4 stjerner, Gads Forlag, Øvrigt skønlitteratur, Tine f. 1973

Kate og Rosemary af Libby Page

Kate og Rosemary er Libby Pages debutroman. Libby Page arbejder som journalist, og skrev romanen Kate og Rosemary om natten, mens hun arbejdede om dagen. I bogen følger vi blandt andet Kate, der som Libby Page er journalist, og som Rosemary elsker Libby Page Londons friluftsbade.

Fra bogens bagsidetekst:

“Under Londons til tider kaotiske og tilsyneladende upersonlige overflade finder indbyggerne af og til sammen i små fællesskaber, og da kommunen truer med at nedlægge den lokale udendørs swimmingpool, opstår der ikke alene fælles front mod den økonomiske overmagt, men også et usædvanligt venskab mellem to kvinder på tværs af alder — et venskab der fortrænger den ensomhed, der alt for ofte lurer under den pulserende storbys overflade.”

Kate og Rosemary af Libby Page
Kate og Rosemary af Libby Page

Kate og Rosemary er en hjertevarm fortælling om venskab, ensomhed, sammenhold – og det at de fleste har mere tilfælles end man måske lige skulle tro. Det er en historie om at have eller få noget til fælles på trods af aldersforskel – vi hører om den unge nyuddannede Kate og om Rosemary der er 86 år.

Bogen er velskrevet i et ganske let og flydende sprog. Libby Pages personbeskrivelser er rigtig gode. Det er meget let at se både Kate og Rosemary for sig – og ikke mindst holde af og med dem. De er begge nogle yderst elskelige typer. Og især Kates udvikling gennem historien er jo nærmest fantastisk. De fleste læsere vil sikkert kunne finde et eller flere træk ved de to hovedpersoner, som de kan identificere sig med – eller i det mindste sætte sig ind i og forstå. Der er flere personer med i fortællingen, men jeg synes at de vigtigste er Kate og Rosemary og deres forhold. Derudover er beskrivelsen af især det lokale friluftsbad i Brixton rigtig god. Jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, som faktisk er overrasket over, at der findes en del af sådanne steder i London – men efter at have læst Kate og Rosemary, så kan jeg sagtens forestille mig dette og andre lignende steder, og ikke mindst forstå, hvorfor lokalbefolkningen kæmper for at bevare disse. Det er jo ikke “bare” et badebassin, men et mødested, et tilflugtsted og ikke mindst et fristed, hvor der skabes kontakter og minder.

Som nævnt er der flere personer med i romanen, de fleste hører vi kun ganske kort om, men alle er med til at tegne et fint billedet af brugerne af friluftsbadet og befolkningen i området. Samtidig hører vi også om Rosemarys mand via tilbageblik – og sammen bliver det til et fint billede af Brixton og befolkningen gennem tiden.

Det er ikke lang tid siden, at jeg delte nedenstående film fra TV2: Alt det vi deler 2. Jeg synes, at den endnu engang er meget relevant i forhold til denne bog. Uanset, så er filmen bestemt værd at se.

Kate og Rosemary er en hyggelig og fin feel good-roman, og selvom den både vækker smil og tårer, så er det alligevel en ganske “ufarlig” fortælling, hvor man hele tiden føler sig på sikker grund. Et rigtig godt bud på en dejlig sommerferiehistorie.

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gads Forlag
ISBN: 9788712056065
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: The Lido
Oversætter: Nanna Lund
Sider: 323

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Kate og Rosemary af Libby Page

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *