Det glemte barn er franske Michel Bussis tredje roman på dansk. De to andre som tidligere er udgivet på dansk hedder Sorte åkander og Pigen på flyet.
Forlagets beskrivelse:
“På et idyllisk ferieresort på øen Réunion nyder Martial og Liane Bellion en skøn ferie med deres seksårige datter. Blå himmel, turkist vand, palmetræer og en let, varm brise.
Men så forsvinder Liane Bellion. Hun går op på deres hotelværelse ved tretiden om eftermiddagen, men kommer aldrig ned igen. Da man ser efter på værelset, er der er blod overalt. En ansat på hotellet hævder, at han har set Martial på gangen på forsvindingstidspunktet.
Så forsvinder også Martial og hans datter, og en omfattende menneskejagt går i gang på øen. Men har Martial virkelig slået sin kone ihjel? Og hvis han ikke har, hvorfor virker han så så skyldig?”
Det glemte barn er en mørk og egentlig ret sørgelig fortælling – der er lidt domestic noir over den, det kan jeg vist godt skrive uden at røbe for meget. Det glemte barn er en historie fyldt med løgne og en dækken over, hvad der tidligere er sket. Ingen vil helt vedkende sig noget som helst, hvilket er med til at “sløre” historien og gøre det svært at “gætte” sig til en slutning. De fleste vil nok blive lidt overrasket over den drejning historien tager.
Egentlig har Det glemte barn et fint plot – som er godt fundet på. Men jeg synes desværre, at historien bliver lidt for tung og langtrukket. Det er ikke en klassisk krimi, hvor vi følger et grundigt opklaringsarbejde, men mere en beskrivelse af en mand på flugt, hvordan han flygter og hvordan han bliver jagtet.
Skrivestilen og sproget er lidt anderledes end de fleste andre bøger jeg læser, som oftest er fra USA eller Skandinavien – det er lidt mere i retning af Pierre Lemaitres skrivestil, han er jo også er fransk.
Jeg havde lidt svært ved at få rigtig føling med personerne i bogen. Det er ikke fordi, der er vildt mange personer, der er nogle gennemgående, som man følger tæt og så lidt flere, der bare er med i periferien. Desværre synes jeg, at beskrivelserne bliver lidt overfladiske, og derfor er der egentlig ikke nogen jeg specielt holder af og med, hvilket er med til at historien ikke helt fanger mig. På den anden side, så kan jeg også se, at hvis man kender personerne alt for godt, så vil noget af plottet måske bliver røbet for tidligt.
Beskrivelsen af Réunion synes jeg derimod fungerer rigtig godt. Jeg følte mig virkelig hensat til en varm og eksotisk ø – et ferieparadis, hvor der måske gemmer sig uhyggelig “sager” under overfladen. Samtidig er det også en ø, hvor raceopdelingen har et fast tag i befolkningen.
Nogle gange når man læser en roman vil der være en ordliste over ikke så kendte ord enten forrest eller bagerst i bogen – men i Det glemte barn er der i stedet fodnoter. Noterne irriterede mig skrækkeligt og de ødelagde faktisk en stor del af min læseoplevelse, da man rigtig mange gange bliver “afbrudt” i læsningen. Samtidig kan jeg slet ikke gennemskue, hvad de tilfører historien. Et eksempel fra side 29: “Allerede dengang opførte Aja sig som et margouillat9 i en klasse af endormis10“. 9 Gekko 10 Kamæleoner. Hvorfor kan det ikke bare skrives, som det nu er? Mange gange forventes det, at man senere i fortællingen kan huske disse noter. Jeg ville i stedet have foretrukket en forklaring i teksten eller at det helt blev udeladt, hvis det ikke er vigtigt. Ofte henviser noterne til noget med de forskellige racer på øen eller ting, som det eksempel jeg gav – og jeg kan ikke se, at det på nogen måde er vigtig for selve historien.
Jeg har hørt rigtig meget positivt om Pigen på flyet, som jeg endnu ikke har læst. Derfor var mine forventninger til Det glemte barn tårnhøje, og nu bagefter må jeg nok erkende, at de var for høje. Det glemte barn havde rigtig svært ved at fange mig og jeg blev faktisk lidt skuffet. Men jeg vil stadig rigtig gerne læse Pigen på flyet.
⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: People’sPress
ISBN: 9788772006727
Udgave: 1. udg. 10.10.2018
Orignaltitel: Ne lâche pas ma main
Oversætter: Anders Juel Michelsen
Sider: 366
[…] skuffede Det glemte barn af Michel Bussi mig – om jeg havde forventet for meget – eller måske noget helt andet […]