5 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Skater Zoe 3-4 af Mikkeline W. Gudmand-Høyer

Pink er for babyer og Skate for klimaet! er 3. og 4. del af Mikkeline W. Gudmand-Høyers letlæsningsserie, Skater Zoe.

Serie består nu af fire bøger:
1. Rock to Fakie
2. Skate eller dø!
3. Pink er for babyer
4. Skate for klimaet!

Bøgernes bagsidetekster:

Pink er for babyer: “Zoe skal med Selma på skater-camp. Hun glæder sig, men er også lidt nervøs. Zoe har ikke skatet i flere uger. Mon hun stadig kan? Hun kommer til at møde nye venner, eller gør hun?…”

Skate for klimaet!: “Zoe er skater. Det er jul. En våd jul, for det regner hele tiden. Så kan man kun skate inden-dørs. Mon siger, at der er klima-krise. At det er derfor, der er så meget regn. Zoe glæder sig til foråret. Så kommer tør-vejret, og man kan skate udenfor. Men nej! Foråret kommer med regn. Zoe læser, at der er klima-demo på torvet. Hun vil også gøre noget. Men hvordan? Og når nu de andre piger ikke gider…”

Billede af: Skater Zoe 3-4 af Mikkeline W. Gudmand-Høyer
Skater Zoe 3-4 af Mikkeline W. Gudmand-Høyer

Serien om Skater Zoe er skrevet til de børn, som har fået ret godt fat på læsningen. Pink er for babyer har et lixtal på 16 og Skate for klimaet! har et lixtal på 15. Der er kun få illustrationer i bøgerne – og slet ikke på hvert opslag. Derfor skal man kunne læse teksten uden at behøve illustrationer til at hjælpe læsningen på vej. De farverige illustrationer, der er i bøgerne passer fint til handlingen. Illustrationerne er lavet af Bob Katzenelson, som også har illustreret de to første bøger.

Det er ikke vildt meget tekst på hver side – og teksten er holdt  i forholdsvis korte sætninger og delt i korte afsnit. Teksten er skrevet i et sprog, der passer til målgruppen. Nogle af de lidt sværere ord har en hjælpe-dele-streg. Teksten er sat op med en læsevenlig skrifttype. Selvom der ikke er mange illustrationer til at bryde teksten, så er teksten sat op, så den stadig virker overskuelig.

Billede af: Opslag i Pink er for babyer af Mikkeline W. Gudmand-Høyer
Opslag i Pink er for babyer af Mikkeline W. Gudmand-Høyer

Bøgerne har korte kapitler – alle med overskrifter, der passer godt til handlingen i det enkelte kapitel. Forrest i bøgerne er der en indholdsfortegnelse, som giver læserne en fin introduktion til, hvordan sådan en “virker”. Jeg synes, at det er en plus, at bøgerne er inddelt i kapitler, da det giver mulighed for en naturlig pause i læsningen (det tænker jeg, at I har set, at jeg har skrevet før).

Jeg må lige fremhæve, at bog nr. 4: Skate for klimaet! er super aktuel – og gad vide, om de fleste børn ikke har hørt om en svensk pige, som er blandt andet holder taler ved klima-events? Ja, så aktuel er bogen – men at den er aktuel nu, er ikke ensbetydende med, at den vil blive forældet, for det tror jeg ikke er tilfældet.

De fire bøger er som skrevet serie, men bøgerne indeholder selvstændige historier, så de behøver ikke nødvendigvis at blive læst i rækkefølge. Bøgerne har farvestrålende og fængende covers – og signalerer godt, hvad bøgerne handler om.

Jeg tænker, at emnet med skatere er relevant for både piger og drenge – og selvom vi mest følger de to piger Zoe og Selma, så er der også et par drenge/mænd med i fortællingerne. Blandt andet Selmas bror Omar og pigernes træner, Hugo.

Skater Zoe er ikke kun bøger om at skate, men også om venskaber, mod, fritidsinteresser, klima, religion og meget mere. Alle er emner som de fleste børn har stiftet bekendtskab med eller måske vil gøre senere.

I anmeldelsen at de første to bøger skrev jeg dette, som også er gældende for disse to: “Det er dejligt med letlæsningsbøger om en sport, som ikke er hverken håndbold eller fodbold. Derudover tænker jeg også, at bøgerne sagtens kan læses selvom man slet ikke er interesseret i sport, da andre emner jo som nævnt også tages op.”

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Pink er for babyer – 3
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772148151
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 42

Skate for klimaet! – 4
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772148168
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 42

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Skater Zoe 3-4 af Mikkeline W. Gudmand-Høyer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *