Ind i en stjerne er en gribende, selvbiografisk debutroman af Puk Qvortrup. Puk Qvortrup er født i 1986. Hun er uddannet journalist og har blandt andet skrevet for Weekendavisen, Information og Kristelig Dagblad.
Bogens bagsidetekst:
“IND I EN STJERNE er en selvbiografisk roman om det ubærlige. Om at miste sin elskede, om lammende sorg og oprivende smerte, om livet med en utrøstelig, toårig dreng, der ikke forstår, hvorfor hans far pludselig ikke er der mere. Om at føde et barn alene, tre måneder efter sin mands død. Men det er også en fortælling om livet, der langsomt melder sig igen i form af små glimt af glæde og taknemmelighed – over de to børn, over selv at være i live.”
Ind i en stjerne er en ærlig og rørende fortælling om sorgen og savnet, når man ganske pludselig mister den, som man troede, man skulle dele livet med. Puk Qvortrup fortæller meget åbent og rørende om tiden efter hun mistede sin mand, Lasse. Ikke nok med at hun mister sit livs kærlighed, så mister sin to-årige søns far – og ja, sit ufødte barns far.
Det er ikke tit, at jeg må have kleenex’erne i brug, når jeg læser en bog, men de var fundet frem på forhånd, hvilket var godt, da mine øjne stort set ikke var tørre fra det øjeblik jeg åbnede bogen.
Ind i en stjerne er ikke en bog, som jeg bare skulle/kunne læse, fordi den var den næste i række – men fordi jeg mente, at tiden var til det – og at jeg var klar (ja, jeg vidste godt, hvad den handlede om). Efter at have læst bogen, så er jeg ikke sikker på, at man kan blive “klar”, men alligevel synes jeg, at det er en bog, som man bør læse. Selvom jeg egentlig synes, at man bør tage fortællingen lidt i bidder, så der også er tid til refleksion, så kunne jeg ikke selv gøre det – jeg læste stort set uden pauser, da jeg blev nødt til at vide, at tingene ville blive til at holde ud igen – og at Puk en dag ser en sprække af lys.
For mennesker, der ikke har prøvet at miste en nærtstående, så vil disse følelser være ukendte og stort set umulige at forestille sig uanset, hvad man siger og tror, indtil man selv har oplevet noget tilsvarende (hvilket jeg ikke håber for nogen, men det nok desværre uundgåeligt i det lange løb).
Det er Puks fortælling – og også hende selv der fortæller den. Jeg synes, at beskrivelserne er gode – og man kommer rigtig tæt på hende i en meget svær periode. Ind i en stjerne er meget velskrevet – og var det ikke for det meget sørgelig emne, så ville den også være ganske letlæst, men jeg tvivler på, at der er mange der vil tænke sådan på den efter endt læsning, da emnet er svært. Fortællingen er skrevet i et smukt sprog, og følelserne er så tydelige, at man føler sig meget tæt på Puk – og de følelser hun oplever.
Jeg kan godt lide, at der ikke bliver lagt fingre imellem – vi hører Puk fortælle om sine følelser og tanker på meget realistisk vis. Fordi vi hører om det på denne måde, så kommer Puks og Lasses forhold også til at virke troværdigt – og nok ret genkendelig for de fleste. Her tænker jeg på, at Puk ikke kun fortæller om de rosenrøde begivenheder i sit samliv med Lasse, men også om hvordan det er at være et par på godt og ondt – og selvom jeg jo udmærket ved, at det er en realistisk fortælling, så er dette med til at fremhæve det – en del som jeg tænker, at alle kan sætte sig ind i.
I starten af året anmeldte jeg Carolina Setterwall bog: Lad os håbe på det bedste. Dengang skrev jeg: “Umiddelbart var min tanke, at sorg slet ikke kan beskrives, men Carolina Setterwall gør det ufattelig godt – der er slet ingen tvivl om, at Lad os håbe på det bedste er skrevet ud fra personlige erfaringer. Lad os håbe på det bedste er næsten et “must read” for alle – det uanset om man har mistet eller ej. Har man mistet, så kan man via Carolinas fortælling se, at man ikke er alene i verden om tanker og følelser, som andre ikke kan forstå – og har man ikke mistet, så er bogen et virkelig godt sted at starte, hvis man vil have et lille indblik i, hvordan man kan reagere på sorg.” Præcis sådan er mine tanker også om Ind i en stjerne.
I modsætning til Carolina i Lad os håbe på det bedste, bliver Puk ikke afvist af psykologen (det må I selv læse mere om), men tager i stedet selv afstand – og skulle måske have været holdt mere i hånden, men jeg kan ikke helt gennemskue om hun senere ønsker, at hun havde taget imod hjælpen? Personligt, så tror jeg i hvert fald, at det havde været en god ide – også selvom jeg stadig har til gode at møde den rette. Det er virkelig godt at høre, at det rette beredskab faktisk trådte i kraft og stod klar til at hjælpe, også selvom man måske ikke selv er nået til at tidspunkt, hvor man er klar til at modtage hjælpen.
Ind i en stjerne tager fat på nogle af de tabuer, man kan have om sorg – og det at miste en nærtstående. Hvem sørger mest – hustruen, sønnen eller måske den afdødes mor? Hvad er tilladt – må man være glad for at være blevet mor igen – og samtidig måske være vred over, at man skal være forælder alene? Hvornår er det tilladt at være glad igen – bare en gang imellem, vil omverdenen se skævt til en, hvis man smiler lidt og ønsker at have sex?
Ind i en stjerne er en smuk beretning om alle de følelser, der opstår når man må tage afsked med en af sine nærmeste. Om hvordan man bliver nødt til at komme videre bagefter – uanset om man føler det muligt eller ej.
En ærlig, stærk, sørgelig og rørende fortælling om pludselig at stå alene i livet – lige når familielivet burde begynde. Om ensomheden i sorgen, om savnet – om alle de følelser, som rammer én når man har det allersværest. Ind i en stjerne er gribende og som sagt meget ærlig – og ikke mindst lærerig, da historien giver en forståelse for forskellige reaktioner i forhold til stor sorg.
[…] Roger: Manden der faldt af cyklen og vågnede i paradis – anmeldelse på vej Qvortrup, Puk: Ind i en stjerne Schepp, Emilie: Fars dreng Schepp, Emilie: Hvide spor Schepp, Emilie: Mester Jakob Schepp, Emilie: […]