Tankestrøm og – streger: om min sorg af Pernille Strøm Øster udkommer ved Forlaget Bolden d. 30. august 2017.
Forfatteren til Tankestrøm og -streger mistede for 3 år siden sin lillebror Jonas i en tragisk ulykke. Pernille var på det tidspunkt 19 år og var netop blevet student, Jonas var 16 år og var lige startet på gymnasiet. I Tankestrøm – og streger fortæller Pernille, via anekdoter, digte, illustrationer mv. om sine tanker og følelser i forbindelse med at miste sin elskede lillebror.
Det er ved at være nogle dage siden jeg læste Tankestrøm – og streger, og jeg skulle nok have skrevet anmeldelsen med det samme, især da min plan var at skrive noter undervejs, men jeg blev så optaget af teksterne, at jeg glemte det! Jeg har meget svært ved at sætte ord på min læseoplevelse – og mine følelser undervejs, og tager virkelig hatten af for Pernille for at have fået skrevet så mange af sine tanker og følelser ned – og ikke mindst for at dele dem med alle vi andre. Jeg kan lige så godt røbe med det samme, at jeg synes at Tankestrøm og – streger er en virkelig, virkelig god bog.
Fra pressemeddelelsen:
“En bog hvis formål er at beskrive, hvordan et ungt menneskes sorgforløb med mange op- og især nedture kan se ud. Og et opråb til, at vi forsøger at bryde de mange tabuer og tør tale om døden og sorgen – uanset alder”.
“Tal om det!
Hvorfor ser folk ned, når de møder en person i sorg? Hvorfor skifter de fortov? Hvad er det vi frygter? Sorgen kan ikke blive værre for den ramte.
I bogen følger vi Pernilles sorgforløb, fra tæppet brutalt bliver revet væk under hende og familien, til hun 3 år efter forsøger at leve med sorgen – og kærligheden.
Noget af det, der har haft stor betydning for Pernille, er at kunne tale om sorgen og dele sine erfaringer med andre. Et af hendes vigtigste budskaber med bogen er derfor: BRYD TABUET – TAL OM DET!“
Tankestrøm og – streger er sørgelig, flot og lærerig!
Bogen indeholder flotte illustrationer og har en rigtig flot opsætning. Man behøver ikke at læse hele bogen fra start til slut, man kan læse lidt af gangen og der hvor man lige har lyst. Jeg kunne dog ikke lade være med at læse den fra start og i et stræk. Måske det var for hurtigt, for der er mange følelser at skulle rumme undervejs.
Til trods for, at jeg ikke vil kunne sætte mig 100% ind i, hvor stor en sorg det er at miste en søskende, så får jeg alligevel via bogen en ret god fornemmelse af det – og jeg er helt sikker på, at rigtig mange vil kunne identificere sig med Pernille og de følelser hun har. Tankestrøm og -streger fortæller om, hvor hurtigt livet kan ændre sig uden man kan gøre noget ved det, og ikke mindst om tiden efter at have mistet en man elsker.
En af de tekster der rørte mig rigtig meget var uddraget at præstens tale. Den er simpelthen fantastisk – og jeg forstår godt, hvorfor Pernille og familien har haft en stor støtte i præsten. Ud over uddraget fra talen har Pernille også et citat med fra ham senere i bogen:
“Sorg er som et glasskår. I starten er det skarpt og frembringer megen smerte, men med tiden bliver det afrundet i kanten. Nogle dage kan lyset endda ramme det helt rigtigt, så det skinner smukt. Går man tættere på, kan man dog se, at det stadig også har mørke sider”.
Præstens tale er flot, rørende og giver samtidig håb.
Pernille har selv skrevet en lille fin fortælling om Uro og Ro, som begge bærer rundt på en fyldt rygsæk i et kuperet terræn. Men hvor hårdt det er at bære rygsækken afhænger af indholdet – og nogle gange virker det lettest at påtage sig at bære andres baggage også – men i længden er det måske ikke den bedste løsning. Historien har dog flere gode pointer, men de skal jo ikke fortælles her.
Pernille vil gerne være med til at bryde tabuet om ikke at tale om de sørgelig ting – om at det er ok at spørge ind til, hvordan personer i sorg har det – og at tale om den person, som er borte. Da livet pludselig kan ændres for alle – uden undtagelse! – så jeg vil virkelig anbefale at læse Tankestrøm og -streger. Bogen egner sig både til unge og voksne.
Jeg er sikker på, at Tankestrøm og -streger vil virke efter hensigten – Bryd tabuet: tal om det! Jeg har allerede talt med flere om bogen – både børn og voksne, jeg synes slet ikke, at man kan lade være. Selvom emnet er sorg, så rummer den også håb – og den er skrevet yderst åbent og ærligt. Den er vigtig.
⭐⭐⭐⭐⭐ af 5/Tine
Forlag: Forlaget Bolden
ISBN: 9788771069631
Udgave: 1. udg. Udkommer 30.08.17
Sider: 119
___
Jeg er meget enig! En helt igennem rørende, klog og poetisk bog, som passer til børn, unge og ældre i akut sorg og evig smerte. Med denne bog føler jeg mig normal, som Ida Marie på 16 udtrykte det, mens tårerne løb ned af hendes kinder. Resten af familien har på samme måde kunnet genfinde de dybeste følelser i forfatterens ord og streger. Dyb medfølelse med alle som må ty til denne bog – og dyb respekt for forfatterens evne til at omsætte alle disse følelser, så de ind imellem næsten synes enkle. Tak for finurlige ord og streger og evnen og viljen til at oversætte det ensomme og ubærlige, så man af og til undervejs alligevel smiler.
[…] Tankestrøm- og streger af Pernille Strøm Øster. Forfatteren til Tankestrøm og -streger mistede som 19 årig sin 3 år yngre bror. Pernille Strøm Øster vil gerne være med til at bryde tabuet om ikke at tale om de sørgelig ting – om at det er ok at spørge ind til, hvordan personer i sorg har det – og at tale om den person, som er borte. Selvom emnet er sorg, så rummer den også håb – og den er skrevet yderst åbent og ærligt. Den er vigtig. […]