Lazarus er 7. del i krimiserien om kriminalkommisæren, Joona Linna. Lazarus er skrevet af Lars Kepler, som er et pseudonym for det svenske par Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril.

Forlagets beskrivelse:

“En død mand bliver fundet i en lejlighed i Oslo. Da politiet åbner køkkenets fryser, gør de et gruopvækkende fund. Ofret viser sig at være en hidtil ukendt gravskænder og trofæsamler. Nogle dage senere kontakter en tysk kommissær Joona Linna og beder om hjælp til en mordsag på en campingplads uden for Rostock. Joona forstår, at mønstret, som viser sig, er sindssygt og samtidig umuligt at ignorere. Nogle vil kalde det et mirakel, at man genopstår fra de døde – andre vil kalde det et mareridt.”

Jeg har ventet på den 7. bog om Joona Linna med spænding – så det var jo ekstra lækkert med en overraskelsespakke fra Gyldendal med Lazarus i.

Normalt læser jeg ikke andres anmeldelser af bøger, inden jeg selv skal skrive en anmeldelse – faktisk læser jeg dem heller ikke før, jeg selv er færdig med både bog og anmeldelse. Men da jeg skulle i gang med Lazarus, var der en kollega, som nævnte en bestemt anmeldelse – og fortalte, at den ikke var positiv. Da jeg havde læst Lazarus kunne jeg alligevel ikke lade være med at læse den omtalte anmeldelse plus flere andre, og faktisk var der ikke nogen af dem, der var videre positive. Selvom jeg da godt kan se, at der er noget om nogle af de ting, som bliver nævnt, så må jeg alligevel skille mig ud og sige, at jeg altså synes rigtig godt om Lazarus. Det første jeg sagde til min mand, da jeg lukkede bogen var, at jeg var helt forpustet…

Lazarus fortsætter, hvor Kaninjægeren sluttede. Som med de fleste serier, så vil jeg anbefale, at denne serie læses i den rigtige rækkefølge – faktisk synes jeg, at man går glip af alt for meget ved at hoppe ind i serie midt i det hele, og i særdeleshed denne. Man skal kende Joona Linna, Saga Bauer og deres livshistorier for at få det optimale ud af Lazarus. Et minus synes jeg, at der er ved Lazarus, og det er, at det ikke føles som om Joona Linna er “personligt” med i en rigtig stor del af historien – og det havde jeg jo forventet eftersom det er en serie om ham.

Jeg synes, at plottet i Lazarus er lige så spændende, som i de foregående bøger, men samtidig er det en del mere personligt og beskrivelserne en tand eller faktisk meget mere bestialske. Der er dog nogle af de ting, der sker, som godt kan virke som lidt genbrug – men egentlig synes jeg ikke, at det har den store betydning. Der er mange tråde at holde styr på, og igen vil det være en fordel, at kende persongalleriet på forhånd. Det er måske ikke nødvendigt med alle de grusomme beskrivelser – men for mig fungerer det fint, og de gjorde, at jeg lige måtte holde vejret en gang mere – og i tankerne krydsede jeg ekstra meget fingre for vores hovedpersoner. Lazarus rummer en ondskab og en grusomhed, som forfatterparret har beskrevet så godt, at nakkehårene stritter.

Selvom jeg nok havde en lille anelse om, hvor det hele bar hen, så synes jeg alligevel, at Lars Kepler formår at overraske mig gang på gang – og med flere cliffhangers undervejs, så må man jo bare læse videre – for hvad sker der mon? Måske historien ikke altid er lige realistisk – det er i hvert fald lidt vildt, hvis disse ting skulle ske i vores ellers så fredelige naboland, men Lazarus holdt mig alligevel fanget fra start til slut. Lazarus’s slutning peger mod en bog mere bog mere i serien, og det vil jeg bestemt blive glad for, da jeg slet ikke er klar til at slippe historien endnu.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

En lille ting, som jeg godt kan undre mig over – og det har slet ikke ikke noget med handlingen at gøre. Det er, at ryggen på Lazarus på ingen måde matcher de øvrige i serien, og det synes jeg godt nok er en skam. Men måske det bare er mig som ønsker lidt orden i min bogreol.

Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702169171
Udgivelse: 1. udg. 02.11.2018
Originaltitel: Lazarus
Oversættere: Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp
Sider: 555