5 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Min farfar er høvding i Ghana af Jim Højberg

Letlæsningsbogen Min farfar er høvding i Ghana er skrevet af Jim Højberg og har illustrationer af Line Malling Schmidt. Bag i bogen kan man læse at Jim Højberg et par gange har besøgt det område, som bogen foregår i. Derudover er bogen bygget på Sigli, Pumaja, Ulla og Shaanis historie, som familien har fortalt til Jim Højberg.

Bogens bagsidetekst:

“Sigli og Pumaja bor i Danmark, men deres far kommer fra Ghana. Familien tager ned til den landsby i Ghana, hvor farfaren stadig bor og er høvding. Sigli og Pumaja finder ud af, at livet i Ghana er meget forskellig fra livet i Danmark. Sigli synes, det er sejt, at have en farfar, der er høvding i Ghana.”

Min farfar er høvding i Ghana af Jim Højberg
Min farfar er høvding i Ghana af Jim Højberg

Min farfar er høvding i Ghana hører til blandt de lidt sværere letlæsningsbøger. Bogen har et lixtal på 17 – og henvender sig til de ret stabile læsere, som kan klare forholdsvis svære ord og ret meget tekst. Handlingen kan sagtens formidles til yngre børn, men selvlæsning uden dialog om teksten vil kræve lidt kendskab til verden.

Bogen har nogle farverige illustrationer, som passer fint til handlingen. Illustrationerne understøtter også teksten fint – men egentlig tænker jeg, at hvis man kan læse og forstå teksten i bogen, så er det ikke længere så nødvendigt med illustrationer for at forstå handlingen. I sådanne tilfælde er det fint med billeder til at bryde teksten lidt, så den ikke kommer til at virke tung – og som sådan fungerer illustrationerne også. Det er heller ikke alle sider, der er illustrationer på.

Opslag i Min farfar er høvding i Ghana af Jim Højberg
Opslag i Min farfar er høvding i Ghana af Jim Højberg

Som skrevet så er der ret meget tekst i bogen, og det skal læserne være forberedt på, men teksten er fint delt op i kapitler af en længde på max 8-10 sider, hvilket giver læseren mulighed for naturlige pauser undervejs.

Jeg er vild med historien om Sigli og Pumaja. Jim Højberg fortæller familiens historie godt og fangende. Det er en spændende fortælling om livet i Ghana – og lidt kontra livet i Danmark. Bogen lægger i hvert fald op til at man kan snakke om forskellene. Der er nogle ret sjove sammenligninger undervejs – fx. “Da de blev sultne, kørte far bare ind til siden i den by de kørte igennem, og straks vrimlede det med sælgere omkring bilen. Koner med kurve på hovedet, fulde af mad og drikke. Børn der slæbte kurve, som også gerne ville tjene en skilling. Far stak bare lidt penge ud af vinduet, og forsyningerne væltede ind. “Super snilt,” sagde Sigli. “Bedre end en Drive-In MacDonalds,” mente Pumaja.”

Min farfar er høvding i Ghana er en lærerig fortælling, hvor de vigtigste emner er livsværdier og levevilkår/levemåder – Både i Danmark og i Ghana. Bogen er oplagt til temaarbejde – evt. debat om indholdet.

5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

På et af Jim Højbergs besøg i Dalun, Ghana – er han kommet i kontakt med nogle unge mænd, som gerne vil bygge et bibliotek i byen. I den forbindelse har Jim Højberg og hans kone lavet foreningen Ghana Biblioteksvenner – foreningen kan følges på Facebook.

Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772143514
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 88
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *