I dag har en ny version af Pet Sematary premiere. Det er ikke lang tid siden at vores søn, Daniel læste Dyrekirkegården af Stephen King, som er den bog filmen er baseret på. Daniel synes jo så, at vi skal se filmen sammen. Derfor var en genlæsning vist nødvendig, da jeg knap kunne huske den. Jeg læste første gang Dyrekirkegården engang  sidst i 80’erne…!

Bogens bagsidetekst:

“Huset føles som det perfekte sted for dr. Louis Creed. Vidtstrakt, gammelt og hyggeligt. Et sted, hvor familien kan falde til ro, hvor børnene kan lege og gå på opdagelse. Maines bakker og marker er flere verdner væk fra Chicagos smogfyldte, farlige gader. 

Bag huset løber en sirligt holdt sti, som generation efter generation af lokale børn har betrådt på vej ind i skoven for at begrave døde kæledyr. Alvorsfulde børneansigter, højtelskede husdyr. Et trist sted, ja, men det kan umuligt være farligt, være noget, der trænger ind i drømmene og tvinger dig vågen, badet i angstens sved – kan det?”

Som de fleste af Stephen Kings andre romaner er Dyrekirkegården yderst velskrevet. Dyrekirkegården er en uhyggelig gyser, men jeg oplevede den ikke så uhyggelig, som jeg huskede den – men jeg er jo også blevet noget ældre… Bogen har egentlig et ret klassisk gysertema om en skræmmende kirkegård, men jeg synes alligevel at Stephen King bringer historien et skridt videre og bringer uhyggen fra kirkegården ind i et ellers “ganske almindeligt” hjem. Som skrevet, så synes jeg ikke (længere) at handlingen er vildt uhyggelig, men det synes jeg derimod en stor del af Stephen Kings beskrivelser er. Fx “Louis kiggede i den angivne retning og stønnede. Hans øjne var vidt opspilede af rædsel, og han knugede sine knoer ind mod sin mund. Det gik pludselig op for ham, at han var begyndt at græde. Angstens gråd. Dyngen af faldne træer, som Ellie for et stykke tid siden havde klatret i, havde forvandlet sig til en bunke knogler. Knoglerne bevægede sig i vinden. De vred sig og stødte mod hinanden. Underkæber, albueled og lårknogler – grinende kranier af mennesker og dyr.” Citat s. 73.

Dyrekirkegården er mere en psykologiske gyser end en fortælling fyldt med vold og blod. Altså helt uden blod og grusomme scener er bogen ikke – vi oplever det blandt andet i forbindelse med Louis Creeds arbejde, men alligevel synes jeg kun det fylder meget lidt.

Selvom fortællingen nu er ca. 35 år gammel, så synes jeg ikke at alderen har nogen betydning for historien – og at den er fra starten af 80’erne er slet ikke noget, som jeg tænkte på undervejs, og det er både i forhold til sproget, personer, miljø og så videre.

Min eneste anke ved bogen er, at jeg føler, at den første halvdel går noget langsomt – både fortællingen men også fraværet af gys, hvilket jo nok hovedsageligt er derfor man læser bøger af Stephen King. Det meste af den dramatiske og gysende uhygge er henlagt til den anden halvdel af bogen, hvor jeg så også synes, at udviklingen tager fart. Den første del af bogen er selvfølgelig med til at give et virkelig grundigt kendskab til miljøet og personerne, og det synes jeg at Stephen King gør rigtig godt – jeg kan i hvert fald tydeligt se både omgivelserne, personerne og familiens bolig for mig – og ikke mindst dyrekirkegården og stedet, hvor den ligger.

Min tanke er, at Dyrekirkegården hører til blandt de lidt lettere bøger af Stephen King. Hvis ikke man i forvejen er kendt med Stephen Kings forfatterskab, så kan Dyrekirkegården være et godt sted at starte. Selvom Dyrekirkegården er i den lettere ende og den ikke er en af de uhyggeligste, så er den alligevel en af mine favoritter blandt Stephen Kings bøger – og jeg har læst mange af dem gennem tiden. Jeg synes godt om den overnaturlige del, som hjælper uhyggen godt på vej. Derudover er det i det hele taget spændende at følge familien Creed og deres rejse fra storby til et ret afsides sted på landet.

En af de vigtigste pointer i Dyrekirkegården må være fokus på, hvor langt man vil gå for at forhindre sorgen i at ramme dem man elsker – eller lige en tak videre, hvor langt vil man gå, for at beholde dem man elsker?! Jeg kan sagtens følge disse tanker og egentlig også forstå, hvorfor Louis handler som han gør – om jeg selv ville gøre det samme, det tvivler jeg dog på. Men det er helt sikkert resultatet af disse tanker, som får nakkehårene til at rejse sig – og det både fordi det er troværdige tanker, men også fordi det bare er uhyggeligt!

Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens forlag
ISBN: 9788740047295
Udgave: 4. udg. 2018
Originaltitel: Pet Sematary
Oversætter: Elsebeth Eksestad
Sider: 338

—
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.