4 stjerner, Krimi/spænding, People's, Tine f. 1973

Box af Läckberg & Fexeus

[reklame – sammen med anmeldereksemplaret af Box modtog jeg også en hængelås og en invitation til et online-bloggerevent]

De fleste krimifans kender nok allerede den svenske forfatter Camilla Läckberg, men måske den svenske mentalist Henrik Fexeus er knap så kendt i krimikredse. Det tænker jeg dog, at de to forfattere nu får lavet om på, da de i fællesskab har skrevet krimien Box, som er 1. del af en ny serie.

Forlagets beskrivelse:

“Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af sværd, står politiet tilbage med en række spørgsmål:

Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord?

De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre. Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen.

For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det.”

Billede af: Box af Läckberg & Fexeus
Box af Läckberg & Fexeus

Uhh, Box starter ud med en virkelig bestialsk scene. På den måde har man en lille ide om, hvad der er i vente. Jeg synes simpelthen plottet er genialt – og anderledes. En verden med magi, trylleri og en mentalist – det er både nyt og virkelig fængende.

Efter den hæsblæsende hårrejsende start, så synes jeg desværre, at det går lidt langsomt. Jeg er vild med dybdegående personskildringer – jeg elsker at komme tæt på personerne, som vi følger, men jeg må indrømme, at jeg synes, at personskildringerne i starten kommer til at fylde for meget i forhold til efterforskningen.

Uanset, hvor meget det fylder, så er jeg vild med både Vincent og Mina – og jeg godt lide, at vi lærer dem godt at kende. De er begge nogle interessante karakterer og fungerer godt som “efterforskningspar”. Det, at de begge har noget i bagagen, og de også har nogle problemer udover, hvad vi normalt hører om – nemlig, at det er mit indtryk, at de begge har en psykisk diagnose. Disse diagnoser tilføjer noget ekstra til historien, men jeg kan godt synes, at den del med noget måske asperger- og ocd-agtigt fylder rigeligt – og det virker lidt for “pudsigt” at det er dem begge. Samtidig er jeg dog sikker på, at det netop er dette der gør, at de forstår hinanden og fungerer så fint sammen.

Der er et par steder, hvor nogle mindre detaljer irriterer mig lidt. Fx er der et sted, hvor Mina sætte sig på en trappe – uden vi hører noget som helst om hendes overvejelser. Når nu Mina har ocd/tvangshandlinger i forbindelser med skidt/bakterier, så kunne jeg også virkelig godt have tænkt mig, at det var helt konsekvent. Jeg ved godt, at det ikke harmonerer med, at jeg synes det fylder for meget, når jeg så ønsker mig mere… men måske det så slet ikke skulle være med. På et tidspunkt finder Vincent på at kigge på overvågning – det ville jeg have troet, at det var en selvfølge for politiet…?

Det er rigtig spændende, at Vincent som kommer med en helt anden baggrund end den man “normalt” hører om, bliver inddraget og skal hjælpe politiet. Selvom både Mina og Vincent er hovedpersoner, så føler jeg, at vi kommer tættest på Vincent – både i hans privat- og arbejdsliv. Vincents “problemer” i privatlivet kommer til at fylde meget, og også lidt for meget efter min smag, men på den anden side, så er det også noget af det, der gør, at man lærer ham godt at kende.

Tidslinjen i bogen fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de mon laver i den tid, som vi ikke hører om? Bogen strækker sig over tiden fra februar til oktober – mange scener er for mig dage i træk, men det kan det ikke være, når handlingen strækker sig over så lang tid. Selvfølgelig bliver en sag ikke opklaret fra dag til dag – men i forhold til, hvor lang bogen er, så synes jeg, at der er for mange “huller” – og samtidig også alt for meget om privatlivet, så selvom jeg elsker selve plottet bliver handlingen en anelse for langtrukket.

Det kan godt være, at det skyldes, at jeg læser for mange krimier, for jeg havde lidt for tidligt en ide om sammenhængen – men der var detaljer jeg manglede, og de kom heldigvis først sent, så jeg stadig kunne komme lidt i tvivl.

Nu skriver jeg ikke alverden om selve plottet, det skyldes, at jeg ikke vil spoile. Men udover den bestialske sag, så er det også en fortælling om samarbejde, racisme, opvækst, familierelationer og om at acceptere andre, som de er.

Box er den første bog i en serie på tre. Forfatterne beskriver den selv om “intelligent crime”- hvilket jeg faktisk synes er en super fin betegnelse. Selvom jeg ikke er helt oppe at ringe, og min anmeldelse måske lyder rimelig negativ, så glæder jeg mig alligevel til at høre mere om Mina og Vincent.

Billede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: People’s
ISBN: 9788772382852
Originaltitel: Box
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 646

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Box af Läckberg & Fexeus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *