Skjulte spor af Stav Sherez er tredje del af krimiserien om politikommisæren Jack Carrigan og politiassistenten Geneva Miller.
Stav Sherez er en britisk forfatter og freelancejournalist. De, indtil nu, tre bøger i denne serie er alle blevet shortlistet til Crime Novel of the Year – og Skjulte spor blev årets vinder.
1. Mørk hævn
2. Elleve dage
3. Skjulte spor
Bogens bagsidetekst:
“Ville du selv have opdaget noget?
Da en skræmt ung kvinde møder op på politistationen og fortæller, at hendes veninde er blevet bortført, og at gerningsmanden truede med at vende tilbage og ‘gøre krav på hende’ som den næste, bliver efterforskerne Carrigan og Miller hvirvlet ind i en skræmmende ny verden af stalking og besættelse.
I ‘Skjulte spor’ fører efterforskningen frem til et hostel i Bayswater, hvor backpackere og udenlandske studerende deler både værelser og bristede drømme, og de to efterforskere må håndtere moderne trusler som internetstalking, hacking, psykisk terror og kontrol. Aktuelle emner i en hastigt voksende digitaliseret verden, der præsenteres med det talent for at beskrive sindets mørkeste afkroge, som Stav Sherez har høstet så stor anerkendelse for.
I mellemtiden dukker gamle fjender og modstandere op til overfladen igen, mens politifolkene selv bliver kigget efter i sømmene. Vil det trods dette pres lykkes dem at blotlægge sandheden om det, disse to kvinder er blevet udsat for?”
I Skjulte spor er vi tilbage i den mørke, dystre og ikke mindst kriminelle del af London, som Stav Sherez beskriver så godt i Mørk hævn. Denne gang er det en verden, som rigtig mange, nok især unge kan ende i – helt uden det er deres hensigt. Det i sig selv er ganske uhyggeligt, tænk hvis du eller nogen du kender bliver inddraget i eller bliver offer for en grusom kriminel handling – helt uden at være klar over det? De fleste vil nok tænke, at “det sker ikke for mig” – men når alt kommer til alt, vil man så reelt vide dét, før det er for sent?
Jeg er vild med både Carrigan og Miller – de er både et spændende makkerpar og de har nogle interessante personligheder og bagage i kufferten. I anmeldelsen af Elleve dage skrev jeg: “I den forrige bog efterlyste jeg lidt dybere personskildringer, især af Jack, selvom de for så vidt var fine nok – men jeg er stadig ikke nået helt derhen, hvor jeg synes, at jeg ved nok, men jeg får alligevel et billede af, hvordan både Carrigan og Miller har en mindre hyggelig fortid bag sig. Jeg tænker, at det netop er den fortid, med en død ægtefælde og en forfærdelig eksmand, som gør, at jeg ønsker at lære dem meget bedre at kende. Men selvfølgelig ved jeg mere nu, end jeg gjorde efter at have læst den første bog – og jeg synes stadig, at de to er et fint og ganske interessant makkerpar. Jeg er glad for, at der stadig er en bog i vente – så jeg forhåbentlig kan lære dem endnu bedre at kende.” Det bliver selvfølgelig bedre og bedre, jo mere man læser om personerne. Men jeg vil vide mere…! Men jeg tænker, at en stor del skyldes, at de to hovedpersoner faktisk er spændende og deres historier sagtens kan indeholde meget mere, som vi kan høre om. Hvordan det går i denne bog vil jeg dog ikke gå i detaljer med – da nogle sikkert venter på denne del af historien. Indtil videre ser det ikke ud til, at Stav Sherez har skrevet flere bøger om Carrigan og Miller – men jeg håber virkelig, at vi kommer til at høre mere til parret. Der er selvfølgelig flere personer med i bogen – men ikke flere end at de er rimelig lette at holde styr på. Alle personbeskrivelser synes jeg, passer fint til det omfang, man hører om personerne i.
En enkelt ting, som jeg havde forventet at høre lidt mere om, end man reelt gør – er den del, hvor vores kendte karakterer bliver efterforsket. Jeg synes bagsideteksten lægger op til mere end man faktisk hører om.
Skjulte spor er som de forrige bøger meget velskrevet og fortalt med et sprog der passer godt til både handlingen og personerne. Der er spænding fra side 1 – og det tog ingen tid før handlingen fængede. Fortællingen virker troværdig og skræmmende realistisk. Selvom jeg stadig ønsker jeg kunne få mere at vide om karaktererne, så er synes jeg, at Skjulte spor er den bedste af de tre bøger – men altså, de er alle læseværdige. Plottet er spændende – og ganske skræmmende. Som der bliver skrevet i bagsideteksten, så er det en bog om hacking, internetstalking, psykisk terror og kontrol – af uskyldige og uvidende unge mennesker. Pyha. Det er nogle meget relevante og aktuelle emner, som her bliver grundlag for en brutalt og uhyggelig historie.
Forlag: Jentas
ISBN: 9788742603161
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: The Intrusions
Oversætter: Peter Carstens
Sider: 319
___
[…] i skyggerne Mackintosh, Clare: Når det er slut Quinn, Julie: Den ugifte hertug Sherez, Stav: Skjulte spor Wolf, […]