6 stjerner, Gads Forlag, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Skjult af Cara Hunter

I fredags, d. 13.11.2020 udkom Skjult af Cara Hunter. Skjult er den anden bog i serien om kriminalinspektør Adam Fawley – den første bog hedder Familien synder. Den 5. bog i serien udkommer på engelsk til foråret, 2021.

Fra forlagets beskrivelse:

“En kvinde og et barn bliver fundet låst inde i en kælder. De er kun akkurat i live, og det er ikke muligt at identificere dem: Kvinden kan ikke snakke, og hverken hende eller drengen figurerer i politiets database over savnede personer. Den forvirrede gamle mand, som ejer huset, påstår, at han aldrig har set dem før. Hele nabolaget er i chok – hvordan kunne det ske? Kriminalinspektør Adam Fawley ved, at intet er umuligt, og at ingen er så uskyldige, som de ser ud til.

Mens politiet desperat leder efter spor, falder Fawley over et gennembrud: en forbindelse til en uopklaret sag om en savnet kvinde og hendes barn. Da han indser, at den forsvundne kvinde boede i nabohuset, tror han at have opklaret begge mysterier. Men der er noget, som ikke stemmer med den lille dreng fra kælderen. Og sandheden er hårrejsende.”

Billede af: Skjult og Familiens synder af Cara Hunter
Skjult og Familiens synder af Cara Hunter

Plottet i Skjult er super fedt. Det, der burde være helt lige til, viser sig, at være et ret komplekst mysterium. Jeg havde absolut ingen ide om, hvor det hele bar hen, før jeg nærmede mig slutningen – og da havde jeg alligevel ikke gennemskuet det 100%. Der er flere twists undervejs – og flere gange troede jeg, at jeg nu vidste, hvordan det hele hang sammen…

Bogen er opbygget, som Familiens synder – så vi udover et spor, som er fortalt af Adam Fawley, som jeg-fortæller, også hører om hans kolleger, dog i 3. person. Udover det, så fylder artikler/nyheder, afskrifter af afhøringer, sms’er og kommentarer fra de sociale medier også en del. Især de sidstnævnte ting får bogen til at fungere super godt. Både fordi de er med til at vise, hvordan omgivelserne får “serveret” sagen fra medierne – og hvor hurtigt det faktisk går, før det er håbløst, at holde noget skjult. På den måde får man også et indblik i de tanker, som mennesker, der ikke har tilknytning til sagen tænker – og hvad deres holdninger er. Disse træder også lidt frem ved de afhøringer, vi kan læse. Umiddelbart kan det måske virke, som om man skal forholde sig til overvældende mange ting, men faktisk synes jeg, at denne bog virker roligere i stilen end den første. Der er mere sammenhæng – og der er ikke store spring. Men jeg kan godt forstå det, hvis nogen synes, at det bliver for meget.

Personskildringerne i Skjult er både overbevisende og meget troværdige. Udover opklaringen af forbrydelsen, så er det skønt at komme lidt mere bag facaden, når det drejer sig om Adam Fawleys privatliv. Adam Fawley har en ganske sørgelig begivenhed i bagagen, da han har mistet sin søn, Jack. Vi hørte om det i den forrige bog, men i denne kommer vi tættere på. Vi hører også en del mere om Adam Fawleys hustru, Alex. Adam Fawley virker som en person, der brænder for sit job – og han er yderst sympatisk, dette sammen med hans privatliv gør ham til en person, som er meget let at holde af. Det er ikke kun denne del, som jeg er glad for. For jeg er virkelig også vild med at høre om relationerne mellem kollegerne. Hvordan de hver især agerer – og hvordan fejltrin kan risikere at ødelægge sagen. I det hele taget, så synes jeg, at Adam Fawley har nogle spændende kolleger – og jeg glæder mig til at lære dem alle bedre at kende.

Da jeg anmeldte Familiens synder, skrev jeg dette om miljøskildringerne, som jeg også synes, at dækkende nu: “Man kan tydeligt mærke, at Cara Hunter har en virkelig tydelig fornemmelse af, hvordan området i bogen skal beskrives – og når man så læser, at hun selv bor i et lignende kvarter, så giver det fuldt ud mening. Kvarteret fremstår ganske tydeligt og virker både realistisk og troværdigt.”

Skjult er mørk og grusom psykologisk thriller, som ikke er afsindig blodig og voldelig. Historien bygger mere på efterforskningen end på selve forbrydelsen. Skjult har flere temaer – nogle vil jeg ikke røbe, da jeg ikke vil spoile… Men nogle vigtige ting, der bliver berørt er blandt andet fordomme, demens, manglende ressourcer til at hjælpe, hvor behovet er. Og så kan vi ikke komme uden om, at der er paralleller til sagen om Josef Fritzl (og desværre andre lign. sager). Der kan læses mere om Josep Fritzl ved Berlingske.

Jeg var virkelig fan af Familiens synder – men Skjult er bare lige en tand bedre. Jeg har næsten lige anbefalet Familiens synder til en bogcafé – hvor ville jeg ønske, at jeg også havde læst Skjult den gang. Men i det mindste fortalte jeg, at den var på vej.

Billede af: 6 af 6 stjerner /Tine
6 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gads forlag
ISBN: 9788712059844
Udgave: 1. udg. 13.11.2020
Originaltitel: In The Dark
Oversætter: Brian Christensen
Sider: 419

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

3 thoughts on “Skjult af Cara Hunter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *