blandt andet den sygdom, som Luna (den ene hovedperson) har.

Bogens bagsidetekst:

“Året er 2005, og Sonni er 25 år gammel nyuddannet skolelærer. Med frisk mod og blod på tanden drager han mod sit nye arbejde i Kalundborg. Her finder han dog hurtigt ud af, at det langtfra er idylliske forhold, han kommer til at arbejde under i den lille kirkeby, hvor han møder den både fysisk og psykisk syge femtenårige Luna. Hvad er der galt med pigen? Kan det afhjælpes? Og hvorfor har de andre lærere på skolen endnu ikke taget hånd om hende eller al den mobning, der foregår på stedet? Vær klar til at få vækket hele dit følelsesspektrum, når Sonni leder dig gennem sine minder om, hvordan hans og Lunas liv blev flettet sammen og ændrede hinanden for evigt.”

En engel i sort er i en socialrealistisk roman, og det er ikke lige den genre, jeg læser mest af, måske det påvirker min anmeldelse. Samtidig falder jeg vist også “en smule” ved siden af målgruppen. Umiddelbart vil jeg mene, at bogen henvender sig til unge læsere 15+. Hvilket også passer rimeligt med alderen på hovedpersonerne.

Jeg synes, at En engel i sort rummer mange rigtige vigtige emner, som fx. mobning, manglen på ressourcer i folkeskolen, sygdom – både fysisk og psykisk, omsorgssvigt og ikke mindst forholdet mellem lærer og elev. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har mange vigtige budskaber – og jeg synes også, at de trænger tydeligt igennem.

For mig virker personerne i bogen desværre ikke særlig realistiske. Om det skyldes forskelle på, hvor i landet vi befinder os, ved jeg ikke. Uanset, så har jeg bare rigtig svært ved at forholde mig til Luna og hendes klassekammerater og måden de fremstår på. Vi har jo selv en datter på præcis samme alder – og en ældre søn, og jeg kan simpelthen ikke genkende opførslen, tilgangen til sex, kærester, brug af hash m.v. Jeg har læst passager fra bogen op for vores datter og søn, og det er ikke bare mig. Selvom Sonni er jeg-fortæller, så føler jeg ikke helt, at jeg kan komme ind under huden på ham. Jeg synes, at han opfører sig meget modsætningsfyldt på en del punkter. Han er en ung mand med store ambitioner om at hjælpe sine opgivelser og gøre et godt job som lærer – og det er jo skønt, men samtidig så opfører han sig som en teenager, som lige har fået lov at gå i byen. Jeg tror, at det havde virket bedre for mig, hvis Luna fx havde gået i gymnasiet – det ville stadig have været lærer/elev-forhold, og Luna og klassekammeraterne ville have virket mere realistiske, da de så ville have en opførsel mv. som passer mere til, hvad jeg kender til. Og nej, jeg plejer ikke at være hverken naiv eller blåøjet, hvad vores børn angår.

Det er rigtig dejligt, at emner som omsorgssvigt og manglende ressourcer tages op – det er et vigtigt punkt i vores samfund. Men umiddelbart, så synes jeg at Lunas familie beskrives som rimelig ressourcestærk – men alligevel, så kan de ikke tage fri fra arbejde for at tage med deres datter på sygehuset, de lader Sonni påtage sig en del opgaver, som jeg slet ikke forstår – og for mig er det virkelig urealistisk. Det bliver fx beskrevet, som om ½ times kørsel mellem Kalundborg og Slagelse er langt, og det derfor ikke er let at få hverdagen til at nå sammen. Det kan godt være, at jeg har misforstået noget – og jeg bare ikke personligt formår at sætte mig i Luna og hendes families sted, hvilket jeg ellers synes, at jeg burde være i stand til, som mor til et barn med en kronisk sygdom og et barn med handicap. Det korte af det lange er, at personerne for mig ikke fremstår troværdigt.

Jeg kunne have ønsket, at bogen havde været kortere, så tror jeg, at den havde stået tydeligere. Det ville måske også være mere oplagt til målgruppen. Jeg synes, at der var mange unødvendige informationer, som fik historien til at virke lidt for lang.

Når det er sagt, så ved jeg godt, at det “bare” er en historie – og jeg synes, at det er et stort plus at En engel i sort prikker til nogle ret væsentlige spørgsmål i forhold til vores samfund. En engel i sort vil sikkert kunne bruges, når de ældste elever i folkeskolen eller i gymnasiet skal bruge en socialrealistisk roman, da den jo rummer mange vigtige emner, som de måske kan relatere til.

⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Forlaget Mellemgaard
ISBN: 9788793692190
Udgave: 1. udg. 09.07.2018
Sider: 486