Alt det andet, Events

Fantasyfestival 2017

I år har vi for første gang været til Fantasyfestival i Esbjerg. Når jeg skriver vi, så var det Brian (min mand), vores ældste datter, Klara og hendes veninde og jeg selv, der var afsted. Allerede på afstand kunne vi se, at der virkelig skete ting og sager. Udenfor biblioteket var der et stort marked med forskellige aktiviteter og madboder. Desværre kan jeg ikke fortælle meget om det, da det regnede voldsomt på alle de tider, hvor vi ikke lige var inde og høre oplæg fra forskellige forfattere.

Da der var lidt kø nåede vi desværre ikke at høre åbningstalen, men vi skyndte os som det første op for at høre Lene Dybdahl fortælle om Drager, profetier og søuhyrer. Selvom en del af oplægget var omkring Skyriel og Blodbæst, som vi alle stadig har til gode, så synes vi, at det var et rigtig godt oplæg – som sagtens kunne have varet længere.

Jeg beklager de ikke afsindigt gode billeder.

Lene Dybdahl, Fantasyfestival 2017

Derefter havde vi tid til at kigge lidt på alle de stande der var med bøger, rollespilstilbehør og ikke mindst illustratorer og deres flotte illustrationer. Pigerne ville gerne høre Nanna Foss og bagefter Boris Hansen. Det nåede de lige efter, at vi havde været ude i en voldsom byge, hvor vi alle blev ret våde. Imens kiggede Brian og jeg på bøger – og spiste brændte mandler fra en af boderne udenfor.

Arnold Buscks stand til Fantasyfestival, 2017
Lidt af det store område med stande – Fantasyfestival, 2017
Tellerups stand i baggrunden, det var vist her vi købte alt hvad vi bragte med hjem. Fantasyfestival, 2017
Fantasyfestival, 2017.
Fantasyfestival, 2017

Vi købte alle bøger ved Tellerup – det kan vi jo aldrig lade være med. Jeg købte blandet andet Sjælevært af Christina Bonde og Klara købte Spektrum: Ursiderne af Nanna Foss. Vi prøvede dog at begrænse os, da der jo ikke er længe til BogForum.

Malene Sølvsten klar til at blive interviewet. Fantasyfestival, 2017

Dagens sidste oplæg blev Malene Sølvsten, som vi alle virkelig glædede os til. Det var, som Lene Dybdahls rigtig godt – og jeg ved, at Daniel vores ældste søn, var noget træt af, at gå glip af netop dette. Pigerne havde fået signeret deres bøger inden oplægget, så jeg missede desværre at få signeret de to illustrationer som jeg købte ved Breth Design – men de ser nu også ganske fine ud i deres rammer uden.

Det var en rigtig hyggelig Fantasyfestival. Desværre var vejret ikke med os, og vi fik nok ikke helt det fulde udbytte ud af det, da vi stort set ikke så noget at det store område udenfor – men det må vi jo have til gode til en anden gang. Hvis vi skal af sted igen, så tror jeg, at vi skal prøve at planlægge dagen lidt mere hjemmefra, så vi kan få hørt nogle flere forfatteroplæg, for det var helt klart rigtig godt – og noget for os alle, også selvom vi ikke havde læst bøger af de pågældende forfattere.

Vi har et eneste minus, og det har faktisk slet ikke noget med selve festivalen at gøre. Men vi vil jo rigtig gerne være med hvor det sker – og det er så blandt andet Fantasyfestival, Harry Potter Festival, Herlufsholm Fantasy Bogmesse og BogForum, og det bliver alt for meget for os på så kort tid, så vi må jo desværre vælge.

På vej fra Fantasyfestival nåede vi omkring Mennesket ved havet – og som I kan se i baggrunden, så viste vejret sig ikke fra sin bedste side. Men det var en rigtig dejlig dag alligevel.

Mennesket ved havet d. 16.9.2017.

1 thought on “Fantasyfestival 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *