5 stjerner, Hr. Ferdinand, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Ondskabens hotel af Stephen King

Ondskabens hotel af Stephen King udkom på engelsk i 1977 med titlen The Shining og første gang på dansk i 1980 med titlen Drengen der skinnede. Romanen blev filmatiseret af Stanley Kubrick i 1980, hvor titlen på dansk blev Ondskabens hotel – og bogen er efterfølgende udgivet med samme titel. Jeg til tro, at det er 25 år siden, jeg læste Ondskabens hotel første gang – og hvad filmen angår, så er jeg helt blank – jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg har set den, men det er måske ganske godt. Jeg tænker dog, at jeg vil se den nu, hvor jeg har genlæst bogen.

Fra bogens bagsidetekst:

“Velkommen til Hotel Overlook, hvor dine værste mareridt går i opfyldelse.    

Danny Torrance er kun lige blevet fem, men ifølge gamle mr. Hallorann skinner han af synsk højspænding. Og da Dannys far bliver opsynsmand på det vintertomme Hotel Overlook i Colorados bjerge, løber Dannys synske evner løbsk.

Mens vinteren tætnes og sne afskærer familien fra omverdenen, udvikler det tilsyneladende tomme Hotel Overlook sit eget liv. Hvem er kvinden på værelse 217, og de maskerede gæster der kører op og ned med elevatoren, hvad med dem?

Danny fornemmer, at der gemmer sig en ondskab et sted i Hotel Overlooks 110 tomme værelser – en ondskab, der kun har ventet på familien Torrance.”   

Ondskabens hotel af Stephen King

Ondskabens hotel er udover at være en virkelig scary gyser med det klassiske tema om et hjemsøgt hus (her et hotel), også en barsk og ganske realistisk fortælling om en lille familie, der kæmper om at holde sammen på trods af en far og ægtemand med alkoholproblemer og et noget iltert temperament. Samtidig er det også historien om, hvad der kan ske, når sådan en sårbar familie samtidig udsættes for en tid i isolation fra omverdenen.

Da der er ganske få personer med i bogen, er det meget let at holde styr på dem og samtidig giver det meget plads til at komme godt ind under huden på hovedpersonerne fra familien Torrance, Wendy, Jack og Danny. De er alle tre fantastisk og meget troværdigt beskrevet, alt lige fra Dannys ganske særlige evner til Jacks temperamentsfulde lune. På samme måde bliver Hotel Overlook og omgivelserne og den måde de efterhånden kommer mere  og mere til live på, beskrevet så godt, at det næsten er som at være der selv – og hvad kan være mere skræmmende, når det er en gyser man læser?

Et afsnit i bogen, som virkelig ramte mig, er en beskrivelse af, hvordan udtrykket “vold avler vold” bare passer så godt på Jack.

Mindre spoiler – citat fra side 136.  Har du ikke læst Ondskabens hotel endnu, så spring over dette.

Han (Jack) kunne heller ikke gøre for, at han havde et ustyrligt temperament. Hele sit liv havde han uden held forsøgt at kontrollere det. Han kunne huske, hvordan han som syvårig var blevet slået af en nabokone, fordi han legede med tændstikker. Han var gået ud på vejen og havde kastet en sten efter en forbipasserende bil. Hans far havde set det og rasende kastet sig over lille Jacky. Han havde givet Jack en endefuld… og bagefter et blåt øje. Og da hans far småmumlende gik ind i huset for at se, hvad der var i fjernsynet, havde Jack sparket en omstrejfende hund ud i rendestenen.

Stephen Kings evne til at skrive en gyser, der både formår at skræmme læseren afsindigt og samtidig give stof til eftertanke er fantastisk. Jeg synes, at Ondskabens hotel er en virkelig genial gyser – og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg ikke har genlæst den noget før.

Selvom det nu er 40 år siden Ondskabens hotel udkom første gang og historien foregår på dette tidspunkt, så er det ikke noget jeg tænkte over undervejs. Ondskabens hotel fangede fra side 1, fortællingen starter blidt ud, blandt andet med små humoristisk bemærkninger, stemningen bliver dog hurtigt mere og mere dyster og mit hjerte sad i halsen under det meste af læsningen, dette til trods for, at jeg har læst bogen før.

Jeg har en del favoritter blandt Stephen Kings værker, men Ondskabens hotel ligger helt sikkert i top 3.

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Hr. Ferdinand
ISBN: 9788740045932
Udgave: 4. udg. 30.11.2017
Originaltitel: The Shining
Oversætter: Niels Søndergaard
Sider: 546

2 thoughts on “Ondskabens hotel af Stephen King

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *