Lydbogsindlæseren i Woodlake er skrevet af den amerikanske bestsellerforfatter Carey Heywood. Bogen er sidste del af Woodlake-serien.
Se rækkefølgen sidst i indlægget.
Fra forlagets beskrivelse:
“Lucy Olson har besluttet at flytte fra storbyen Colorado til den lille by Woodlake i New England for at begynde et mere afslappende kapitel i sit liv og være tættere på sin bedstefar. Som lydbogsindlæser kan hun arbejde hvor som helst. Lucy havde dog ikke overvejet, at der ville være lokal sladder, problemer med at finde et sted at bo, en brysk (men lækker) udlejer og hun havde slet ikke forventet … ja, at vente sig.
Den lokale anlægsgartner Gideon Thompson er berygtet i Woodlake – og ikke kun for sit fantastiske havearbejde… men der er bare et eller andet over hans intelligente, rapkæftede nye lejer, der får gnisterne til at fyge og får ham til at overveje, om der mon er andet og mere i livet end at være single.”
Lydbogsindlæseren i Woodlake er en rigtig fin afslutning på serien, selvom jeg næsten kommer til at savne personerne.
Personskildringerne er ganske fine. Lucy virker til at have en skøn personlighed og som en viljestærk karakter. Det er dejligt med fortællingen om, at hun flytter til en anden del af landet for at være tættere på sin bedstefar. Det er en af de ting, der gør fortællingen ekstra hjertevarm. Gideon, som vi har mødt tidligere, forandrer sig – og for mig til det bedre. Måske det handler lidt om forhåndsindtryk og fordomme. I hvert fald fik jeg et meget bedre indtryk af ham i denne fortælling – og han virkede roligere, mere moden og til at hvile mere i sig selv, end jeg havde forventet.
Lydbogsindlæseren i Woodlake er en romantisk historie om nogle skønne personligheder, som det er svært ikke at holde af. Som de forrige bøger bliver historien fortalt på skift af de to hovedpersoner, her Lucy og Gideon. Det fungerer rigtig godt – og det er fedt at høre historien fra to sider.
Selvom Lydbogsindlæseren i Woodlake er den sidste bog i en serie, så kan den godt læses uafhængigt af de første. Jeg vil dog til enhver tid anbefale, at man læse alle fire bøger og i rigtig rækkefølge, da man på den måde lærer familien Thompson godt at kende. Samtidig kan jeg også rigtig godt lide, at bogen – og det gælder også de forrige (selvfølgelig bortset fra den første) byder på et gensyn med de personer, som vi har hørt om tidligere – også selvom det kun er ganske kort.
Bogen er både let og hurtigt læst – en hyggelig og hjertevarm feel good/chick lit-roman.
Min anmeldelse er ikke så lang, da jeg allerede har skrevet det meste i mine forrige anmeldelser – men tjek dem selv. Link findes under stjernerne.
Rækkefølgen:
1. Et rigtigt håndværkertilbud
2. Der går altid et tog til New York
3. Hjem til stjernerne
4. Lydbogsindlæseren i Woodlake
Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793834651
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: My Perfect Fix
Oversætter: Louise Lundberg Claesen
Sider: 326
___
[…] i kurbadet Harper, Jane: Den fortabte mand Heywood, Carey: Hjem til stjernerne Heywood, Carey: Lydbogsindlæseren i Woodlake McKinty, Adrian: Kæden Martin, Madeline: Den sidste boghandel i London Melander, Jakob: Jeg er […]