Pachinko af Min Jin Lee er en slægtsroman, der følger fire generationer af en familie, der oprindeligt stammer fra Korea. Det meste af fortællingen foregår i Japan, hvor familien flytter til.

Fra forlagets beskrivelse:

“I årene inden første verdenskrig falder den unge koreanske fiskerdatter Sunja for en velhavende fremmed. Han lover hende en gylden fremtid, men da hun opdager, at hun er gravid, og at hendes store kærlighed er gift, blegner Sunjas udsigter pludselig. Som en sidste udvej siger hun ja til en ung, svagelig præsts ægteskabstilbud, da han er på gennemrejse på vej til Japan.

Dette bliver begyndelsen på en familiesaga om usædvanlige mennesker i eksil fra et hjemland, de aldrig har kendt. I Japan mødes Sunjas slægt af voldsomme racemæssige uretfærdigheder og stor fattigdom, men glæden slipper også ind mellem sprækkerne, mens Sunja og hendes efterkommere finder vej og plads i det japanske samfund.”

Jeg har kun læst ganske få bøger, hvor handlingen tager udgangpunkt i Korea – og dem jeg har læst, har hovedsageligt handlet om at flygte fra Nordkorea. Det er ganske lærerigt at læse en roman, hvor man følger en koreansk familie, som bosætter sig i Japan. Inden jeg læste Pachinko var mit kendskab til koreanernes skæbne og livsvilkår i Japan stort set ikke eksisterende.

Pachinko er yderst velskrevet og rig på detaljer – både person- og miljøbeskrivelserne er super gode. Selvom man ikke har det store kendskab til Japan og Korea, så synes jeg, at bogen giver et virkelig godt billede af, hvordan tilværelsen har været for de koreanere, som måtte bosætte sig i Japan. Historien fortæller om selve livet i Japan – men også om hvordan koreanerne mere eller mindre bliver fanget i Japan, da Korea jo bliver delt i to i denne periode, og dermed har en del koreanere slet ikke noget hjem i Korea mere. Pachinko er en virkelig barsk historie – men samtidig rummer den alligevel håb og også lykkelige stunder, selvom det bestemt ikke er dem, der er flest af. Historien slutter i 1989 – og jeg ved desværre ikke, hvordan forholdene er i dag. Men uanset, så er Pachinko en tankevækkende historie, som fortæller om racisme og medmenneskelighed, om med- og modgang, om skam, udstødelse, traditioner og om at leve på trods af barske livsvilkår.

Efter jeg er blevet færdig med bogen, så kan jeg godt forstå, at titlen er Pachinko – men jeg må sige, at jeg skulle pænt langt ind i fortællingen, før “Pachinko” gav mening.

Historiens omdrejningspunkt er Sunja – og med tiden også hendes efterkommere. Undervejs var der dog en bihistorie, om en ven af familien, som tilføjer fortællingen et blik i, hvordan de homoseksuelle har haft det – desværre synes jeg ikke helt, at den historie bliver fulgt ordentligt til dørs, men da det som sagt mest er en bihistorie, så gør det ikke noget for helheden.

Selvom Pachinko er en forholdsvis lang bog på knap 600 sider, så er den ikke svær at læse – og jeg nærmest fløj igennem den. Jeg havde forventet en sværhedsgrad a la Vilde svaner – men Pachinko er skrevet på en helt anden måde. Men har man læst Vilde svaner og synes om den, så tænker jeg også, at man vil finde glæde ved at læse Pachinko.

Pachinko er en flot slægtsroman – og som skrevet virkelig lærerig. Jeg har helt sikkert lyst til at læse og lære mere om Koreas historie – og det tænker jeg, at mange vil have efter at have læst Pachinko.

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Hr. Ferdinand /Politikens forlag
ISBN: 9788740046236
Udgave: 1. udg. 04.10.2018
Originaltitel: Pachinko
Oversætter: Henrik Enemark
Sider: 598