Dark life – Livet under vandet foregår i en fremtid, hvor havene er steget så meget, at det meste af jorden er dækket af vand. Enten klamrer folk sig til den sidste smule plads, der er tilbage, eller også lever de nede på havets bund, hvor de har alt den plads, de behøver.
Ty har hele livet boet nede i havet sammen med sin familie.
En dag tager han hen til en gammel ubåd. Her møder han pigen Gemma. En pige fra Oversiden, (en som lever over havet) som leder efter sin storebror. Ty siger selvfølgelig, at han gerne vil hjælpe Gemma med at finde hendes bror.
Men da lovløse angriber nabofamiliens gård, bliver de viklet ind i en intens kamp. Samtidig med dette vil regeringen ikke længere være med til at betale for, at folkene under havet kan leve. Hvilket ødelægger hele Tys planlagte fremtid…
Først og fremmest elsker jeg Dark life’s univers! Jeg kan i forvejen rigtig godt lide sci-fi, og bogen er et rigtig godt eksempel på en god sci-fi roman. Ideen med at den globale opvarmning er blevet så stor, at folk har fundet på at leve under havet, virker meget realistisk og det kan nemt være jorden om nogle 1000 år.
Hovedpersonen, Ty, er ca. 15 år, og er det første menneske, som er født under havet. Ty er meget eventyrlysten og kan godt finde på at se igennem regler. Det er nok også det, der gør at han møder pigen, Gemma, i en forladt ubåd. De to bliver hurtigt venner, og Ty hjælper Gemma med at lede efter hendes storebror, som er forsvundet.
Dark life: Livet under havet kan måske godt være lidt svær at komme i gang med. Jeg skulle lige tage mig sammen for rigtigt at komme i gang. Men så snart jeg var inde i den, havde styr på universet og handlingen, var den utrolig spændende.
Historien foregår for det meste under havet. Der er kun et enkelt tidspunkt, hvor man faktisk kommer over vandoverfladen. Jeg elsker beskrivelserne af fiskene, havet og at læse om, hvordan det har kunnet lade sig gøre for menneskene, at bosætte sig på havets bund.
Grunden til at titlen er Dark Life er ikke kun at havet er mørkt og mystisk. Menneskene over vandet tror at havet har gjort noget specielt ved folk, der bor under vandet. De kalder det en mørkegave, og har ikke lyst til at bo under vandet af den grund. Det er bare en af de mysterier, man skal opklare i bogen.
Der er ikke mange dårlige ting, jeg kan sige om Dark Life. Men jeg kan ikke så godt lide slutningen. Det er ikke så meget, hvordan historien ender, men jeg synes at slutningen er lidt for overdramatisk.
Jeg synes, det er en rigtig god bog med masser af spænding. Det var ikke umiddelbart en bog, der ville have fanget mit blik, det er eb meget dyster og mørk forside, men jeg må sige at jeg blev positivt overrasket. Jeg skal helt klart i gang med 2’eren på et tidspunkt. Jeg håber meget, at det er Gemma, der er bog nr. 2’s hovedperson, da det kunne være spændende at høre fortællingen fra hendes synsvinkel.
⭐⭐⭐⭐ af 5/Klara
Forlag: Tellerup
ISBN: 9788758810416
Udgave: 1. udg. 2012
Sider: 314