Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr er, som de fleste jo nok har gættet skrevet, af Sigurd Barrett. Sigurd Barrett har efterhånden skrevet mere end 30 børnebøger, derudover er han selvfølgelig også kendt både som entertainer og tv-vært.
Fra forlagets beskrivelse:
“Flot gavekassette med to bøger, hvor Sigurd Barrett har udvalgt og genfortalt 31 af H.C. Andersens bedste eventyr, både kendte og mindre kendte. Sproget i de originale eventyr er fra en anden tid, og det kan gøre højtlæsning vanskelig, både for oplæseren og for de børn, der skal lytte. Derfor har Sigurd sat sig for at formidle eventyrene i et nutidigt sprog, så alle danske børn får mulighed for at lære H.C. Andersen at kende.”
1. bind indeholder 20 eventyr. Det er de lidt kortere eventyr, som fx Prinsessen på ærten, Fyrtøjet, Vanddråben og Fem små ærter.
2. bind indeholder 11 lidt længere eventyr, som fx Snurretoppen og bolden, De vilde svaner og Snedronningen.
Det er en fin blanding af kendte og mindre kendte eventyr. Jeg har læst eventyrerne højt for vores yngste søn. Der er eventyr som han kender, men jeg ikke kender – og omvendt.
Da jeg først hørte om Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr, havde jeg lidt betænkeligheder, da min første tanke var, at man på ingen måde kunne røre ved H.C. Andersens originale tekster. Sådan tænker jeg, at flere har det. Men nu hvor jeg har haft bøgerne i hænderne, så synes jeg faktisk, at Sigurd Barrett fortæller eventyrerne med respekt for de originale tekster. Der er ikke ændret så meget, at det ikke er genkendeligt. Nogle ord er dog erstattet med andre ord på steder, hvor jeg lidt synes, at det er en skam – men samtidig kan jeg også se, at det er enten eller. Det kan jo ikke hjælpe noget at fortælle eventyrerne for børn, så de forstår dem uden forklaring – og så alligevel lader ord stå, som helt sikkert vil kræve en forklaring.
Efter hvert eventyr følger en boks, hvor Sigurd Barrett fortæller om hans tanker om eventyret, samt hvad han tror, at H.C. Andersen ville fortælle med et pågældende eventyr. Derudover er har Sigurd Barrett skrevet 12 sange til bøgerne – teksterne til disse kan læses efter det eventyr, sangene er bygget på. Ja, jeg synger helst ikke, så jeg læste sangene op – og det fungerede meget godt.
Bøgerne har skønne illustrationer af Stine Rosenberg, som har illustreret flere andre af Sigurd Barretts bøger. Illustrationerne passer rigtig fint til teksterne – og der er helt sikkert nok at kigge på og snakke om.
Illustrationen ovenover er en af illustrationerne fra Tommelise. Og den her under er fra De vilde svaner, som er et af mine favorit eventyr.
Sigurd Barrett formår endnu engang at bringe glæde og lidt humor ind i teksterne. Da jeg læste Fyrtøjet højt for vores yngste søn, lyttede vores ældste søn på 17 år med – og ind imellem grinede han vildt. Fx af: “Åh nej. Nu var soldaten lige så lykkelig. Han havde fået penge, og han havde mødt sin elskede. Og så skulle han hænges? Hvor var livet dog uretfærdigt.”
Jeg synes ikke, at Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr kan erstatte de originale tekster, men samlingen er et rigtig godt udgangspunkt, når man skal fortælle/læse eventyr for de yngste, som måske vil misse noget af det væsentlige, hvis der var tale om oplæsning af H.C. Andersens egne tekster. Sigurd Barrett skriver, så alle kan forstå eventyrerne. Jeg mener dog, at det er vigtigt også at få kendskab til eventyrerne i original version (men måske først, når man er lidt ældre), jeg synes, at det hører til både i forhold til vores kultur og til almen dannelse.
Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr vil være en oplagt gaveide, både nu hvor vi nærmer os jul, men også i andre anledninger. Skal gaven være lidt større, så kan den jo fint suppleres med en bog med de originale eventyr.
Jeg kan rigtig godt lide, når Sigurd Barrett fortæller for børn – uanset om det er Danmarks historie eller eventyr. Måske det ikke er en traditionel måde at formidle på – men det er bestemt en måde, der både virker og fanger, og det er jo rigtig vigtigt.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Politikens forlag
ISBN: 788740049534
Udgave: 1. udg. 17.10.2018
Sider: 464
[…] Barrett, Sigurd: Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr Petersen, Keld: Læs og gæt gåder Schjødt Larsen, Bjarke: Zagors ur Skafte Jespersen, […]