2 stjerner, Fra Gæstebloggere, Gæstebloggere, Krimi/spænding, Lindhardt og Ringhof

Gæsteblogger om Jeg vil savne dig i morgen

Britt, som kan følges på Instagram: frk._west, har endnu engang været på besøg på bloggen. Britt har tidligere anmeldt Flodhesten – der ikke længere ville være en flodhest. Da Jeg vil savne dig i morgen udkom, sendte Lindhardt og Ringhof to bøger, hvor den ene var tiltænkt en krimiven – jeg valgte at sende et eksemplar til Britt. Læs hendes anmeldelse her:
___

Anmeldelse – ‘Jeg vil savne dig i morgen’ af Heine Bakkeid

“Jeg vil savne dig i morgen” er første bind i en ny serie af norske Heine Bakkeid.
Vi møder den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske, som netop er blevet løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet en dom for manddrab.
Der ses ikke med milde øjne på Thorkild i politiet efter sagen, og han kan ikke umiddelbart vende tilbage til sit job. Også kollegaerne ser skævt til ham, og han har derfor ikke rigtig nogen kontakt med dem længere. Samtidig plages han af både skyldfølelse og fysiske smerter og er i det hele taget temmelig modløs.

Da en desperat mor henvender sig til ham, lader han sig overtale til at tage til Nordnorge for at lede efter hendes forsvundne søn, som politiet deroppe har opgivet at finde frem til. Moren er sikker på, at der er sket ham noget alvorligt, og at der ligger en forbrydelse bag. De lokale politifolk er overbeviste om, at den unge mand har været ude for en ulykke under en dykkertur. Thorkild drager nordpå for at hjælpe, men han er knap nok i stand til at tage vare på sig selv. Da han ankommer til den lille by på kanten af intetheden, fornemmer han hurtigt, at noget er galt, og hans eftersøgning bringer ham ud i alle kroge af det lille samfund. Afsløringen af, hvad der virkelig skete, kommer til at ryste det lille samfund i dets grundvold.

Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid
Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid

Jeg må indrømme, at jeg ikke var voldsomt imponeret over Bakkeids debut som krimiforfatter. Jeg synes, personerne er til den kedelige side og nogen, som vi efterhånden har set mange gange før. Dog må jeg sige, at Thorkilds søster Liz var skildret med en vis portion tør humør, som jeg ret godt kunne lide: ‘Min mand slår mig, men så spiser jeg bare en ekstra flødeskumskage, og så går det nok’ – det er altså skarpt portrætteret!

Sprogligt er det ikke en stærk præstation efter min mening. Jeg synes, sproget blev noget fladt og ensformigt, og forfatterens forsøg på at skabe en mørk, dunkel stemning lykkedes ikke til fulde. Derudover blev jeg flere gange irriteret over de vage antydninger af, hvad der egentlig skete mellem Thorkild og Frei dengang for tre år siden. Historien afsløres langsomt som en sidehistorie til hovedhistorien, men jeg synes, som sagt, det var lidt vagt, og det passede ligesom ikke rigtigt ind.

Derimod synes jeg, at forfatterens leg med det overnaturlige passede godt til historien. Det kunne være svært at afkode, om der var tale om spøgelser, hallucinationer eller noget helt tredje, men det kunne jeg faktisk godt lide – omend det også var en smule forvirrende til tider.

Alt i alt må jeg sige, at jeg synes, bogen var en temmelig tynd kop te, og jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at læse videre om Thorkild Aske.
Jeg giver den 2 ud af 6 mulige stjerner.

1000 tak til Tine fra Bech’s Books for anmeldereksemplaret. Det er altid sjovt at få lov til at give sin mening til kende 🙂

Jeg har ingen blog, men jeg kan følges på Instagram på frk._west.

2 af 6 stjerner /Britt
2 af 6 stjerner /Britt

/Britt – frk._west

Tusind tak til Britt for anmeldelsen.

Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711565636
Udgave: 1. udg. 08.01.2019
Originaltitel: Jeg skal savne deg i morgen
Oversætter: Charlotte Jørgensen
Sider: 335

1 thought on “Gæsteblogger om Jeg vil savne dig i morgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *