Den Grå Safir: Den samlede fortælling er en letlæsningsbog skrevet af Lise J. Qvistgaard.
Bogen er tidligere udgivet som fire selvstændige bøger med titlerne:
1. En farlig opgave
2. På sporet af Den Grå Safir
3. Opgør med Hela
4. En hule fuld af drager
De fire bøger skal læses i rækkefølge.
Bogens bagsidetekst:
“Den blå drage, Rito, har bedt pigen Lana om hjælp.
Lana skal finde Den Grå Safir. Kun et barn kan finde den.
Den Grå Safir er en ædelsten, som giver magisk kraft til alle drager.
Uden den vil de uddø. Rito ved, at heksen Hela har stjålet Den Grå Safir.
Følg Lanas kamp for at finde Hela og Den Grå Safir.
Vil det lykkes for hende at redde alverdens drager fra udslettelse?”
Den Grå Safir er en spændende fantasy-fortælling for de læsere, som har knækket læsekoden. Lettallet er på 18 og lixtallet er på 9. De 4 bøger bliver tilsammen til en bog på 150 sider. Den er lækkert indbundet og på trods af sværhedsgraden, så vil læserne få en fornemmelse af at sidde med en “rigtig” bog, og samtidig måske en noget tykkere bog end de tidligere har læst.
Der er illustrationer på næsten alle opslag. Illustrationerne er lavet af Keld Petersen. Illustrationerne er fine og de passer godt til fortællingen og understøtter denne godt.
Jeg tænker, at nogle læsere kan bliver lidt skræmt over længden af bogen, men i de tilfælde kan de jo i stedet læse bøgerne enkeltvis. Selvom bogen kan virke lang, så er den delt op i kapitler af en god længde på 5-6 sider, det giver gode muligheder for naturlige pauser, billederne er også med til at bryde teksten, så den ikke kommer til at virke for voldsom. Kapitlerne har sigende titler og bogen er sammensat, så det virker som én lang fortælling med 24 kapitler i stedet for, at bogen er sat sammen af fx 4 x 6 kapitler. Det giver et godt indtryk og samtidig en mulighed for flydende læsning og igen en fornemmelse af, hvordan det er at læse en lidt tykkere bog. Umiddelbart kunne jeg dog godt ønske, at kapitlerne var brudt lidt mere op i kortere afsnit, nogle sider bliver lidt teksttunge. Men samtidig kan jeg også godt se, at de fleste læsere vil været nået til et punkt, hvor det ikke betyder så meget.
Den Grå Safir har en spændende handling, og det uden at bogen bliver for uhyggelig – det samme gør sig gældende for illustrationerne. Den Grå Safir er en god bog til introduktion af fantasy-genren for de nye læsere.
Selvom hovedpersonen er en pige, så kan bogen sagtens læses af både drenge og piger – og mon ikke titel, forside og genren ikke også signalerer det.
Som sagt vil målgruppen af Den Grå Safir være de læsere, som har knækket læsekoden – og da bogen ikke er vildt uhyggelig, så vil jeg nøjes med at sætte aldersgruppen til børn i indskolingen. Kan børnene ikke selv læse Den Grå Safir endnu, så kan bogen eventuelt også bruges til højtlæsning.
Nu har jeg/vi læst nogle stykker af Lise J. Qvistgaards letlæsningsbøger – og denne er lige så spændende som de foregående. Det er skønt med nye letlæsningsbøger, uanset om det er samlinger af tidligere bøger eller helt nye historier. Det er jo heldigvis ikke alle, som har læst bøgerne første gang de blev udgivet.
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772145723
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 150
___