Troldepus i skoven – og andre historier er en samling med Dines Skafte Jespersens første 10 bøger om Troldepus. Der er tidligere kommet opsamlinger af bøgerne, men jeg har desværre ikke haft dem i hånden, så jeg kan ikke umiddelbart sige, hvad forskellen er. I 2011 kom samlingen: Troldepus 1-10. De første bøger om Troldepus udkom i 1941 – der er kommet mere end 40 historier om Troldepus og troldefamilien, og de er løbende blevet genudgivet. Dines Skafte Jespersen døde i 1988, og derefter var det selvfølgelig også slut med nye historier om Troldepus.
Bogens bagsidetekst:
“Troldepus er en lille troldunge, som bor ude i skoven i Troldhøj sammen med Troldefar, Troldemor og lillesøsteren Pussi Troldunge.
Troldepus har mange venner blandt skovens dyr, bl.a. Morten Hare og Peter Pindsvin, og han kan ved hjælp af en lille, hvid pind gøre sig usynlig og med sin sorte tryllestav bevæge sig fra sted til sted.”

På billedet ses nogle af de ældre udgaver af Troldepus-bøgerne sammen med den nye bog. Troldepus i skoven – og andre historier er i et lidt større format end de gamle udgaver. Det større format gør teksten mere læsevenlig. Historierne i bogen er på 40-50 sider og er inddelt i kapitler, hvilket gør dem fine til højtlæsning. Jeg tænker, at denne samt de øvrige bøger egner sig til højtlæsning for de ældste børnehavebørn og op. Med over 40 bøger, så kan det godt være, at højtlæsning ikke er aktuelt, når man når længere hen i serien, men en rimelig god læser, kan også læse bøgerne selv.
Min første tanke, da jeg hørte, at der igen skulle udkomme en bog om Troldepus var, om historierne ikke var ved at være “for brugte” – og måske forældede. Men en del af historierne er jo ret tidløse og så længe, at nogle forældre – og bedsteforældre gerne, måske af lidt nostalgiske årsager, vil læse bøgerne igen eller anbefale dem til nutidens børn, så er der jo en efterspørgsel. Når der stadig efterspørges bøger, så er det lækkert, at de kommer i nye udgaver.
De oprindelige sort/hvide illustrationer af Karl Tornby er videreført i den nye udgave, og de giver lidt liv til fortællingen, men vil nok tale bedst til de voksne. Der er ikke mange illustrationer, så bogen skal på ingen måde forveksles med en billedbog.

Som nævnt er nogle af historierne rimeligt tidløse, men der er også nogle, hvor tydeligt kan mærke/læse at pædagogikken var anderledes, da Troldepus kom til verden. Læser man bøgerne sammen med børn i dag, så er der bestemt scener, som skal forklares lidt ekstra – og måske sammenholdes lidt med den tid, som bøgerne er fra. Selvfølgelig er der sket noget i de år, hvor historierne om Troldepus blev skrevet – og da de jo er skrevet over rigtig mange år (fra 1941-1988), så er der ikke noget at sige til det.
Dines Skafte Jespersen fortæller nogle skønne magiske historier om Troldepus, hans venner og familie. Jeg husker, hvordan min mor læste Troldepus historier højt for mig, og det var et af mine første møder med bøgernes verden. Jeg har ikke læst dem siden – og derfor heller ikke for vores børn. Havde jeg gjort det, så er jeg sikker på, at de ville elske Troldepus og hans magiske færd, præcis som jeg gjorde.
Hvis man er vild med Josefine Ottesens historier om Hullerikkerne fra syvstammetræet, så skal man måske også prøve at give sig i kast med Troldepus. Når man har læst Troldepus i skoven – og andre historier, som er på 508 sider, så er der stadig mange flere sider at gå i gang med.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 9788763859202
Udgave: 1. udg. 21.09.2018
Sider: 508
[…] Børnebøger: Barrett, Sigurd: Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr Petersen, Keld: Læs og gæt gåder Schjødt Larsen, Bjarke: Zagors ur Skafte Jespersen, Dines: Troldepus i skoven – og andre historier […]